x
 Levende legende

Philip Glass, Click Festival, Kulturværftet, Helsingør

Levende legende

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Amerikanske Philip Glass er formentlig verdens bedst kendte nulevende klassiske komponist, muligvis også den, der har solgt bedst – og så er der jo nok en sammenhæng et eller andet sted. Glass har arbejdet med omtrent alle former for klassiske udtryk, fra symfonier og operaer over ensemblestykker og til kammermusik, men bedst kendt er han måske i et bredere perspektiv for sine mange filmsoundtracks, hvor "Koyaanisqatsi" i firserne blev et regulært kulthit, "Candyman" og "Truman Show" skabte succes i halvfemserne og "The Hours" i nyere tid ligeså.

Philip Glass tilhører generationen af såkaldte amerikanske minimalister, sammen med folk som Steve Reich, Terry Riley og La Monte Young, og selvom Glass faktisk ved forskellige lejligheder har forsøgt at lægge lidt afstand til minimalist-termen – ingen bryder sig rigtig om at blive sat i bås – så slipper han formentlig aldrig helt af med prædikatet. Og skal man gå ind i netop dén snak, så kan man nok godt tillade sig at hævde, at netop "Music In Twelve Parts", som Philip Glass opførte i sin helhed sammen med sit Ensemble ved Click Festivalen i Helsingør, hører til i den mest konsekvent minimalistiske ende af den amerikanske komponists repertoire, i hvert fald hvis man sammenligner med senere projekter såsom eksempelvis de majestætiske operaer, "Satyagraha" og "Akhnaten" eller halvfemsernes symfonier – bl.a. dem baseret på Bowies og Enos Low og 'Heroes'.

Noget af det, der nemlig gør Philip Glass lidt speciel som klassisk komponist – og utvivlsomt en af årsagerne til at han har opnået stor berømmelse – er hans parløb med den såkaldt rytmiske musik. Udover de nævnte symfonier baseret på Bowie og Eno, har Glass samarbejdet med bl.a. Laurie Anderson, Paul Simon, Suzanne Vega, The Roches og Aphex Twin, på samme måde som han har inspireret et hav af kunstnere, måske især pionerer indenfor elektronisk musik. Lyt f. eks. til de repeterende strukturer hos Tangerine Dream på titler som "Phaedra" og "Ricochet", Klaus Schulzes MiniMoog-improvisationer på "Timewind" og "Moondawn", Jean Michel Jarres sequencerarbejde på "Oxygene" og "Equinoxe" eller for den sags skyld til Depeche Modes "It Doesn't Matter Two" og Rob Hubbards "Delta".

En lang omgang
Glass og hans Ensemble optrådte i den store værftshal nær vandet, med udsigt til Kronborg. Der var bygget stolerækker på stilladser, men publikum blev anbefalet at sætte sig på puder helt fremme ved scenen, hvilket vi var flere, der gjorde. Philip Glass og hans seks musikere – keyboards, fløjter, saxofoner og sopran – indtog scenen omkring kl. 19 til behørige klapsalver, og efter lidt er-vi-klar-skulen blandt musikerne, var det ellers i gang.

"Music In Twelve Parts" er, som titlen antyder, et værk bestående af tolv dele, med en samlet spilletid på omkring 3,5 timer. Koncerten bød dog på pauser efter Part 3, 6 og 9, med mulighed for nudler til absolut overpriser for dem, der var til den slags, og så kan de rigtig hårde hunde jo give sig til at diskutere, om et værk som benævnte nu også bør præsenteres med indlagte pauser eller om disse måske ikke kan være med til at afbryde netop den fornemmelse af trance, der frembringes gennem musikken.
 
Godt ord igen, men jeg tror nu de meget koncentrerede musikere havde godt af pauserne også – måske ikke mindst deres fingre. Det er jo ingen hemmelighed, at Philip Glass-musik fra netop denne periode er partiturer, der ligner alpelandskaber, altså en masse ofte hastigt spillede noder, der bevæger sig op og ned i tonehøjde, typisk som arpeggios – akkordopløsninger, om man vil – og med hyppige ændringer i taktart. Har man rent faktisk gjort forsøget derhjemme ved stueorglet – og vi er jo nok nogle – så vil man vide, at efter nogle minutter begynder man at kunne mærke det. Herefter begynder det at gøre ondt. Og så går det galt – man glider ud af tempo. Og den slags går selvsagt ikke, hvis man skal sidde med hos Philip Glass Ensemble. Det, jeg egentlig prøver på at sig er, at helt som man kunne forvente, så var det her dygtige folk med helt afsindig spidskompetence ud i netop denne type musik.

Jeg har oplevet Philip Glass live ved flere lejligheder, og hver gang betages man af det nærmest absurde ved situationen – her sidder en flok musikere og agerer sequencere, sådan omtrent, med noget nær maskinpræcision. Og så alligevel ikke. For det er jo altså kød og blod, og der spilles små fejl og unøjagtigheder undervejs, tempo er ikke bpm fra en maskine, men en mere flydende fornemmelse, og hvor man måske indledningsvist kan tage sig selv i at tænke, at det her må en computer og en stak samples da kunne gøre mere effektivt, så er det ikke bare unødigt blær at betale en folk instrumentslaver til at spille en-to-tre-en-to-tre-en-to-en-to-en-to-tre-fire?, ja så demonstrerer et værk som netop "Music In Twelve Parts" meget fint hvad det er brugen af livemusikere giver.
 
Bevares, noget af det handler måske om, at dengang Glass komponerede værket i begyndelsen af halvfjerdserne, var sequencer- og computerteknologien ikke, hvad den er i dag og ville reelt ikke have været til megen hjælp i forhold til den konkrete komposition, men det handler også om, at livemusikere kan gøre ting med deres instrumenter – især de akustiske – som ikke så let lader sig oversætte via samples og computerprogammer. Skal fløjten spille en 7/8-sekvens, gentaget over otte takter, så kan man jo godt sætte det sammen med samples, men variationen, som nødvendigvis vil opstå – selv med musikere på dette niveau – går, nåja, undskyld udtrykket, fløjten. Læg hertil variation på baggrund af samspil musikerne imellem, hvilket bestemt kom til udtryk hele koncerten igennem. Det, jeg lidt siger: I, der påstår at det der Philip Glass er jo bare det samme igen og igen og igen, I må gerne lukke.

Gentagelser og variation
"Music In Twelve Parts" er i høj grad bygget op omkring ostinater, små figurer, der gentages over tid, men som samtidig udsættes for forskydninger, ændringer i betoning, synkoperinger, hvilket helt overordnet skaber en slags musikalsk-optisk illusion: en oplevelse af evig gentagelse og evig permutation. Skal vi tage kætterne fra et par linjer oppe en smule i forsvar, så er det dette forhold, der gør, at nogle mennesker giver op og afskriver det hele som enslydende, en plade, der kører i hak, for der arbejdes i allerhøjeste grad med gentagelser, men, og det er den væsentlige pointe, med variation over gentagelserne.

Således bragte koncerten os gennem mange forskellige stemninger, fra åbningens næsten new age-agtige kosmos-karakter til den dramatiske afslutning på Part 12 med hvirvlende arpeggiofigurer og opbygning mod opbrudt elleve-toners vokaltema. Musikken var såvel blid som pågående, rytmisk medrivende som snublende, og naturligvis med stærkt hypnotiske kvaliteter. Men bliver det ikke lidt vel meget med den slags i over tre timer? Ingen guitarsolo, intet svedigt beat og slet ingen omkvæd at synge med på.
 
Nu er vi jo også nogle, der tager Wagners Ringen i stiv arm – ingen nazijokes, tak – men når Glass, selv i ultraminimalistisk form som ved denne koncert, ikke bliver kedelig, så skyldes det i høj grad, at han arbejder i et konceptuelt felt mellem rytmik og melodik, vel at mærke på en måde, hvor rytme og melodi smelter sammen og skaber en anden musikoplevelse end vi er vant til. Eller, det vil sige, jeg vil jo, bl.a. jævnfør nogle af mine tidligere eksempler hævde, at vi i dag, mere eller mindre bevidst, er blevet vænnet til meget af det, Glass og hans ligesindede bragte til tonesproget især i halvfjerdserne, og her tænker jeg ikke kun i form af endeløse tv-reklamer for banker og forsikringer nu om stunder, der skamløst plagierer især Glass' klaverværker, jeg tænker også på techno- og trancemusikken, på mathrocken og andet godt.

Når jeg nævner den slags, så er det fordi jeg faktisk, koncerten igennem, var meget bevidst om i hvor høj grad "Music In Twelve Parts" er et værk, der har peget fremad. I første omgang for Glass' vedkommende fremad mod hovedværket, den fem timer lange opera "Einstein On The Beach", men også i mere overordnet forstand, især i forhold til elektronisk musik, hvilket kan synes lidt sjovt, f. eks. set i det lys, at en af de væsentlige inspirationer for Philip Glass i sin tid, var sådan noget som traditionel gamelansk musik.

Stående ovation
Omkring midnat var seancen ovre, og knap var sidste tone slået an, før publikum rejste sig og klappede løs mens Glass og Ensemble bukkede først den ene vej, så den anden. Til trods for en samlet længde, pauser inklusive, på lidt over fem timer, så værftshallen stadig fyldt ud, og faktisk sad man tilbage med en lidt pervers følelse af, at man da godt lige kunne have klaret en times tid mere.

Philip Glass og hans Ensemble demonstrerede, hvorfor de er noget ved musikken, eller sagt på anden vis – man var ikke i tvivl om at det her var absolut verdensklasse. Og selvom jeg har lyttet til "Music In Twelve Parts" på cd mange gange – og med al sandsynlighed også vil gøre det fremover – så vil det her nok for mig stå som den gældende version. Det er noget særligt at opleve musikken live og siddende i stereoret position blot et par meter fra mesteren og hans udsøgte musikanter i aktion. Bevares, der var mange sider af Glass' kompositoriske talent, som vi ikke fik en prøve på denne aften, men til gengæld fik vi lov til at zoome ind, fokusere og gå helt i dybden med et af udtrykkene, og tak for det. En koncert som denne kommer de fleste af os ikke til at opleve mange af her i tilværelsen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA