x
Grant-Lee Phillips : Lille Vega, København

Grant-Lee Phillips , Lille Vega, København

Grant-Lee Phillips : Lille Vega, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Selvom det er nogle år siden, at Grant-Lee Phillips blev kåret som bedste mandlige vokalist i 1995 af Rolling Stone Magazine, og han har skiftet bandet Grant Lee Buffalo ud med en solokarriere, så er der ingen tvivl om, at han stadig holder et højt niveau. Det var da også sange fra hans storhedstid, de fleste af aftenens talstærke publikum var kommet for at høre, på denne søndag aften på Lille Vega på Vesterbro. Det ville dog også have været skuffende, hvis en artist af Grant-Lee Phillips' format ikke kunne trække et næsten udsolgt Lille Vega ind fra den lidt kølige forårsaften.

Når man først var kommet ind, var det svært at se, at det var en søndag aften. Det kunne snildt have været en fredag aften. Stemningen bar præg af højt humør og forventningens glæde. Den glæde, som de fleste havde oplevet i teenageårerne og håbede på at kunne få genoplivet for en enkelt aften, som to midaldrende kvinders samtale ved siden af mig indikerede.

Grant-Lee Phillips optrådte på scenen med sin guitar og projektørlyset som eneste kompagnon. Befriende enkelt og ligetil. I en tid, hvor samfundet bliver mere og mere komplekst, beviste Grant-Lee med enkle virkemidler fremført på en kompleks og legende let måde, at kvalitet er enkelt, men også noget, der tager tid at opbygge. Især hvis det skal fremføres så stilsikkert og skødesløst på samme tid, som det skete på denne aften.

Grant-Lee Phillips følte sig uden tvivl godt tilpas på scenen og udtrykte begejstring for publikums opbakning flere gange. Blandt andet ved at sige, at han ville tage dem med sig videre i morgen. Om det var en del af hans naturlige charme eller en opbygget rutine, er ikke til at sige. Men det var klart, at han vidste, hvor vigtigt det var at komme ud over scenekanten og få en god relation til publikum fra starten.

Det gjorde han ved at spille gamle og stensikre hits fra især tiden i Grant Lee Buffalo og nogle nyere sange fra solokarrieren. På solosiden var der selvfølgelig flest sange fra hans seneste, countryinspirerede album "The Narrows". Det var tydeligt, hvilken udvikling Grant-Lee Phillips har gennemgået: fra de anmelderroste og nærmest indie-rockede Buffalo-albums og over i hans seneste american/country-klingende sange, som på vores breddegrader dybt inde på stenbroen i København kunne komme til at klinge lidt hule. Hvis man da ikke havde fantasien med sig, og med lukkede øjne kunne forestille sig præriens romantiske islæt.

Det var uden tvivl de gamle sange, der holdt koncerten oppe på et højt niveau, og det var som sagt også de sange, publikum var kommet for at høre. De sange, der lød bedst, var de sange, der havde mest af 90'ernes kant og lyrik som "The Hook", "It's the Life" og den meget smukke og sørgelige "Happiness", som jeg dog gerne havde hørt med fuldt band.

Efter en solid optræden kom Grant-Lee Phillips på scenen igen og spillede en meget afdæmpet sang, som han havde teksten med til ved siden af. Beklageligvis kunne undertegnede ikke genkende sangen, som dog lød som en hyldest til en afdød musiker (Prince?). Efter koncerten måtte jeg forgæves spørge lydmanden, som siden 1994 og albummet "Fuzzy" havde været med Grant-Lee Phillips. Han kunne dog fortælle, at Grant-Lee aldrig laver en sætliste.

Som sidste nummer kom et af aftenens absolutte højdepunkter: sangen "Fuzzy", som fik sat en tyk streg under, at stemmen som i 1995 blev kåret som den bedste, stadig holder, ikke mindst helt op i de lyseste toner.

Det er en smagssag, om man er til sange som er skåret ind til benet og bare består af en stemme og en guitar eller foretrækker studieversioner med fuld bandopsætning. I selskab med en så eminent artist, som udstrålede musikalsk og menneskeligt overskud, kunne man dog ikke andet end cykle smilende og i godt humør hjem, med en bred palet af Grant-Lees smukke historie fortællende sange som soundtrack.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA