Storladen hverdagspoesi

Steffen Brandt og Who Killed Bambi , Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal

Storladen hverdagspoesi

Anmeldt af Rosa Louise Stilgren | GAFFA

Det er ikke nogen hemmelighed, at Steffen Brandt ikke har den mest volumniøse stemme i verden. I stedet forstår han at bruge sin stemme til at male hverdagsbilleder med sprogets penselstrøg, og netop den evne fik luft under vingerne til aftenens koncert med det aarhusianske strygerensemble Who Killed Bambi. 

I skæret fra røde lamper sad de seks strygere på trækasser, mens Steffen Brandt selv indfandt sig på midten af scenen. Guitaren tog en hviledag, og det var tydeligt at mærke, hvordan sangerens guitar-amputation føltes blottende. Han tog det dog med ophøjet ro og virkede selv betaget af strygerensemblets cinematiske og sørgmodige arrangementer. Den intime stemning indtraf hurtigt med lunefulde anekdoter mellem sangene, der blev kvitteret med smældende lårklask fra publikumsrækkerne.

“Stjernen over Bjerringbro” blev pludselig svaret på, at der findes mere mellem himmel og jord end luft (og fadøl). Historien om, hvordan Marilyn Monroe kunne befinde sig i en dansk provinsby med en håndfuld smede blev forvandlet til et filmisk og bedrøvet stykke musik, hvor kontrasten mellem sangerens begrænsede klangregister og strygernes storladne toner stod lysende klart. Til gengæld lagde de fine arrangementer en solid grobund for sangteksterne, der spirede frem mellem de piblende og svulmende strygere.

Den unge sangerinde Lin Rosenbeck fra orkestret Navneløs blev koncertens overraskende indslag, da hun listede ind på scenegulvet og forærede Brandts vokal de nuancer, han ikke selv mønstrede. Med en stemme så skrøbelig som hårene i violinernes strenge lykkedes det at binde sløjfe om mødet mellem de storladne klassiske strygere og popmusikken, hvor hverdagsbanaliteter kan være lige så sindsoprivende som Wagners store symfonier.

Mest vellykket var sange som “Bag Duggede Ruder,” hvor der foregik en fin vekslen mellem strygerne og Brandt, der hver især fik lov at vise deres styrker. Et eventyrligt mellemspil blev visualiseret med trækroner og skumsprøjt fra et lærred bag dem, og når selv naturen synger med, bliver det vist ikke mere stemningsfuldt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA