Hjemmebanesejr

Velvet Volume, P6 Beat Stage, NorthSide

Hjemmebanesejr

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Kyndige tunger vil, at rigtig rendyrket rock’n’roll ikke er raketvidenskab. Det er dyrisk og lige til, det kommer fra underlivets pulserende bevægelser og de knyttede nævers ret til at manifestere sig. 

Alligevel er det svært ikke at holde fat i raket-metaforen i Velvet Volumes tilfælde. Det føles vitterligt, som om man ser på en slidstærk monokrom raket, der skyder målret op igennem stratosfæren med et sejrrigt luftspor efter sig.

De tre søstre har flere bemærkelsesværdige koncertoptrædener i bagagen, men de formår for hver gang at sætte barren bare lidt højere. Vi er vidne til et band, der udvikler sig i raketfart, og det er ganske imponerende at iagttage. Hernede fra det tætpakkede publikums Cape Canaveral på NorthSide, løfter vi hatten i respekt.

Det var en tydeligt velforberedt trio, der tævede publikum igennem 10 punkrockeksplosioner. Sætlisten var som så perfekt formet til en festivaloptræden, hvor klædelige breaks, falske afslutninger og kompetent lir stødfast øgede intensiteten.

Samtidig er det så befriende at se de tre pigers uskyldige glæde over publikums reaktion. Man mærker tydeligt deres taknemmelighed over at stå på scenen, og hver gang de delte deres begejstring med publikum, blev de mødt af stor applaus. Når de spillede var det til gengæld med et gammelt vejerfarent rockbands selvsikkerhed og ubrydelige panache. De rå guitarriffs blev serveret uden dikkedar.

Koncerten blev sparket i gang med ”Going Down”, hvor sanger/guitarist Noa alene på scenen startede med et bastant guitarriff, der mindede om ”Negative Creep” fra Nirvanas ”Bleach”. På mange måder finder jeg en lighed med den simple, voldsomme punkæstetik fra Nirvanas debut og Velvet Volume. Det er riffy, højt og lige på.

Vi fik i løbet af koncerten blandt andet de publikumskendte ”Runnin’ Wild”, ”Honey”, ”Here Comes The Man” og ”I Think I Need You”. Tvillingesøstrene Noa og Naomi deltes pligttro om vokalen – den ene hidsig og udfarende, den anden melodiøs og smygende.

Lillesøster Nataja lagde god bund i trommerne, som buldrede og rungede, og gav yderligere punch til adskillige klimatiske afslutninger. Hun serverede sine breaks skarpt, og det narrede flere gange publikum til at tro et nummer var ovre, som for eksempel i ”Day Dreaming”, hvor muligheden glimrende blev udnyttet til at få gang i fællesklap.

Stomp-rockeren ”Living On Your Own” fik en instrumental afslutning, som bankede energiniveauet helt i top, så viseren drejede over på den røde skive. Her samledes bandet om trommerne til det afsluttende brag. Den efterfølgende ”We Just Wanna Get Along” smagte i omkvædet, der gik i half-time, en smule af heavy metal, og tyngden klædte trioen.

Publikum udviste stor entusiasme, og nogle folk kravlede endda op på pillerne under telten for at få bedre udsyn til scenen. Det var svært at stå stille, og der blev flittigt klappet med under og efter sangene.

Selvom det var ”sygt nedern”, som det lød fra scenen, da ”This Is How Love Ends” sluttede koncerten, var sejren for længst hjemme, og publikum brølede anerkendende af bandet. Camilla Jane Lea og Carsten Holm måtte kalde pigerne ind på scenen igen, for at de kunne få foreviget øjeblikket med publikum på billede. Og der var proppet med mennesker, oppe foran, bagude, over det hele. De var kommet for at se den danske rocksensation, og de blev bestemt ikke skuffede.

Velvet Volume beviste – endnu en gang! – at de er klar til at stå på de store scener. På NorthSide udnyttede de deres sætliste til fulde og skabte en sand, skræddersyet festivaloptræden. Det er stort, men lur mig om ikke det bliver endnu større.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA