Christopher: Closer

Christopher
Closer

Christopher: Closer

GAFFA

CD / Warner Music
Udgivelse D. 15.04.2016
Anmeldt af
Jens Dræby

Den unge danske superpopstjerne med de lyse krøller hviler ikke på laurbærrene. På fornem vis har han holdt sig godt inde i rampelyset med tv-optrædener, nye lovende singler, musikvideoer og en sjælden set selvsikkerhed, der hører til popstjerner uden for det skuttende kongerige. Nu med opfølgeren til Told You So skal stemmen under nuddelgarnet bevise, om han kan udvide repertoiret og holde gennembruddet kørende på sit trejde album.

Det korte svar, hvis man spørger, om det holder, er nej. Closer lyder mere som debutalbummet Colours i forsøget på at ramme så bredt som muligt med både rap, velkendt r&b og lalleglad doo-wop, som man kender den fra Meghan Trainor og Charlie Puth. Christopher er på dette album bedst på egne ben og uden en håndfuld ligegyldige gæsteoptrædener. Madcon bliver trukket igennem en rædselsfuld AutoTune oven på en uninspireret klaver-produktion, Brandon Beal vil bare rigtig gerne sige nigger et par gange på en sang, der er mere Travie McCoy end DJ Mustard.

I det mindste forsøger Christophers hold at komme uden om de sædvanlige clubbangers og rammer i stedet helt perfekt med de mere nedtonede ting som All About Sex, der med sit overgrebs-catchy omkvæd kommer uden om fjollede hentydninger og går lige til makronerne. Eller Hung Over, som kommer milevidt med en baslinje af strygere, en flirtende percussion og en uspoleret vokal, der er mere oprigtig end noget, de to Justins har begået.

Albummet rammer da også lidt af Timberlakes 20/20 Experience på ekko-omkvædet i Heartbeat og på Strawberry bubblegum-versene i First Time, der lader til at hente sin sangtekst lige ud af sidste kapitel i Christopher-fanfiction, der begynder med den bedst tænkelige første gang. Bagerst i min bevidsthed er der en lille pige, som er ellevild med alt det her, men anmelderen udenpå savner et album med mere retning og ambition som på Justins eller Justins tredje album.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA