Det lånte uden kant

Virgin Suicide, Roskilde Festival, Rising

Det lånte uden kant

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

For sådan en gammel mand som mig virker det som om, at ungdommen har misforstået tidernes modefænomener og deres periodevise genlyd i samtiden. Men sådan er det jo med moden. Den låner lidt hist og her og lader sig inspirere af samtidens samfundsforhold. At der derfor ikke skal gå full-on punk i denne anmeldelse bliver derfor nok en udfordring. For misforståelsen blandt den moderne ungdom var alligevel det, der stod blandt de helt store indtryk under Virgin Suicides besøg på Roskilde Festival.

Der er lånt lidt fra punkens dystopi, taget lidt fra The Cure og deres dansable kompositioner om ulykkelig kærlighed, hvorefter denne kombination toppes med yuppiegenerationens overprivilegerede livsstil. Det er vigtigt at have ondt af sig selv, for det er jo det, Robert Smith synger om, men alligevel har de det meget godt, på trods af SU-nedskæringer og en prisstigninger på øl og latte. Og på en måde er det alt det, som Virgin Suicide indkapsler i deres ellers dybsindige og til dels mørke kompositioner om sol og sommer. For mange lyder det absurd, og det er det i virkeligheden også, for der er altså intet synderligt overbevisende ved at høre en ung mand i rullekrave og grydefrisure synge om, hvor dejligt det er, at solen skinner.

Selvom der sikkert var få iblandt publikum, som så skeptisk til den næsten grotesk positive tilgang til hverdagen og kærlighedshistorierne deri, virkede det generelle publikum dog ovenud tilfredse med københavnerbandets optræden. Det catchy lyrik var nem at synge med på, og den primære aldersgruppe bestående af efterskole- og gymnasieelever havde sikkert også let ved at se sig selv på scenen. For de lignede alle sammen hinanden i deres skæve forsøg på at være utilpassede i mainstreamen – uden helt at være det. Men måske er det mig, der har været på Roskilde i for mange år – jeg er i hvert fald begyndt at holde mig langt fra G og L.

Hos Virgin Suicide er der dog sans for at sammensætte forskellige musikalske kontraster, og derefter tilsætte deres egne lyspunkter. Postpunkens monotone basgange og den nedstemte guitar får en tur igennem den ellers dansable indie, hvor vokalen charmende slikker sig ind i lytterens øregange. Og sådan var det lige præcis ved Virgin Suicides optræden på Roskilde Festival – men der manglede nerve og et decideret nærvær i det lydbillede, de befandt sig i. Der foregik ikke meget på scenen og det tydeligt gennemtænkte set-up, og uanset om man var begejstret til en start, eller bare gav det hele et forsøg, var det altså svært at bevare fokus på noget, der til tider grænsede til det tåkrummende. Først under sættes sidste nummer ”Marble Sky” røg niveauet afsted mod noget, der tog en smule fat, hvor frontmand Martin Grønne og guitarist Terkel Atsushi Røjle lod guitarerne flyde indover hinanden, hvilket grænsede op til en eksplosiv afslutning. Men holdt hypen hele vejen igennem? Egentlig ikke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA