x
Hjertesuk & hjerteve

Damien Rice, Green Stage, NorthSide

Hjertesuk & hjerteve

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Efter to dage på pladsen så man frem til at være lidt slukøret, men i godt selskab med Damian Rice. Den store scene bestod af en ligefrem opstilling, dækket op til én, hvor scenelys fyldte mere end musikgrej.

Nogle ville nok have svært ved at sætte ansigt på Damien Rice, men hans sange kender de til gengæld – både fra radioen og tv. Personen Rice kom vi dog ikke tættere på under hans NorthSide-koncert, for den fåmælte irer ytrede næsten ikke et pip til publikum fra scenen. Han entrede scenen i højtaljede bukser holdt oppe af brede seler og gjorde ikke det store væsen ud af sig.

Heldigvis havde han mere styr på musikken, hvor vi fik i alt syv numre, hvoraf størstdelen var de mest elskede sange fra hans debutalbum ”O”. Derudover var der små pluk fra hans to øvrige album, ”9” og ”My Favorite Faded Fantasy”.

Han lagde ud med ”Delicate”, og det var et velvalgt nummer, der gik lige direkte ind i hjertekulen på den varme eftermiddag. Rice sang smukt og klart, og hans akustiske guitar ringede perlende ud. Skulle man sidde med en lille sortrungende byld i hjertet; den urolige kærligheds forstyrrende væsen, fik man her aflad og fandt trøst. Det satte barren højt.

I den næste, ”9 Crimes”, demonstrerede Rice sin looping-teknik, som vi resten af koncerten kom til at stifte nærmere bekendtskab med. Ved hjælp af en række pedaler kunne Rice nemlig snildt undvære resten af bandet og akkompagnere sig selv. Han byggede således sangen op, så den voksede sig stor og blev prægnant i sit følelsesudbrud.

Rice vekslede mellem de ømme ”Delicate”, ”Cannonball”, ”I Remember” og ”The Blower’s Daugther”, og mere bastante udbrud i ”9 Crimes”, ”My Favorite Faded Fantasy” og ”It Takes A Lot To Know A Man”. Det var ikke kun stille og rolig singer-songwriter-idyl, men nærmere sig til tider også regulære rockudbrud.

Rice gjorde blandt andet brug af to vokalmikrofoner, hvor den ene forvrængede hans stemme og var medvirkende til at understøtte det følelsesmæssige drama i hans sange. Det fangede den eksistentielle jammer, man forestiller sig at høre over et knust hjertes smertelige kløft.

På den måde brugte Rice rockmusikkens greb til at formidle det voldsomme følelseshavs uroligt brydende bølger. Om det så var hidsig forvrænget guitar eller wah-wah ind over den loopede akustiske guitar og tilhørende korvokaler. Numrene blev bygget stille op og voksede sig ind i større lydcollager.

Det var noget, som faldt i publikums smag, og der kom da også flere mennesker til, indtil at menneskemængden strakte sig bagud mod horisonten. De kendte numre vakte genkendelsens glæde, og de måske knap så kendte imponerede ved Rices indlevelse og effektfulde opbygninger.

I den afsluttende ”It Takes A Lot To Know A Man” gav Rice den hele armen med sin looping. Her blev akustisk guitar og korvokal suppleret med metalklokker, clarinet, elguitar-solo og trommer. Nummeret blev bygget helt op til himlen, så man skulle tro, at scenen pludselig var blevet befolket med et helt band.

Rice lod loopet køre og stillede sig på kanten af scenen, samlede sine foldede hænder, bukkede til et stort bifald, og forlod så scenen uden større hurlumhej, mens loopet langsomt tonede ud bag ham.

Damien Rice bød på en afvekslende koncertoplevelse, hvor man glædede sig over flotte udgaver af hans smukkeste sange og imponeredes over hans tekniske formåen og fandenivoldskhed på andre. For nogle overraskede publikummere nok tegnede koncerten sig som et uventet højdepunkt. Selvom det er prisværdigt, at Rice trak sig helt i baggrunden for musikken og lod dens udfolde sig, gjorde det desværre også lidt svært at blive klogere på mennesket bag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA