x
Manic Street Preachers: Store Vega, København

Manic Street Preachers, Store Vega, København

Manic Street Preachers: Store Vega, København

Anmeldt af Kristian Bach Petersen | GAFFA

"Everything Must Go" er et af de albums, der i den grad definerede britisk rockmusik i 90'erne. Kombination af arbejderklasse-paroler og intellektuel stræben står stadig som et unikt værk. Et album, der med rette findes på hylden sammen med "Different Class", "Parklife" og "What's the Story (Morning Glory)". Klemt inde mellem bandets misantropiske mesterværk "The Holy Bible" fra 1994 og Fona-baskeren "This Is My Truth Tell Me Yours" fra 1998.

Samtidig er det også et vitalt album i Manic Street Preachers sammenhæng. Det første efter guitarist og tekstforfatter Richey James' forsvinden, men stadig med den forsvundne preacher med i tekst og ånd. Albummet, der viste, at der var et (musikalsk) liv efter tabet af bandmedlemmet og barndomsvennen. Heldigvis.

Det er altså på alle måder et særligt album, som James, Sean og Nicky havde med til Vega lørdag, for at fejre dets 20 års jubilæum.

Komplet album

"Elvis Impersonator: Blackpool Pier" startes normalt ud med harpe, men de var ikke overraskende båndede og styret af keyboard tour-medlemmet Nick Nasmyth, der sammen med rytmeguitarist Wayne Murray flankerede de tre Manic Street Preachers.

Hvis der er et nummer, der indrammer "Everything Must Go", er det "A Design for Life". En skarpskåret rocksang, hvor tekst og musik går op i en højere enhed og i den grad sendte Manics fra undergrund til bred popularitet, og det med et nummer, der namedropper biblioteker i første linje. Et mesterværk af en sang, der også gik rent hjem hos publikum.

På "Kevin Carter", endnu en single fra albummet, savnede man den ikoniske trompetsolo, på albummet leveret af trommeslager Sean Moore, der i stedet blevet leveret på guitar. Stadig et fantastisk nummer.

Lidt sværere forhold havde "Enola/Alone" og titelnummeret det. Flotte numre, men tydeligvis ikke så fasttømrede i folks hukommelse.

"Small Black Flowers That Grow in the Sky" blev leveret af James Dean Bradfield alene på akustisk guitar og følelsesladet introduceret som et af de sidste numre skrevet sammen med Richey James.

"På The Girl Who Wanted to Be God" fornemmer man, at James Dean Bradfield ikke helt besidder fordums evne til at bjæffe teksterne ud med kraft og power. Der bliver holdt lidt igen, og flere linjer kortes hurtigt af. Det er ikke skæmmende, og han rammer stadig de høje toner med stor præcision, men der kan godt nage en lille frygt om, at livet som turnerende prædikant har kostet lidt.

"Removables" og "Interiors" var højdepunkter i albumgennemgangen – selvom publikum tydeligvis ikke kendte dem helt så godt som singlerne. "Removables", fordi Nicky Wires bas fik lov til at fylde i front, både bevidst og fordi Wayne Murray under hele nummeret havde tydelige problemer i baggrunden med sin akustiske guitar. Og "Interiors", sangen om den Alzheimers-ramte maler Willem De Kooning, bare fordi det er så fremragende et nummer og er blevet spillet alt for lidt live gennem de sidste mange år. Det er her album-koncerter som denne virkelig kommer til deres ret. De sjældent spillede numre og den helstøbte sammenhængskraft på store albums som "Everything Must Go".

Det kan selvfølgelig også blive en akilleshæl, og udover at man godt kunne mærke, at ikke alle numre var publikumsfavoritter, så virkede det også, som om bandet holdt en lille smule igen. James Dean Bradfield slog sig ikke løs i det helt store soloer, og Nicky Wire spankulerede rundt lidt i sin egen verden.

3-banden fra Wales

Men de tre barndomsvenner er stadig enestående på en scene. På hver deres særlig facon.

James Dean Bradfield formår at komme ud over scenekanten på charmerende og ligefrem vis. Det virker ikke indstuderet, når han lige får lyst til at rose danskerne for deres gode genmasse og vores kulturelle engagement ("You've got culture coming outta your arses") eller lige indskyde, at albummet "Know Your Enemy" fra 2001 var der, de tre Manics begyndte at fucke lidt op musikalsk.

Bassist Nicky Wire er også et unikum på scenen. Vanen tro starter han koncerten bag store solbriller og i dagens anledning uden sin trofaste fjerboa, men til gengæld iført læderjakke, nittearmbånd og Rush-T-shirt. Hver eneste beklædningsgenstand i kontrast til forsangeren, der ligner en nydelig ældre mand, han fylder 48 næste år, i pæne bukser og en kortærmet skjorte. I anden halvdel af koncerten skifter Wire til glimmerjakke og sømandskasket, og der kom mere gang i hans pacen rundt, i en sådan grad, at han efter koncerten lagde et billede op på bandets Twitter-konto, hvor hans knæ har fået en solid ispose. Det kan være hårdt – det rock'n'roll-liv.

Og oppe bag trommerne sidder bandets rytmiske kraftcentrum Sean Moore og kører trommerne stramt. Med kort hår, skægstubbe, mørkegrøn T-shirt og en i lange perioder med en tandstik i munden ligner han han noget, der er hentet med helikopter fra sættet til Full Metal Jacket eller M.A.S.H. – den lille badass.

Encore med kærlighed

Hvis de 11 "Everything Must Go" numre blev leveret tight, blev stemningen langt mere løssluppen under koncertens endnu længere anden del.

James Dean Bradfield indledte med en halv solo sing-a-long på "The Everlasting", det helt store lighter-i-luften-ikke-et-øje-tørt track fra "This is My Truth", og det gik, med alt sin følelsesporno, rent hjem. Efterfølgende spillede bandet yderligere tre numre fra det helt store gennembrud herhjemme. Optakt til endnu en jubilæumsturné om to år? "You Stole The Sun From my Heart" viste sig som en overraskende succes hos publikum, der ellers undslog sig de fleste muligheder for at hoppe med, og så var "You're Tender and You're Tired" en spøjs, men fin, inklusion i sættet – hvor ikke mindst Bradfields fløjten gik lige i smilebåndet på ikke mindst bandkammeraterne.

Frontalangrebet på bankverdenen, "Nat West-Barclays-Midlands-Lloyds" fra "Generation Terrorists" har også klaret tidens tand, og vreden mod netop bankerne er jo ikke blevet mindre relevant her 25 år senere. Desværre.

Ellers sad encorets numre lige i skabet. "Suicide is Painless" efterfulgt af den episke "Motorcycle Emptiness" bliver ikke meget bedre, og sammen med "Walk me to the Bridge" fra sidste års "Futurology" gav de begge mulighed for Bradfield at give den fuld walisisk skrue på guitaren. De må dog gerne stoppe med at spille "Your Love Alone is Not Enough" live, i hvert fald uden Nina Persson – når man nu har SÅ mange gode numre, er der ingen grund til at vælge duetterne!

Men ellers cementerede en udsolgt aften i Store Vega i den grad "Everything Must Go"s holdbarhed. Quality never goes out of style. Og samtidig står Manics som et monument for at holde en karriere kørende over 25 år og sagtens kunne udvikle sig, prøve nye toner af og lave fejltrin, som kun gør en bedre.

Nicky Wire introducerede "Roses in the Hospital" som en sang fra et album med få gode sange, men mange gode guitarsoloer. Den blev leveret fremragende, og selvom verset gang på gang slutter med linjen "We don't want your fucking love", så fik Sean, Bradders og Wire den i går, og den blev i den grad gengældt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA