Band Of Horses: Why Are You OK

Band Of Horses
Why Are You OK

Følsomme Seattle-rockere endelig tilbage

GAFFA

CD / Caroline International
Udgivelse D. 10.06.2016
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Fire år efter udgivelsen af deres seneste album, Mirage Rock, er Band Of Horses nu omsider klar med deres femte af slagsen, Why Are You OK. Den folk-inspirerede indierock-gruppe, der fortsat anføres af sanger og guitarist Ben Bridwell, hvis stærkeste varemærke er hans lyse og følsomme vokal, har over årene turneret flittigt, og det var derfor på sin plads, da man i 2014 udgav livealbummet Acoustic At The Ryman.

Nu har gruppen imidlertid atter været i studiet, og forventningerne til nærværende udgivelse har været høje – ikke mindst fordi værket er produceret af Grandaddy-frontmand Jason Lytle og ligeledes er blevet skabt med kreativ hjælp fra navnkundige Rick Rubin. Overordnet er alt ved det gamle – Band Of Horses kreerer varme sange svøbt i frodige lydlandskaber, som gør absolut ingen fortræd, men tværtimod er dybt behagelig lytning renset for knaster, men spækket med harmonisk vellyd. Der er på samme tid saft og kraft og en sårbar skrøbelighed over bandets univers, som man dårligt kan andet end at falde for – succesen giver mening.

Desværre er Why Are You OK kun en oplevelse på godt og vel det jævne, hvilket først og fremmest skyldes fraværet af virkelig stærke og mindeværdige sange. Her er få uforglemmelige øjeblikke, og selv albummets bedste numre opererer rent melodisk på et niveau under tidligere tiders bedrifter. Den flot komprimerede Solemn Oath, den veldrejede indpisker Casual Party og den kækt gyngende Country Teen er fine sager dog, og det er ingenlunde sådan, at Band Of Horses har mistet grebet om deres gebet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA