x
Fin afslutning på den allersidste Pop Revo-festival

The Pastels, Pop Revo, VoxHall

Fin afslutning på den allersidste Pop Revo-festival

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den aarhusianske forening Pop Revo har hvert år siden 2004 arrangeret Pop Revo-festival, fortrinsvis på VoxHall, med ”musik fra kanten af den legesyge indiescene uden at smide folk af i svinget,” som arrangørerne formulerer det. Nu er det desværre slut – bagmændene stopper, mens legen er god, og årets festival er derfor den sidste. Gennem årene har Pop Revo både præsenteret kultnavne som Television Personalities, The Bear Quartet, The Clientele og The Pop Group, men også dengang mindre kendte kunstnere som Grimes, Caribou, The Whitest Boy Alive og Future Islands, der senere har fået et større gennembrud. Også den allersidste Pop Revo bød på et alsidigt program med de skotske indie-pop-veteraner The Pastels som hovednavn og fremadstormende unge danske bands som Yung og Lust For Youth på plakaten.

 

Seth Bogart, Radar ****

Aftenen begyndte for mit vedkommende på Radar med den Los Angeles-baserede Seth Bogart, der slet ikke lagde skjul på, at hans fornemste job var at underholde. Hans one man-show begyndte med en lille film, der fortalte, hvordan man bedst kunne opleve det: Ved at smide skjorten, ryge en masse hash, give ham slik og – hvis man virkelig kom i stødet – tisse i bukserne. Man måtte til gengæld ikke røre ved Bogart. Så trådte Bogart ind på scenen iført et look som en blanding af Humphrey Bogart og Freddie Mercury, med læbestift og et rødt jakkesæt lavet af noget, der lignede gummi – og så var vi i gang med hårdtpumpet, iørefaldende elektropop, hvor både alle instrumenter og en del af vokalen var indspillet på forhånd og passede med den farverige video på storskærmen. Og måske måtte publikum ikke røre ved Bogart, men forbuddet gjaldt ikke den anden vej, for Bogart havde travlt med at gramse på et par publikummer i forsøget på at få dem til at komme tættere på scenen. Det lykkedes, selvom ingen tog imod opfordringen til at smide blusen og så vidt vides heller ikke til at urinere i underdrengene.

Showet bød på flere kostumeskift undervejs, hvor Bogart både fik fremvist lædervest, en veltrænet overkrop og en læderjakke med påskriften ”Nina Hagen-Daaz” (ja, han har humor) i en hyldestsang til det tyske punkikon. Han fik da også selv spillet lidt el-guitar undervejs, og det var vist live, så det var altså ikke ren singback i showet, hvor musikvideoerne blandt andet viste Bogart og andre spise makeup. De queer-erotiske over- og undertoner var tydelige, og Seth Bogart vil gøre sig godt til ethvert pride-arrangement. Dermed har hans sange også en politisk dimension midt i alt det festlige, for det handler jo om, at der skal være plads til alle uanset køn og seksualitet. Da sangene oven i købet er temmelig melodiske, kunne man leve med de mange tomme kalorier, der også fulgte med. Stærkt underholdende.

 

Cavern of Anti-Matter, VoxHall ****

Se fotogalleri

Efter Seth Bogarts ordrige optræden var der dømt ren instrumentalmusik med engelske Cavern of Anti-Matter. Gruppen består af guitarist Tim Gane fra hedengangne Stereolab, trommeslageren Joe Dilworth, der også spillede med i Stereolab på deres allerførste album ”Peng!” fra 1992, samt Holger Zapf på diverse keyboards, herunder nogle analoge Korg-synths. Åbningsnummeret var en over ti minutter lang sag i en skæv taktart, hvor såkaldt rigtige trommer afløste programmerede ditto, hvor Tim Gane vekslede mellem skift mellem ganske få akkorder – nogle gange huggede han bare den samme af sted igen og igen – og små melodiske passager, og Holger Zapf faldt ind med forskellige figurer på tangenterne. Inspirationen fra den tyske 70’er-krautrock med navne som Can og Neu! var tydelig, og det er da også et felt, Stereolab udforskede i sin tid, eksempelvis det 19 minutter lange nummer ”Jenny Ondioline” fra 1993.

Flere numre i samme spor fulgte, dog også i mere ligefrem 4/4-takt og helt ned til tre-fire minutters varighed, alt sammen spillet fremragende og med stor lydhørhed de tre musikere imellem. Publikum tog godt imod bandet, der da også smilede og virkede glade, ikke mindst den gemytligt udseende Joe Dilworth, der flere gange råbte tak ud i salen – uden mikrofon, for en sådan var der ikke i nærheden. Ikke helt overraskede måtte vi undvære ”Liquid Gate”, gruppens atypisk poppede sang med gæstevokal af Deerhunters Bradford Cox eller ”Planetary Folklore” med recitation fra Sonic Boom (eks-Spacemen 3), men det var til at leve med. Måske blev udtrykket en anelse monotont i længden, men helstøbt var udtrykket, og man kunne let drømme sig væk i de repetitive passager. Men jeg savner nu stadig Stereolab.

 

Useless Eaters, Radar ****

Useless Eaters fra San Francisco er en kvartet med sanger og guitarist Seth Sutton i front. Musikken var heftig punkrock med højt tempo, sange på to-tre minutter og en både vrængende og forholdsvis melodisk vokal fra Sutton, hvor teksterne dog ofte druknede i energien. Bandet adskilte sig dog også ved at have en tangentspiller med på et lillebitte, tooktavers analogt MicroBrute-keyboard. Keyboardspilleren bidrog med enkle, iørefaldende melodilinjer til at gøre sangene iørefaldende og næsten poppede, mens trommeslageren omvendt hamrede igennem, og Seth stod for de forvrængende guitarakkorder, så vi ikke var i tvivl om musikkens iboende aggressioner. Et par sange skilte sig ud ved at undlade hvert andet lilletrommeslag, og det hele var velspillet uden at være for poleret. Vi fik 14 numre på knap tre kvarter, og så var vi godt banket igennem.

 

Luh, VoxHall ****

Se fotogalleri

Luh er en engelsk duo alias sangeren og guitaristen Ellery James Roberts og sangerinden Ebony Hoorn, der live var udvidet med en keyboardspiller/guitarist og en trommeslager. Roberts har en fortid i bandet WU LYF, der udgav et enkelt album og 2011, og hans både intense og hæse stemme er et af Luhs store aktiver, om end nok en stemme, der deler vandene. Manden sang, som gjaldt det liv og død, eller lidt mere prosaisk: Som om han var ved at kaste op, og hans vokal fik solidt med- og modspil fra den lidt mere tilbageholdende Ebony Hoorn.

"Trying to live a life that means something more”, stod der på bagtæppet, og det kunne man så tænke lidt over, mens koncerten foldede sig ud i den sparsomme og stemningsfulde belysning. Sangene var ofte langsomme og eftertænksomme, eksempelvis åbningsnummeret ”I&I”, men samtidig udadfarende takket være Roberts’ aggressive sangforedrag. ”Future Blues” med Ebony Hoorn i den vokale hovedrolle var helt tyst med tilbageholdte trommer og let blues-associerende guitar, mens ”Lost Under Heaven” (også de ord, bandets navn er en forkortelse af) var anderledes energisk, med dansevenlige breakbeats og støjende guitar.

Flere numre, eksempelvis førnævnte ”I&I”, havde også småpompøse, crescendo-opbyggende afslutninger, som var lige ved at være for meget af det gode, men Luh holdt sig på den rigtige side af det smagløse. Det var faktisk ret godt, og derfor undrede jeg mig over, at koncerten midtvejs blev ramt af en masseudvandring, efter at gulvet havde været næsten fyldt, da koncerten gik i gang – og der var ikke andre koncerter på Radar og Atlas på det tidspunkt. Måske var det vokalen – jeg synes i hvert fald, man skal give Luh en chance.

 

Lust For Youth, Atlas ***

Dansk-svenske Lust For Youth fik i marts hele seks GAFFA-stjerner for deres andet album ”Compassion” af min ærede anmelderkollega Jens Dræby. Min personlige ja-hat over for albummet rager ikke helt så højt i vejret, men det er da en god plade, og derfor havde jeg sat et stort kryds ud for bandet i programmet. Det havde mange andre også, for Atlas var pænt fyldt op. Gruppens tre medlemmer, sanger Hannes Norrvide, guitarist Malthe Fischer (eks-Oh No Ono) og Loke Rahbek stod som silhuetter i det orangefarvede lys på den røgfyldte scene. Det var særdeles stemningsfuldt, og det var gruppens både melodiske og melankolske elektropop med strejf af postpunk også.

Desværre var både vokal og instrumenter lige så svære at stille skarpt på som medlemmernes ansigter. Kun de programmerede trommer og keyboard var for alvor hørbare, mens guitaren druknede i mikset. Den postpunk-klagende vokal, som ellers står stærkt på gruppens to album, fremstod som en mumlen, og teksterne var derfor svære at afkode, og sådan blev det ved koncerten igennem. Sådan havde bandet dog bestemt, at det skulle være, fortalte Atlas’ lydmand mig bagefter, og det må man selvfølgelig respektere, men jeg foretrækker dog det noget klarere lydbillede på deres indspilninger. Koncerten kunne dog ikke skjule, at en sang som ”Stardom” er decideret fremragende.

 

The Pastels ****

Glasgow-gruppen The Pastels er nogle af Pop Revo-bagmændenes absolutte yndlingsbands og er lidt af et kultnavn. Gruppen har eksisteret siden 1981, men har kun udsendt fem album og giver kun sjældent koncerter, men har inspireret mange andre grupper, blandt andre de mere populære byfæller Belle & Sebastian og Camera Obscura. Musikken er nærmest kvintessentiel indiepop – melodiske, bittersøde og melankolske popsange, især i de unge år spillet skramlende og støjende, men på bandets seneste album ”Slow Summits” fra 2013 – det første i 16 år – mere afdæmpet og til tider småjazzet.

The Pastels anno 2016 er en sekstet bestående af det eneste oprindelige medlem, sanger, sangskriver og guitarist Stephen McRobbie, den mangeårige trommeslager, sangskriver og lead-vokalist Katrina Mitchell og yderligere fire medlemmer på henholdsvis tværfløjte/keyboard, trompet/keyboard, bas og guitar. Gruppen spillede natten til søndag 00.30, hvor gulvet på VoxHall var næsten fyldt – alle Pop Revo-publikummer var tydeligvis klar over, at dette var årets hovednavn.

Bandet indledte med det instrumentale titelnummer fra ”Slow Summits”, en lang, drømmende sag med smukt tværfløjtespil i centrum. Herefter fulgte ”Wrong Light”, ligeledes fra det seneste album. Forsanger Stephen McRobbies fyldige vokal lå tydeligt i lydbilledet, så man let kunne høre den poetiske, længselsfulde tekst med linjer som ”Please don’t show the wrong light / We’re the shadows of the night”, tilsat elegant tværfløjte.

”Take My Heart” fulgte, endnu en sang fra ”Slow Summits” og en bandets mange duetter mellem trommeslager Katrina Mitchell og Stephen McRobbie. Hendes lyse og luftige vokal er en god kontrast til hans dybe og mere udadvendte, og samspillet mellem de to er noget af det mest spændende hos The Pastels sammen med brugen af tværfløjte og trompet, der lige sætter nogle ekstra, melodiske pastelfarver på paletten.

Gruppen var velspillende og veloplagte, og publikum tog godt imod dem. Jeg kunne dog ikke sige mig fri for at være en lille bitte smule skuffet. Måske var mine forventninger for høje. Nok var sangene gode hver for sig, men mange af dem mindede en del om hinanden, og flere gange tænkte jeg, at de blev spillet lige en tand for langsomt i forhold til deres melodiske kvaliteter. En stor del af sangene stammede fra ”Slow Summits”, og for variationens skyld ville det have været godt med flere numre fra bandets tidligere, mere energiske år. ”Nothing to Be Done” og ”Baby Honey” fra henholdsvis 1989 og 1987 skilte sig således ud med højere tempo. Sidstnævnte bød også både på guitarsolo og en støjende outro, og det var en kærkommen variation i det afdæmpede sæt, hvor vi også fik et kort ekstranummer, som ikke lod til at være indøvet.

Overordnet var det dog dejligt at se kultbandet i Aarhus, og Pop Revo skal have stor tak for at have fået dem til byen. Godt gået!

 

Paper ****

Herefter var det tid til at lukke og slukke definitivt med den allersidste Pop Revo-koncert nogensinde, med svenske Paper med sanger og keyboardspiller Calle Olsson i front og Peter Backebo på guitar og Tobias Rask på trommer som de øvrige medlemmer. Musikken befandt sig et sted mellem pop og punk med højt tempo og aggression, men også dansevenlighed i form af de pumpende bastoner fra keyboardet og melodi fra diskanten på samme. Det kom eksempelvis til udtryk på den fængende ”American Bible”, og en storskærm med farvestrålende animationer var med til at holde gang i festen. For første gang ved denne Pop Revo så jeg stagediving, og dermed stoppede Pop Revo på et passende højt niveau.

Tilbage er der kun at sige tusind tak til arrangørerne, først og fremmest Björn Lyden og Nikolaj Thorenfeldt, for deres store indsats gennem hele 13 år med at få indiebands, der ellers næppe ville have lagt vejen forbi, til Aarhus. Man kan kun håbe på, at andre vil videreføre faklen, men med et forholdsvis nyt, alternativt spillested som Tape og en ditto koncertarrangør som Flux Festival i byen skal det nu nok gå alt sammen. Vi ses derude!

 

 

The Pastels-sætliste:

Slow Summits

Wrong Light

Check My Heart

Summer Rain

Fragile Gang

Come to the Dance

Night Time Made Us

Nothing to Be Done

Lonely Planet Boy (New York Dolls-cover)

Baby Honey

+ ekstranummer

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA