x
Cloroform: KB18, København

Cloroform, KB18, København

Cloroform: KB18, København

Anmeldt af Andreas Sorgenfrei | GAFFA

Mange år er gået, siden denne anmelder sidst hørte Cloroform live på dansk grund. Dengang skulle bandet op og spille Spot Festival i Århus og havde listet et lille job ind dagen inden på Kulisselageret i Horsens, hvor de blæste alle fremmødte bagover med deres vanvittige crossover mellem rock, jazz, punk og avantgarde. En koncertoplevelse, som på alle måder bekræftede enhver formodning om, at Spot dengang var på sporet af noget særligt med bookingen af denne særegne norske trio.

For lad ét være sagt om Cloroform; de er i sandhed en trio, hvor vildskab er et nøgleord, og alle medlemmer har hver deres helt særlige muskler at spille med. Skarpt anført af sanger og tangentspiller John Erik Kaada, der dengang optrådte i en mærkværdig position på scenen, med et clavinet på hver sin side og en mikrofon plantet foran sig, bakket op af henholdsvis Øyvind Storesund (som man også kender fra Kaizers Orchestra) på drilsk jazzet kontrabas og den superstramme trommeslager Børge Fjordheim, der i årenes løb siden dengang har markeret sig som producer for talrige prominente navne deroppe i broderlandet.

Næste gang denne anmelder var så heldig at opleve Cloroform på dansk jord, var på Roskilde Festival, som et led i Mike Patton's tre koncerter i 2005, der blandt andet talte et visit fra Kaada/Patton, hvor John Erik Kaada også havde taget sine to legekammerater i Cloroform med sig, som en del af backing bandet.

Fusionen mellem nordmanden og Patton vidnede allerede dengang om, at John Erik Kaada på alle måder er et interessant bekendtskab, hvis soloalbums (særligt "Thank You For Giving Me Your Valuable Time") også fortjener et lyt.

At Kaada og vennerne i Cloroform, nu efter syv års pause fra hinanden, og med det nye album "Grrr" i ryggen, atter er vendt tilbage på landevejen er ingen overraskelse, og bandet spiller, foruden aftenens koncert i det københavnske, desuden også i Aalborg, Aarhus og Odense.

Det store spørgsmål, der bliver ved med at presse sig på op til aftenens koncert, hos denne anmelder, er, om bandet nu igen vil tage publikum med en tur i samme manege, som sidst, eller om de, som de legebørn de nu engang også er, har søgt nye veje og lavet om på den musikalske konstruktion.

Ved første øjekast fremstår bandet uforandret rent visuelt. Som altid er bandet iført ens kedeldragter med bandnavn i ryggen. Kaadas clavinetter er fortsat kørt i stilling, dog i en udvidet version, men grundlæggende er det primære set-up i bandkonstellation mere eller mindre uforandret.

Det viser sig dog desværre også ikke ubetinget at være til bandets fordel, at anmelderen i dette tilfælde tidligere har oplevet bandet performe i absolut topform for år tilbage. Det ender med at blive en lidt blandet oplevelse at høre Kaada og Cloroform i en anden ramme mange år senere.

Med dette sagt, så er det i overensstemmelse med forventningen om et band, der fortsat er legesyge sammen efter syv år fra hinanden, en fornøjelse at opleve, hvordan bandets nye sange løfter sig op til et anderledes filmisk plan end tidligere hørt. Kaada har flere keyboards og pedaler inkorporeret i sit set-up end tidligere, og de musikalske ressourcer bandmedlemmerne imellem udnyttes bedre end hidtil. Storesund har i et af sættets tidlige numre fantastiske momenter, hvor han fløjter lidenskabeligt, og bandet spiller op ad en impulsiv vibe.

At Kaada i årene siden bandets forrige udgivelse har ernæret sig som anerkendt filmkomponist i Norge, fornægter sig ikke og er til syvende og sidst en gevinst for trioens fornyede udtryk.

Trommeslager Fjordheim stråler i de øjeblikke, hvor han giver den som ekstra leadvokalist, og med sin på en gang jazzede og punkede tilgang til trommerne, får han bandet sikkert igennem koncerten.

Storesund spiller vanen tro en proper kontrabas, der bidrager til indtrykket af, at Cloroform på mange måder lyder som et uægte barn undfanget i den der hede nattetime, hvor rock n roll og jazz for alvor fandt hinanden.

En anden ting, der også følger med bandets genopfundne form, er i et par nye numre også brug af backtrack, hvilket desværre aldrig får den ønskede effekt og lader til at neddrosle den ellers stærke fornemmelse for hinanden, som er karakteristisk for trioens sammenspil.

Særligt da Kaada flere gange undervejs i sættet kommer til at slå tracket til, hvor det ikke hører hjemme, smitter det af på bandets energi og efterlader plads til forbedring.

Det er på sin vis problematisk at skulle give et band som Cloroform mindre end fem stjerner i en musikanmeldelse. Når bandet spiller bedst ligger de, også i aften, solidt på de seks. De havde desværre denne aften svært ved at finde nærværet fuldstændigt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA