x
Letkøbt dansefest

Jason Derulo, Tinderbox, Rød Scene

Letkøbt dansefest

Anmeldt af Rosa Louise Stilgren | GAFFA

Det var en sprudlende fest, der blev tændt ild under, da amerikanske Jason Derulo rullede de tunge kanoner ud på scenegulvet denne regnvåde lørdag aften. Inden sangeren selv viste sit ansigt, blev gæsterne opildnet af hans dj, der brølende opfordrede til hænder i vejret og knæene i græsset. Der gik derfor ikke mange sekunder, før halvfyldte plasticbægere fløj gennem luften og sveden piblede frem på panderne. 

Da hovedpersonen selv besluttede sig for at dukke op til festen, var det til den falsetbløde "Trumpets", hvis intimitet blev understreget af sneklædte landskaber i baggrunden. Han var heller ikke bleg for at smide om sig med fraseringer, der under "Wiggle" desværre druknede bag dunderbraget fra beatet, eller også blev man ganske enkelt distraheret af danserne, der vred, smøg sig og hoppede over gulvet. I det hele taget var der en meget demokratisk fordeling mellem musikken og dansen. Alle dansere fik lov at vise deres værd i små dansesekvenser, hvor lydklip fra tidens største dansenumre gjaldede ud over pladsen. Til gengæld forblev det et mysterium, hvor meget musikerne rent faktisk spillede. På intet tidspunkt under koncerten fik man fornemmelsen af at overvære en live-optræden. Det lød præcis lige så fladt og mekanisk som backtrack-koret. 

Himlen åbnede sig under balladen "Marry Me" og mens publikum febrilsk pakkede regnslag op af taskerne, smed Derulo trøjen og spankulerede selvtilfreds rundt med mikrofonen i bæltet. Et gyldent øjeblik af akavethed indtraf, da han besluttede sig for at hive en tilfældig pige op på scenen. Den unge pige, som højst sandsynligt var nyudklækket student, sad med rank ryg på en stol midt på scenen, mens sangeren vred sig sensuelt omkring hende. For hver en berøring blev hun mere og mere anspændt i kroppen. Det, der skulle have været et forførende øjeblik, endte i stedet med at fremstille Jason Derulo som en anmassende fyr, man ikke har lyst til at møde en våd aften i byen. 

Ikke overraskende endte koncerten med røgslør og konfettikanoner, hvis effekt, ligesom resten af koncerten, var meget letkøbt. Det var ihvertfald ikke musikken, der havde øverste prioritet for den amerikanske charlatan, der gjorde alt, hvad han kunne for at sælge en musikalsk præstation, der kunne ligge på et minimum. Lidt for meget rutine, alt for lidt nerve. På trods af det var der brede smil af spore, da gæsterne fejede det sidste konfettidrys af skuldrene og vandrede ud i plænens mudderbad. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA