x
Dixie Chicks: Forum Horsens

Dixie Chicks, Forum Horsens

Dixie Chicks: Forum Horsens

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

I 2014 spillede den amerikanske country-med mere-gruppe Dixie Chicks for første gang i Danmark, hvilket var noget sent, taget i betragtning af at de debuterede helt tilbage i 1990. Dengang var det Falconer Salen i København, der fik æren af bandet, der dags dato har modtaget 13 Grammyer og solgt over 30 millioner plader – de 27 millioner i USA alene. Vi skulle heldigvis ikke vente 24 år mere med at få gruppen tilbage – to år efter stod de atter på en dansk scene, denne gang Forum Horsens til en to tredjedel fyldt, siddende sal – altså 2-3000 personer.

Det er 10 år siden, Dixie Chicks sidst udgav et album, men der er ikke umiddelbart et nyt album på trapperne. Dermed var det gammelkendt stof, Dixie Chicks havde med på scenen, men da de som nævnt ikke ligefrem har overrendt landet, var det okay.

Showet blev indledt med en afspilning af Prince-klassikeren "Let's Go Crazy" over højttalerne, før lyset blev slukket. En fremragende måde både at hylde det pludseligt afdøde ikon på og samtidig sætte folk i feststemning, og nummeret fik da også straks klapsalverne i gang. Til tonerne af sangens afsluttende guitarsolo blev lyset dæmpet, og de tre Dixie Chicks trådte ind på scenen fra bunden af samme, i hver sit spotlys: Fra venstre Emily Robison på banjo og kor, Natalie Maines på lead-vokal og akustisk guitar og Martie Maguire på violin og kor.

Da de var kommet frem til scenekanten, fik de følge af yderligere fem musikere på akustisk og elektrisk guitar, bas, trommer og tangenter. Alle otte på scenen var klædt i sort og/eller hvidt, og samtlige instrumenter var hvide. Der var stil over det visuelle udtryk, og det blev understreget med den enorme storskærm på bagscenen, som viste billeder fra en amerikansk highway skiftende med animationer af de tre Dixie Chicks.

Så var vi i gang, til tonerne af sangen "The Long Way Around". Et arketypisk Dixie Chicks-nummer, der med fremtrædende brug af banjo og violin tydeligt viser gruppens rødder i countrymusikken, men med den solide bund med bas og trommer, ikke mindst live, også har et cowboystøvleklædt ben i både poppens og rockens lejr.

De tre hovedpersoner var veloplagte i front, med flotte vokalharmonier fra de to søstre Robison og Maguire omkring Natalie Maines' klare leadvokal. Stemningen fortsatte med den hæsblæsende "Lubbock or Leave It", hvor storskærmen nu viste animationer af de tre Chicks stående oven på hver sin bil, der ræsede ud ad en amerikansk highway. Lidt senere satte gruppen farten en smule ned med "Truth #2" med Emily Erwin Robison på heftig banjosolo og yderligere ned med den smukke ballade "Easy Silence", hvor storskærmen viste flotte naturbilleder – og Martie Erwin Maguire spille en skøn violinsolo.

Lilla hyldest

Stemningen nåede et foreløbigt højdepunkt med fortolkningen af "Nothing Compares 2 U", kendt med Sinéad O'Connor, men skrevet af Prince og indsat som en hyldest til legenden, der døde dagen før. Storskærmen viste her Princes karakteristiske "Love Symbol"-ikon badet i lilla, og det var i sagens natur en tilføjelse til et sæt, der ellers var helt identisk med showet to dage før i Amsterdam – blot var fortolkningen af Lana Del Reys "Video Games" taget ud til fordel for Prince. Den rørende hyldest udløste for første gang stående ovationer, hvilket var helt på sin plads – også selvom Natalie Maines' ellers fine vokal ikke rummede helt samme smerte som Sinéad O'Connors ikoniske ditto.

De stående ovationer fik mig til at undre mig over, hvorfor koncerten var siddende, for en stor del af sangene var faktisk mere eller mindre dansable. Måske skyldes det hensynet til publikum, hvor langt størstedelen befandt sig i 40+-segmentet?

Det passede dog fint at sidde ned til det akustiske intermezzo, hvor gruppen – efter et ganske kort sceneskift, hvor man så de tre medlemmer i en vild biljagt på storskærmen – også selv satte sig ned, helt forrest på scenekanten. Her gav de os fire numre, to uden og to med de fem andre musikere, og hvor instrumenter som pedal-steel-guitar, mandolin og cajon også kom i brug.

Det var fremragende, ikke mindst aftenens eneste nye sang, "Don't Let Me Die in Florida", og det afsluttende instrumentale bluegrass-nummer, hvor de tre Dixie Chicks alene spillede et heftigt medley af blandt andre Beyoncés "Single Ladies" og White Stripes' "Seven Nation Army" – mens roadierne i al diskretion hurtigt fik båret de øvrige instrumenter væk, og da nummerets sidste tone var klinget ud, fortsatte gruppen straks i den elektriske udgave med "Ready to Run".

Nu viste storskærmen billeder af de amerikanske præsidentkandidater i sjove animationer, hvor de boksede mod hinanden. Gruppen undlod dog selv at pege på en bestemt kandidat, men når man husker, hvordan Natalie Maines i sin tid kritiserede George Bush forud for invasionen i Irak – og både tabte og vandt fans på det – kan man nok gætte sig til, hvor deres sympati i hvert fald ikke ligger. (Natalie Maines har i øvrigt for nylig også kritiseret den republikanske kandidat Ted Cruz.) Her blev der i øvrigt pumpet konfetti ud i en mængde, så gulvet bagefter så ud, som om der var blevet lagt gulvtæppe på.

Sættet indeholdt – som Dixie Chicks' bagkatalog i det hele taget – adskillige covernumre. En rocket udgave af Bob Dylans "Mississippi" gjorde dog sangen lidt mere gumpetung end den fremragende original, og Fleetwood Macs balladeklassiker "Landslide" blev generet af lidt for bastante lilletrommeslag. Så var gruppens egen "Wide Open Spaces" (dog skrevet af Susan Gibson) bedre, og sangen fik da også for første og eneste gang i fællessang fra salen.

En heftig "Sin Wagon" lukkede sættet, og efter to ekstranumre, "Not Ready to Make Nice" – deres kommentar til protesterne oven på Bush-kritikken – og Ben Harpers "Better Way", var der igen stående ovationer. Fuldt fortjent, for Dixie Chicks leverede solid underholdning med gode sange, fremragende musikerskab – ikke mindst fra søstrene Robison og Maguire på konstant nærværende banjo og violin – og et tilpas stort anlagt visuelt show. De må gerne komme tilbage igen snart – denne gang med nye sange.

Opvarmning: Augustana ****

Inden Dixie Chicks gik på scenen, fik vi 30 minutters opvarmning med den amerikanske gruppe Augustana, som pt. kun har sanger og sangskriver Dan Layus som eneste permanente medlem. Han havde medbragt akustisk guitar, keyboard samt Jared Palomar på el-guitar og kor, og det skulle vise sig at være en fin åbning på aftenen.

Der var ikke de store armbevægelser over de to musikeres optræden, men sangene var både iørefaldende og hitpotentielle, og i USA har Augustana da også haft en vis succes, blandt andet med singlen "Boston", hvis video har over 10 millioner visninger på YouTube. Den fik vi da også sammen med seks andre udmærkede numre, som dog ikke havde meget med country at gøre – det var solid mainstream pop-rock med en melankolsk undertone. Mon ikke vi kommer til at høre mere til Augustana?

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA