x
Stor alsidighed og højt niveau på Pop Revo – fra elektropop til prog-rock

Julien Baker, Housewives, Værket, Mueran Humanos, First Hate, Pop Revo, VoxHall, Atlas og Radar

Stor alsidighed og højt niveau på Pop Revo – fra elektropop til prog-rock

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Billederne viser First Hate

Den aarhusianske forening Pop Revo har hvert år siden 2004 arrangeret Pop Revo-festival, fortrinsvis på VoxHall, med ”musik fra kanten af den legesyge indiescene uden at smide folk af i svinget,” som arrangørerne formulerer det. Nu er det desværre slut – bagmændene stopper, mens legen er god, og årets festival er derfor den sidste.

Gennem årene har Pop Revo både præsenteret kultnavne som Television Personalities, The Bear Quartet, The Clientele og The Pop Group, men også dengang mindre kendte kunstnere som Grimes, Caribou, The Whitest Boy Alive og Future Islands, der senere har fået et større gennembrud. Også den allersidste Pop Revo byder på et alsidigt program med de skotske indie-pop-veteraner The Pastels som hovednavn og fremadstormende unge danske bands som Yung og Lust For Youth på plakaten. 

Julien Baker, Atlas ****

Sangerinden, sangskriveren og guitaristen Julien Baker fra Memphis, Tennessee stillede op helt alene med sin Fender Telecaster-guitar. Baker præsenterede os for en stribe langsomme, afdæmpede og melankolske sange med få akkorder og toner og diskret brug af loop-pedal til at forøge lydbilledet. De blev sunget med en lys og ren, ganske smuk stemme, som sine steder nåede op i et højt, nynnende leje.

Enkelte gange fik musikken lidt mere kant med huggende akkordspil, ligesom Baker sine steder blev lidt mere aggressiv i sin sangstil. Det var et kærkommen variation fra et flot, men en anelse monotont udtryk, som i øvrigt ikke er meget mere skrabet en hendes ligeledes ganske lavmælte debutalbum ”Sprained Ankle”, hvor hun også er alene med sin guitar og en smule trommer.

Der var til gengæld drama i Bakers velskrevne tekster, som man heldigvis forholdsvis let kunne opfatte. I ”Blacktop” lød det eksempelvis ”And I know I saw your hand / When I went out and wrapped my car / Around the Streetlamp” og senere "Come visit me / Come vist me / In the back of an ambulance" "A saline communion that I held like a séance on the blacktop”. 

Den 20-årige Baker fortalte, at koncerten var hendes første i Europa nogensinde, og hun takkede flere gange det forholdsvis talstærke publikum, der da også var eksemplarisk stille og havde stillet sig helt frem til den lave scenekant. At dømme efter de højlydte klapsalver var flere decideret tryllebundet af sangerinden, der bestemt også har masser af potentiale. Måske skulle hun dog søge lidt udfordring fra nogle samarbejdspartnere.

Housewives, Radar ****

Bag det anonyme navn gemmer sig en eksperimenterende London-kvartet, som indledte deres koncert på Radar i totalt mørke. En mand på scenen blæste i et langt rør, en anden rodede med noget atonal elektronik, og to andre hamrede løs på trommer. Jeg var først i tvivl om, hvorvidt koncerten overhovedet var gået i gang, eller om der var tale om en alternativ form for instrumentstemning, men det var den, skulle det vise sig. I næste nummer kom der lys på scenen, dog mest på trommeslageren. Rørmanden fra før havde nu fundet en guitar, elektronikbetjeneren havde skiftet til bas, og fjerde mand hamrede på en gulvtam. Musikken var minimalistisk og støjende, instrumental og med kraftig brug af dissonanser – og sammenspillet mellem de fire musikere var fremragende.

I tredje sang begyndte guitaristen at synge, en råbende, vrængende leadvokal, mens bassisten fra før havde skiftet til guitar, og manden på tam til gengæld havde fundet en bas frem. Sådan blev der byttet instrumenter hen ad vejen. Kun trommeslageren holdt fat i sit trommesæt, og det var også ham, lyset hele tiden fokuserede på. Sammenspillet var stadig godt og tæt i den aggressive musik trods skæve taktarter, og inspirationen fra sen-70’ernes amerikanske, støj-, dissonans- og atonalitet-fokuserede no wave-scene med navne som DNA og Teenage Jesus & the Jerks samt moderne minimalistiske komponister som Philip Glass (der i øvrigt gav koncert samtidig på Click Festival i Helsingør), Steve Reich og den også støjdyrkende Glenn Branca var tydelig.

Der var, med brug af en efterhånden sjældent brugt kliché, i den grad tale om organiseret støj, og symmetri var der også over koncerten, der sluttede, som den begyndte: Med et nummer spillet i mørke, denne gang også med brug af en altsaxofon, som den i begyndelsen rørspillende musiker fik trukket nogle lange, klagende toner ud af, med mikrofonen helt ned i lydtragten. En både krævende og givende oplevelse. Også selvom det var lige før, vi blev smidt af i svinget.

Værket, VoxHall ****

Pop Revo har et ganske alsidigt program, og ”nu til noget helt andet” på VoxHalls store scene. Værket er en dansk sekstet, som stillede op med lineuppen sang/trompet, guitar/altsaxofon, keyboard, bas, trommer – og tværfløjte. Tværfløjten gav associationer til de legendariske folk/progrockere Jethro Tull, og der var da også visse ligheder i de lange og komplekse sange. Medlemmernes lange hår og forkærlighed for bondeskjorter samt guitaristens velourjakke sendte ligeledes tankerne i retning af 70’ernes hippier, men musikken bød samtidig også på mere tunge, larmende og legesyge passager, ofte i skæve taktarter.

Sættets første to numre var hver omkring 10 minutter lange og var bygget op omkring samspillet mellem afdæmpede og støjende sekvenser. Sangene begyndte med lidt blid tværfløjte, inden instrumenterne gik amok med blandt andet unisont samspil mellem tværfløjte og trompet, så kom vokalen på, og amokløbet fortsatte, inden musikken og vokalen skiftede til en mere afdæmpet passage i 4/4-takt i det, man kunne kalde et B-stykke. Så vendte aggressionerne tilbage, B-stykket kom igen og så fremdeles. Det virkede godt de første par gange, men så blev det en anelse forudsigeligt, og Værket kunne med fordel udforske nogle mellemveje undervejs mellem voldsomheden og det tyste. Heldigvis fik vi da også lidt afveksling senere i koncerten i form af nogle kortere numre – sidste sang varede således kun fem minutter.

Musikerne spillede godt, og bandets sanger fortjener også nogle ord på vejen. Hans flotte og fyldige barytonstemme mindede en del om Zach Condon fra Beirut, og det, at han ligesom Condon spiller trompet, gjorde ikke associationerne mindre. Iført læbestift var han spændt op til et teatralsk sceneshow, der passede til den til tider pompøse musik, men til gengæld sagde han ikke et ord til publikum, hvilket virkede lettere arrogant. Hovedindtrykket af Værket var dog positivt, og det skal blive spændende at se, hvad de kan drive det til. 

Mueran Humanos, Atlas ***

Igen skiftede vi markant musikalsk stil med den argentinske duo Mueran Humanos. Navnet betyder ”Dø, mennesker”, og der var da også en god del aggression i gruppens minimalistiske elektropop/punk. Koncerten begyndte overraskende med samplede radiostemmer på dansk, der gled over i åbningsnummeret. Bag en samling keyboards – blandt andet et Moog – og effektenheder sang Carmen Burguess’ og Tomas Nochteffs skiftevis og sammen – mest det sidste – en stribe sange med spanske tekster, mens Tomas Nochteff desuden spillede bas. 

Det hele havde en dyster undertone, understreget af det sparsomme rød, blå og bordeaux lys og forvrængningen på bassen. Musikken var minimalistisk, pumpende og inciterende, og det var spændende at høre spanske tekster (som jeg intet forstod af) i dette univers. Vokalerne fremstod dog lettere anonyme, og efterhånden kom musikken også til at virke en smule monton. Et langsommere spoken word-orienteret nummer (med Carmen Burguess i front) midt i sættet var en behagelig afveksling, og det samme var den afsluttende, ligeledes down-tempo sang. Interessant koncert i mindre doser, mindre spændende i længden. Måske havde det været bedre, hvis man forstod teksterne? 

First Hate, Radar ****

Pop Revos første dag sluttede klokken 02 på Radar med den danske duo med det finurlige navn First Hate. Duoen alias sanger Anton Gansted og keyboardspiller og programmør Joakim Nørgaard har fået pæn succes med deres to ep’er ”First Hate” (2014) og ”The Mind of a Gemini” (2016), de har varmet op for Trentemøller og Ice Age og fået Politikens Ibyen-pris ”Årets upcoming”.

Det er ikke mindst Anton Gansteds dybe og fyldige vokal, der lyser op hos First Hate. Den minder en del om Depeche Modes Dave Gahan (eller White Lies’ Harry McVeigh). Gruppens let melankolske elektropop med melodiske tangentpassager og tilpas fantasifulde trommemaskinelyde sender da også tankerne i retning af blandt andre Depeche Mode, især deres 80’er-udgivelser, om end den sine steder er mere hårdtpumpet og både EBM- og houseorienteret.

Gruppen lagde afdæmpet ud med den sfæriske og længselsfulde ”Infinite Horizon”, der også åbner ep’en ”The Mind of a Gemini”-ep’en, inden der kom lidt mere kant med ”Warsawa” med metallisk synthbas. Den melodiske og hitpotentielle ”White Heron”, den mere afdæmpede og drømmende ”In My Dreams” og det groovy, bas-drevne ekstranummer ”Girls in the Club” med inciterende claves-spil fra Gansted var blandt højdepunkterne ved en fin koncert, hvor også Anton Gansted til tider spillede med på tangenterne.

De to medlemmer optrådte næsten i mørke på den sparsomt instrumenterede scene, hvilket gav en vis ophøjet stemning. Anton Gansted havde dog en ganske anderledes afvæbnende kommentar undervejs: ”Vi er kommet med bus 888”. Ikke meget rock’n’roll-attitude dér!

Således kom vi fik i mål ved den næstsidste Pop Revo-dag nogensinde. Jeg ser frem mod afslutningen lørdag med ikke mindst The Pastels.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA