x
For effektiv til at være til stede

Jake Bugg, NorthSide, Green Stage

For effektiv til at være til stede

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

“This place is just not for me” sang Jake Bugg i “Slumville Sunrise” under sin koncert på NorthSide søndag eftermiddag, men det var en sandhed med modifikationer: Publikum var troppet talstærkt op til koncerten, men kunstneren selv var måske ikke tilpas ved situationen. Det vender vi tilbage til senere.

I “Seen it All” forlød det, at han nu havde set det hele, og det tør siges, at den blot 22-årige musiker har nået meget i sit endnu unge liv. Fredag udkom hans tredje album, ”On My One”, og det leverede i sagens natur en del sange til den lange sætliste. 

Denne blev netop indledt med titelsangen fra det nye opus, og Bugg gav her de første prøver på en stemme, der til tider minder virkelig meget om Neil Young, mens han desuden håndterede en akustisk guitar. I den efterfølgende “Two Fingers” var denne udskiftet med en elektrisk guitar, og både stemme og lyd lænede sig nu kraftigt op ad Oasis og især lillebror Liam Gallaghers vokal. 

“Maybe it’s a Big Mistake” bød på en flot guitarsolo, Jake Bugg mestrer virkelig det instrument, mens koncerten senere for alvor bevægede sig over til at blive countryrocket, godt hjulpet af backing bandet, der bestod af bas, trommer og keyboard.  

Der var også plads til mere stille stunder med ”Broken”, og Bugg nåede generelt vidt omkring i bagkataloget. Settet bød nemlig på intet mindre end 17 sange, leveret på bare 58 minutter, og her findes nøglen til det, der var koncertens centrale udfordring. For mens det var lækkert at få en masse af hans musik at høre, og at andre kunstnere i løbet af festivalen har spildt for meget tid med snak og anden interaktion med publikum, var det omvendte her tilfældet.

Jovist, der blev tid til et ”hej”, ”tak” og lignende undervejs, men undertegnede har nok aldrig set en mand mene noget mindre, end da Jake Bugg uden antræk til smil til sidst sagde ”tak, det har været en stor fornøjelse at være her”, mens han nærmest prøvede at undgå at se på publikum.

Bugg har udtalt til mediet Independent, at han måske ikke er en flink person, men at ingen er perfekt, mens han også har indrømmet, at han måske ikke helt er faldet til i rollen som kendis. Men selvom han måske ikke følte sig perfekt tilpas på scenen var den afjappen af sange, der til tider kunne syntes monotone midt i al hasten, på vippen til at være for distanceret. Selvom Jake Bugg spillede godt, efterlod han bare et indtryk af, at man kan være for effektiv til at være til stede i øjeblikket og give bare lidt af sig selv. Det var en skam.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA