x
Diverse kunstnere: Royal Metal Fest, VoxHall og Atlas, Aarhus

Diverse kunstnere, Royal Metal Fest, VoxHall og Atlas, Aarhus

Diverse kunstnere: Royal Metal Fest, VoxHall og Atlas, Aarhus

Anmeldt af Martin Nielsen | GAFFA

Traditionen tro inviterede foreningen Metal Royale metalaficionadoer til 2-dages hegn i VoxHall og Atlas, og jeg var forbi for at snuse lidt, for der er sgu ikke noget, der slår duften af dobbeltpedal og armsved på en fredag aften.

Dørene åbnede klokken 16.30, og jeg fik hurtigt mit armbånd på. Programmet for i aften var temmelig stramt med ni bands på knap otte timer.

Stone Cadaver (Atlas) ****

Det første mandskab på Atlas-scenen var denimtrioen Anders, Jeppe og Andreas, der straks gav mig lyst til at købe en denimvest.

Der blev åbnet med en god lang intro til det næsten ni minutter lange "Blasphemous Revelry, Lechery & Sorcery" fra deres selvbetitlede ep, dog godt nok til en næsten tom sal, men for helvede, klokken var kun 17, og folk havde knap nok fået fri. Men godt og vel halvvejs inde i koncerten begyndte folket dog at dukke op, og salen var faktisk næsten fyldt op til sidst.

Generelt var koncerten præget af masser af lange, langsomme, stenede guitarsoloer og meget sparsom vokal, men det virkede godt at starte ud med langsom stoner rock.

Festen blev sluttet af med "Blasted Earth", ligeledes fra "Stone Cadaver"-ep'en, der var præget af rolige guitarspor, som virkede til at være meget Black Sabbath-inspirerede.

Overordnet set var kvaliteten rigtig god. Det var dog en skam, at festen startede allerede klokken 17, for der var alt for få mennesker til at få sat skub i stemningen.

Caro (VoxHall) *****

Caro fik fornøjelsen at skulle indvie VoxHall-scenen, og der blev spillet lidt kvindegråd, noget der tænder enhver misogynist. Truppen består en kvintet af Cargoshorts og Vans, der hurtigt fik sat skub i festen med den superenergiske frontvokalist, Michael Olsson, der havde et godt greb om publikum. Koncerten blev åbnet med "Manufactured Suicide", som havde nogle fantastiske thrash-trommer og en lige så fee vokal, der hurtigt ledte tankerne over til Hatespheres "Heaven Is Ready To Fall".

Drengene fik hurtigt løftet niveauet yderligere med "Life" fra deres seneste udspil "Sever the 6th Head". Et nummer med lige så hurtige smaddertrommer og guitar-riffs. Olssons vokal var endnu engang i topklasse, hvor der skiftes mellem dybe thrash-lyde og dødsgrowl. Mums.

"Without a Name" fra bandets 2011-udspil "Like A Sickness" var dog et af højdepunkterne. Nummeret havde en god blanding af speed og melodi i omkvædet, vokalen igen dyb og rå og kunne vel nærmest beskrives som en blanding af Jacob Bredahl og Jonathan Albrechtsen (Begge ex-HateSphere).

Afslutningen var fuuuucking vild, vi fik mit yndlingsnummer "Like a Sickness", hvor vi igen havde lige dele speedtrommer, vanvittigt fingerspil på spaderne og kontrolleret vokal.  

Generelt var niveauet højt, og jeg skal da hellere ikke lægge skjul på, at jeg er en smule biased, da jeg genremæssigt er mest til go dø'j, som Caro i den grad er. Der var dog enkelte problemer med lyden i starten, som dog hurtigt blev fikset, og så var publikum desværre stadig noget generte. Om end der blev kastet enkelte basarme, så var der endnu ingen moshpit, et ellers uundværligt element, når der spilles ægte smadder.

Konkluderende ord: Mere spilletid til Caro! Og få jer en Spotify-profil!

Gespenst (Atlas) ***

Tilbage på Atlas stod black metal-kvintetten klar til at sprede dyster stemning. Frontmanden var anonymt gemt i en sort hætte, en ret fed detalje. Der blev startet ud med "Sorgens Taage", som havde et stille tempo, og der skabtes hurtigt en kontrast fra de tidligere bands, der generelt havde været præget af masser af fart.

Trods den noget langsomme rytme hørtes der enkelte brudstykker af brutal pedalsmæk, der fik følge af et vildt lysshow, der uden tvivl var uegnet for epileptikere.

Koncertens sidste nummer "Life Drained to the Black Abyss" viste endda enkelte gode, fængende rytmer fra trommerne, hvilket var temmelig tiltrængt.

Nu vil jeg ikke mene, at jeg er mørkeræd, men overordnet set var Gespenst lige en tand for mørkt til mig. Numrene var typisk black metal, de var meget lange og havde et meget langsomt tempo, der desværre gjorde, at jeg mistede koncentrationen adskillige gange og begyndte at lede efter en brugt denimvest på Den Blå Avis. Dog skal bandet have en stor ros for kvaliteten af musikken, for de er i den grad talentfulde og seriøse. Det er bare mig, der er til uhøjtidelig speed, og derfor var det også lidt af en nedtur at komme ind med masser af adrenalin fra VoxHall for at blive vugget i søvn.

Bölzer (VoxHall) ****

Aftenens første udenlandske act var schweiziske Bölzer, der efter en kort lydprøve fik sat gang i en hurtigt proppet sal med "Zeus – Seducer of Hearts", et nummer med en ret langsom guitar, der dog blev kontrasteret af hurtige trommerytmer. Frontmanden, KzR, stod i bar overkrop i fronten, mens trommeslageren, HzR, var godt gemt i baggrunden. Det virker for mit vedkommende ret underligt med et metalband bestående af kun to medlemmer, og scenen fremstod da også meget tom, og det var nok heller ikke uden grund, at man havde gjort brug af en stor mængde af røg og lys for at give mere fyld på scenen. Det kunne dog også mærkes på publikum, for selvom salen var fyldt til randen, så virkede publikum ret livløse. Der var lidt headbang hist og pist, men stadig ret deprimerende.

Duoen gav dog lidt mere headbanger-venligt tråd med "Steppes", der i højere grad er death metal-inspireret, dog med en lige så frygtindgydende black metal-vokal. Nummeret har en masse små segmenter af forskellige trommerytmer, som også fik løftet godt op i publikum.

Overordnet set var det en ret mærkværdig oplevelse; tonerne af death og black metal, gav en meget tung og langsom lyd. Bandets manglende mandskab gjorde da også, at koncerten føltes endnu længere. Jeg savnede i hvert fald noget mere liv fra scenen. Ikke desto mindre formåede duoen at få sat lidt skub i publikum. Jeg var dog ikke helt solgt og så derfor mit snit til at få stabiliseret mit lave blodsukker med en god omgang svin fra den rullende pølsemand inden næste koncert.

Serpents Lair (Atlas) ****

Tilbage på Atlas indledte værten med et par lovende ord om det opkommende Serpents Lair, og de startede da også meget lovende ud med nogle vanvittige dobbeltpedalsmæk til det første nummer "Labyrinthe Offerings". Ligesom med Gespenst havde sjællænderne fundet hætterne frem, og kun ved at gå tæt op til scenen kunne jeg ane deres Dead-inspirerede ansigtsmaling. Derudover havde de tilføjet levende lys (naturligvis sorte) på scenen, så der var i den grad ikke skruet ned for den dystre stemning.

Kvartetten fulgte trop med "Serpentine Gnosis", der havde nogle meget Mayhem-inspirerede guitarlyde og langsomme trommeslag, der straks ledte tankerne hen til "Chainsaw Gutsfuck" fra 1987-pladen "Deathcrush", omend vokalen var langt dybere og havde nogle solide brøl.

Og for første gang kunne der anes lidt skubberi på dansegulvet, der dog hurtigt stilnede hen og blev til fællesklap. Skuffende.

Bandets sidste nummer, "Devouring Wrathe", havde et rigtig lækkert guitarspor i introen. Nummeret blev dog ikke hørt færdigt, da jeg, ligesom halvdelen af salen, valgte at smutte for at kunne nå at høre Destroyer 666.

Overordnet set en ret lang affære, men hatten af for den imponerende lyd, de kunne fandeme spille tråd, bare ikke min slags.

Destroyer 666 (VoxHall) *****

Aftenens næste udenlandske udspil var australske/hollandske Destroyer 666, der indledte showet med lidt ulvehyl, inden de trådte ind på scenen. Man kunne godt ane, at de var alderspræsidenterne, for der var sgu lidt Mötley Crüe inspiration over deres læderoutfits. Og så kunne man da heller ikke undgå at se, at publikummets gennemsnitsalder var steget med en små 10 år, hvilket i øvrigt kun var fedt.

Der blev åbnet op med noget hurtigt smadder, nemlig titelnummeret fra deres seneste plade, "Wildfire", der ramte gaden tidligere i år. Guitaren var hurtig og noget mildere i lyden end de tidligere bands. I øvrigt en tiltrængt udveksling! Opfølgeren var "Traitor" fra samme plade, der gav lige så hurtig spade, og tilmed også nogle klenodiske 80'er-hyl. Fee.

Publikummet lod til at have nået et højdepunkt i stemningen; der var masser af liv, headbang og rejste horn blandt fansene. Denne entusiasme kvitterede bandet da også med et gebrokkent og optimistisk "Marnge fucking tark, Danmargk!"

Aftenens højdepunkt var uden tvivl "Live and Burn", også fra "Wildfire". Publikum havde tidligere tigget og bedt om, at bandet ville spille nummeret, og nu fik de deres største ønske opfyldt. Nummeret adskilte sig ikke synderligt fra de andre "Wildfire"-numre, men publikum var i den grad oppe at køre, og der blev delt manke i hele salen.

Den stod dog ikke kun på nye toner. "Black City, Black Fire" og "Sons of Perdition" fra 2002-skiven " Cold Steel... For an Iron Age" var også en del af godterne, der blev serveret. Nammenam.

Det vanvittige tempo blev langsomt opløst af slutningsnummeret, "Trialed by Fire", et nummer præget af langsomme rytmer. Og så var det vist nok dedikeret til en bekendt, forsangeren blev i hvert fald set i knæle med guitaren på scenen.

Kort og godt en rigtig fed koncert, der gav en hel del sved på panden.

Trepaneringsritualen (Atlas) ***

På Atlas indtog svenske Trepaneringsritualen scenen. En yderst mærkværdig oplevelse, hvor vi havde en enkelt hætteklædt psykopat på scenen, der growlede på et sprog, kun få forstod.

Koncerten blev åbnet med "Deathward, To The Womb", der startede med et langt spor af temmeligt dystre guitartråde, som hurtigt blev erstattet af forsangerens mørke growlende ritualer.

På trods af at jeg forinden havde fået udleveret sætlisten, var det ikke til at navigere sig imellem numrene, der overlappede hinanden. Det var i den grad alternativt og bizart, men yderst spændende.

Generelt virkede Trepaneringsritualen ret malplaceret, ikke kun i forhold til programmet, men også i forhold til selve festivalen. Koncerten virkede nemlig mere som et langt performance-nummer, som de kulturradikale helt sikkert ville elske at labbe Chablis til.

1349 (VoxHall) *****

Efter en kort lur på Atlas blev det heldigvis tid til en ordentlig omgang smadder. Norske 1349 var uden tvivl et af festivalens største trækplastre. På rekordtid blev VoxHall fyldt til randen, og ud trådte den radmagre kvartet, der blev hyldet af masser af råb og horn.

Nattens første nummer er "I Am Abomination" fra 2005-udgivelsen "Hellfire". Et nummer, der er præget af lynhurtige og kaotiske pedaler og guitarriffs. Og på trods af at frontmanden Ravn ligner en, der har levet på vodka og kokain det sidste årti, kan han stadig formå at fylde salen med dybe toner.

Hele koncerten igennem er tempoet helt i top, og endelig ses en moshpit i fuld skala, folk er vilde og skubber igennem. Endelig kan vi komme af med al den energi, der er blevet oplagret igennem hele dagen.

Og publikum får da også kun rig mulighed for at brænde krudt af til blandt andet "Postmortem" fra forrige års album, "Massive Cauldron of Chaos". Nummeret er præget af gode rytmer gemt i et kaos af hurtige trommer og guitarriffs, og folket labber det i sig. Under et af nattens sidste numre, "Chasing Dragons", formår en af gæsterne da også at faceplante gulvet, kan efterfølgende ikke stå på benene og må bæres ud. Vi er for helvede heller ikke kommet for at danse.

Alt i alt et vanvittigt kaos af et klimaks. Koncerten havde alt, hvad enhver langhåret, tyndarmet teenager kunne drømme om: Pedalsmæk, turboriffs, dødsgrowl og masser af nakkesmerter.

Ronnie Ripper's Private War (Atlas) ****

Festen blev sluttet af med den svenske syvmandsgruppe, der musikalsk bedst kan sammenlignes med vores egne Red Warszawa. De var helt nede på jorden og fungerede som en perfekt modpol til de tidligere bands, der tog deres egen musik meget seriøst.

Salen var dog lidt tom i starten, da bandet gik i gang med deres første sang, nemlig den punk-inspirerede, " Feel free to Annihilate", et ganske kort nummer med semibløde guitartoner og rå mandestemme.

Der blev hurtigt fulgt op med "Pound of Flesh", der ligesom åbneren var meget let at lytte til med ganske melodiske trommeslag og et lige så smadret stemmebånd fra den lille og langskæggede svensker.

Salen blev på dette tidspunkt lige så stille fyldt op, og den stod på mere punk med "Hate for Everyone".

Generelt var Ronnie Ripper's Private War en rigtig god måde at slutte festen på, musikken var helt nede på jorden og ganske behagelig at lytte til. Noget, man virkelig har brug for, når man har hørt metal de sidste syv timer.

Opsummering:

Metal Royale har i den grad sørget for, at der var noget for enhver smag, men jeg må nok erkende, at der blev spillet for meget black metal og alt for lidt death metal. Caro burde i min optik have fået noget mere spilletid, og helst gerne senere på aftenen, da de var med til at hive op i publikum, der så efterfølgende faldt til jorden igen med Gespensts lidt for langsomme tempo og alt for lange numre. I stedet for at veksle i mellem genre og tempo burde Metal Royale have fokuseret på at stige mod et samlet klimaks, som uden tvivl var 1349. Det virkede dog bare en kende maniodepressivt, med den konstante vekslen mellem hurtige toner og langsommelig tråd.

Ikke desto mindre er det ret imponerende, hvad man som gæst kan få for 249 kroner. Jeg har bestemt ikke fortrudt at tage tjansen som anmelder, selvom otte timers metal sætter sine tydelige spor både fysisk og psykisk. Derfor var det også lækkert at falde ned igen med Ronnie Ripper, der fungerede som en god omgang skrub af-musik.

Konkluderende en ret vellykket første dag.


 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA