x
Tricky: Pumpehuset, København

Tricky, Pumpehuset, København

Tricky: Pumpehuset, København

Anmeldt af | GAFFA

Han er en af de vigtigste kunstnere i den nok mest interessante bølge af britisk urbanmusik nogensinde, nemlig triphop. Han er også temmelig outreret og kompromisløs, og så er han helt sin egen. Efter gennembruddet med "Maxinquaye" flagrede Tricky rundt i alskens musikalske udtryk af mere eller mindre tvivlsom karakter. De seneste år har dog fundet frem (elller tilbage) til en virkelig stærk form, især med "False Idols" og det nye "Skilled Mechanics". Derfor var det med temmelig høje forventninger, jeg begav mig til min første Tricky-koncert i 20 år.

I nattens anledning har Pumpehuset forvandlet sig til et spøgelseshus. Små tunge stemningsmættede melodistykker af instrumentalmusik bliver serveret af vores egen Dokkedal fra Den Sorte Skole. De giver ekko i den gamle murstenssal, badet i blåt lys, og på scenen står to udtryksløse mannequindukker og forvarsler showet, vi har i vente.

Pludselig forsvinder alt lys, og ud af mørket kryber Tricky ind på scenen til tonerne af Vybz Kartel. Han er radmager som altid, iført en wifebeater, der afslører hans benede, senede krop, og da han glider frem foran os, er det for at stille sig med ryggen til os. Teatralsk et ganske fint træk, og vi der er tæt på, kan se, at det desuden tjener det formål, at han kæderyger joints mellem numrene.

Messende, rablende, rallende, hviskende, skrigende – mørk

Hans band, barberet ned til guitaristen Paul Noels og trommeslager/keyboardspiller Luke Harris, åbner med den vokalløse "You Don't Wanna", og der mærkes en anspændt stemning i publikum, som om vi stadig ikke helt ved, hvad vi har i vente. Da Tricky endelig griber mikrofonen – eller mikrofonerne, for han bruger næsten konsekvent to – mærkes et sus. Mellem numrene er alt, hvad vi får et "Thank you so much". Han er her ikke for at holde tale, men for at tale til os med sit materiale. Hans stemme er aldrig bare en ting. Han er messende, rablende, rallende, hviskende, skrigende, men frem for alt er den mørk.

Vi trækkes med ind i mørket, og på "Hero" opstår der for første gang en slags symbiose med publikum, der, som et kirkekor, messer med på det nye nummer. Sætlisten domineres af post-millenium-materiale. Triphoppen har i Trickys version udviklet sig til en slags rock, der det ene øjeblik er stille og dragende, det næste øjeblik tordner mod en som et undergrundstog med bragende bas og skrigende feedback fra guitaren. Det minimalistiske setup fungerer fint, dog er det en hæmsko, at de mange kvindelige gæstevokaler udelukkende er medbragt i båndet version.

Tricky Stardust

Skal man beskrive Tricky og de transformationer, han siden debuten er gået igennem, er det oplagt at trække en linje tilbage til David Bowie. De har et slægtskab i den eksperimenterende, alternative tilgang til det musikalske udtryk. De genopfinder begge deres identiteter og leger med en fremmedhed, der rækker ud af vores verden, i Bowies tilfælde som musikalsk astronaut, mens Tricky føles som et rumvæsen fra planeten Bristol.

Når The Thin Black Duke bevæger sig mekanisk på scenen og kaster med mikrofonledningerne, hvirvler de som piske, binder ham fast som snore på marionetdukker og vibrerer som fysiske udgaver af de lydbølger, der frembringes. Spillet, hvor han skiftevis er gemt væk i mørket og utrolig tæt på bliver gennemgående.

Stemninger fremfor hits

Da vi når afslutningen "Sun Down" efter en vild version af den ørkenrockede "Palestinian Girl", er rejsen komplet. Der har ikke været skyggen af "Tricky Kid" eller "Black Steel", men det gør ikke noget, for det ikke en koncert, hvor vi skal høre hits, vi skal rammes af stemninger.

Alligevel bliver ekstranumrene til en hel koncert i sig selv, hvor kombinationen af Breeders-coveret "Do You Love Me Now?", hans egen klassiker "Vent" og den nye stærke "Boy" bliver en slags syntese af Trickys samlede udtryk – det er mørkt, hårdt og vækker minder om overgreb og misbrug, savn og uforløste forelskelser.

Triphop-pioneren, de kaldte Tricky Kid har i denne version stadig en vigtig stemme, eller måske snarere vigtige stemmer, i det musikalske landskab. 

Tricky spiller på VoxHall 18. april


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA