x
12.000 publikummer fik jern på

Iron Maiden, Jyske Bank Boxen, Herning

12.000 publikummer fik jern på

Anmeldt af Keld Rud | GAFFA

Det var kun nogle få tusinde af publikummerne, der havde valgt at bevæge sig indenfor frem for at nyde solskinnet, der bagede løs ude på den jyske hede, for at opleve første opvarmningsband The Raven Age, da de britiske metallegender Iron Maiden besøgte Jyske Bank Boxen i Herning. De, der blev ude i det gode vejr gik ikke glip af noget. Eller rettere sagt, det, de gik glip af, var 30 minutters forudsigelig semi-melodisk metal, der havde taget alle de værste unoder fra moderne metal og proppet dem ind i et udtryk. Stilistisk var det lige ud ad landevejen uden et eneste tilløb til noget selvstændigt, karakteristisk eller personligt. Kompositioner var lige så anonyme som selve koncertsalen. Og sanger Michael Burrrough gjorde på intet tidspunkt noget for at variere sit udtryk. Bandet havde næppe fået den eftertragtede tjans, hvis den ene guitarist ikke havde haft efternavnet Harris.

Langt bedre gik det, da svenske Ghost indtog scenen. Dels var der kommet langt flere tilskuere til. Dels gjorde det seks mand store orkester på alle fronter en langt bedre figur. Lyden var blevet forbedret, og deres helt unikke genresammenrend, der kombinerer inspiration fra tressernes psykedeliske rock, halvfjerdsernes heavy rock, pop, klassisk kormusik og ekstrem metal, fungerede forrygende, på trods af at det kun var et fåtal, der havde oplevet bandet før. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at deres overlegne greb om sangskrivning var den altoverskyggende årsag til, at de kunne vinde publikum over på deres side relativt ubesværet. De sataniske tekster kombineret med de ofte ekstremt iørefaldende popmelodier giver et til tider ret aparte indtryk, men i en verden, hvor det konforme for det meste har overhånden, var det med til at det svenske band forlod scenen med ganske mange nye tilhængere.

Efter en længere pause, hvor hovednavnets imponerende produktion blev kørt i stilling bragede UFOs Doctor, Doctor ud af P.A.-anlægget og signalerede, at ventetiden var forbi. Iron Maiden har alle dage insisteret på ikke blot at være et nostalgisk foretagende og med et suverænt stærkt album i ryggen, The Book Of Souls, var det indlysende, at materialet herfra ville fylde en del i sættet. De seks kastede sig ud i åbningsnummeret fra ovenstående album If Eternity Should Fail omgivet af en kulisse, der byggede på Maya-indianernes kultur komplet med ruiner. Oven på en intens kamp med en kræftsygdom var det især spændende, om forsanger Bruce Dickinson havde genvundet sin sædvanlige kampform. Det havde han! Kun ganske få steder fik man på fornemmelsen, at de højder, hans vokal måtte stræbe efter, gav ham vanskeligheder. Både under og mellem numrene var det den energiske, karismatiske og kæphøje frontmand, vi kender fra tidligere, man mødte.

Første single fra førnævnte album, Speed of Light, blev ligeledes luftet og modtaget af publikum som en gammel ven, før det var tid til at vende blikket mod bagkataloget. Children of the Damned fra The Number Of The Beast var en velvalgt joker. Herefter blev det igen tid til at besøge det aktuelle album, hvor skæringen Tears of a Clown blev introduceret som omhandlende Robin Williams. Med The Red and the Black fra samme album blev det helt store episke skyts hentet frem, og i løbet af sangens 12 minutter var der både lejlighed til at engagere de 12.000 publikummer i fællessang og et betragteligt antal guitarsoli.

Visuelt var der gjort meget ud af at sikre publikum en optimal oplevelse. Skiftende scenetæpper, anvendelsen af kostumer og masker samt virkelig tjekket kameraarbejde, der via storskærm betød, at selv de bagerst placerede kunne følge med. Og hvis man ville, kunne man oven i købet aflure de tre musketerer, Adrian Smith, Jannick Gers og Dave Murrays guitartricks. Så tæt på kom man.

Endnu et tag i godteposen betød et genhør med veteranen The Trooper, hvor Dickinson havde iført sig en gammeldags soldateruniform og svingede lystigt med Union Jack, og en afstøvning af Powerslave, endnu en kærkommen overraskelse (hvis man da ikke i forvejen havde konsulteret sig med sætlisterne fra de tidligere datoer på turnéen). Endnu to nye sange indfandt sig. Death or Glory med en mindre køn abedans, som publikum trods alt deltog i, og det storslåede titelnummer. Herfra til sættets slutning stod den på gamle kendinge. Den monumentale Hallowed Be Thy Name førte over i Fear of the Dark, der nok stod for aftenens højeste fælleskor, og Iron Maiden var sidste sang før ekstranumrene. Og naturligvis ikke en udgave af denne sang uden en spektakulær entré fra bandets maskot Eddie, der tronede frem i en gigantisk udgave,

Ekstranumrene var en god kombination af ofte medbragte våben som The Number of the Beast og sange, der ikke har været i rotation på det seneste. Blood Brothers blev dedikeret til ofrene for de seneste års terrorhandlinger og henvendt til terroristerne, mens Wasted Years på formidabel vis sluttede hele aftenen. To timer på absolut topniveau og højeste gear med en velfungerende og velsammensat sætliste er ekstrem godt gået af seks herrer, der alle har passeret eller nærmer sig de 60.

 

Sætliste:

  1. If Eternity Should Fail
  2. Speed of Light
  3. Children of the Damned
  4. Tears of a Clown
  5. The Red and the Black
  6. The Trooper
  7. Powerslave
  8. Death or Glory
  9. The Book of Souls
  10. Hallowed Be Thy Name
  11. Fear of the Dark
  12. Iron Maiden

Ekstranumre:

  1. The Number of the Beast
  2. Blood Brothers
  3. Wasted Years

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA