x
Cloroform: Posten, Odense

Cloroform, Posten, Odense

Cloroform: Posten, Odense

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

 
Jeg kendte overhovedet ikke dette band. Jeg kender bare lidt til Kaada, fulde navn John Erik Kaada fra Norge, og hans samarbejde med Mike Patton fra Faith No More med mere. En eller anden sendte mig engang en af deres bidder fra et soundtrack. Så derfor i aften.
 
Skoldhed opvarmning
Først får vi Baby Handshake fra Aalborg. Jeg mærker på forhånd mine fordomme komme op til overfladen på grund af navnet. Der går 30 sekunder, fra jeg kommer ind på Posten til jeg er diehard Belieber. 
 
De river os simplethen igennem koncerten. Det er firemands rock med keyboard og lignelser med for eksempel Sugar Ray (forsangeren) og Stranglers (bassisten). Keyboardet leverer en ondskabsfuld retro-brummen, og trommeslagerens sætter rytmen, indtil han smadrer den for at etablere en ny. Jeg kigger ned og ser, at mine ben danser. De er blevet forelsket i den rå energi og nedbarberede, knitrende lyd. Manner, det er perfekt til søndag aften. Da bassisten kyler sin bas til jorden og hugger til den med næven, er jeg sikker på, at hovednavnet kommer til at skuffe. It's like that. 6 ud af 6 til opvarmningen.
 
Overdådig hovedret
Cloroform er tre gutter i orange heldækkende dragter plus orange baggrund. De har skabt deres egen orange scene, så gæt hvor I finder mig til sommer. Vi lægger ud med sav og fløjteri, og folk stirrer og klukler. Fyren på kontrabas er skaldet, ham på trommer er krøllet og hr. Kaadas dans består af knæ-til-skridt-spark med skift til horny rolling hips, mens han håndterer to-tre keyboards på samme tid. Kaadas vokal går fra lys og skinger til falset og passer perfekt til stortromme og ulden bas.
 
Andet nummer er en udvidet udgave af "Beach Buns" for fuld hug. Igen nægter mine ben at stå stille, og mine hænder flyver til vejrs som på kommando. Sangen er så smækfyldt med glæde, at mine lår gløder af hænders klask. Hey hey!
 
Roterende genreforvirring
Men hvad er det egentlig for noget musik? Primus møder Creedence? Er det en jazzet akustisk udgave af Ministry? Og så skifter stilen igen, og vi er ovre i noget blødt poppet surfet rockabilly, og hovederne gynger. Jeg er allerede mæt og tilfreds efter denne intime søndag aften-snack.
 
Ahhhh. Men så kommer der en møgbeskidt udgave af kærlighedssangen "Love You More", og trommeslageren er simpelthen tosse-tight. Vi glider over i noget lig temaet fra "Rosemary's Baby" (soundtrack, Roman Polanski 1968), som kan findes under navnet The Cloroform Theme på YouTube. Hele nummeret stinker af Patton og sukker under vægten af det frugtbare samarbejde, som en tung gren med søde og modne stikkelsbær.
 
Ubarmhjertig togtur
Omkring 15 publikummer i lokalet får den lækre "Hey You Let's Kiss" i lettere passiv aggressiv upbeat modus og til sidst den vidunderlige "Broken", hvor Kaada gentager "There's Something in my Pants!", indtil både herrer og damer føler det. Der er ingen skuffelser nogen steder, der er kun stramme, stramme bukser.
 
Vi ringer ud lige netop 64 minutter efter åbningen, inklusive bonusnumre, og det føles helt perfekt. Gjaldende ulvehyl fylder salen, og så er det bare hjem og undersøge, hvor og hvornår de spiller næste gang. Dér ses vi.
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA