x
Melodierne var stærkest hos Palace Winter

Palace Winter, Spot Festival, VoxHall, Aarhus

Melodierne var stærkest hos Palace Winter

Anmeldt af Kristian Pedersen | GAFFA

Det er en dansk/australsk duo med Carl Coleman som sanger og sangskriver og danske Casper Hesselager som pianist og producer, der udgør Palace Winter. Her i livesammenhæng stillede op med keys, trommer og to guitarer og gav en håndspillet og velspillet koncert med fokus på de gode melodier primært fra bandets første ep ”Medication”.

Den lange åbner har leget med flerstemmig, atmosfærisk vokal og riffsikker guitar, inden trommerne sikrer betydeligt mere tempo i den næste dansevenlige opfølgning. Selvom Palace Winter er en ny konstellation, er det garvede og driftsikre musikere, der spiller stærkt sammen. Relationerne mellem musikerne virker stærke, og specielt i de mere stille numre fungerer vokalharmonierne.

Vokalen slæber lidt lav i det dominerende lydbillede, hvor bandet generelt virker mere optaget af melodierne. Langt de fleste numre har samme (fine) opbygning fra drømmende guitarer, der ender i lange, støjende, instrumentale outroer. Men med kun en enkelt ep og en debutplade på vej er det også tydeligt, at repertoiret fortsat er snævert.

Frontmand Carl Coleman er generelt i pæn kontakt med sit publikum, ellers er det en anelse indadvendt forestilling. Palace Winter har helt overordnet god plads til et par slag med halen, der ville klæde det samlede udtryk, men bandet er allerede godt sammenspillet og har flere stærke melodier, der giver lyst til mere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA