x
Rebekka Thornbech: Wanderlust

Rebekka Thornbech
Wanderlust

Ferm dansk countrymusik

GAFFA

Album / Gateway
Udgivelse D. 29.06.2016
Anmeldt af
Ivan Rod

Den danske sangerinde, Rebekka Thornbech, debuterede i 2014 med albummet, So Be It. Samme år deltog hun i dansk Melodi Grand Prix. Og nu kommer så et nyt album, Wanderlust, som meget klart og utvetydigt markerer, at sangerinden er ramt af udlængsel og har sine musikalske rødder plantet i genrerne country, americana og bluegrass. Flere af numrene på det nye album har hun skrevet under et ophold i Nashville, og inspirationen derfra er evident i dem alle. De er genretro og dog personlige. De er rundet af Nashvilles musiktradition og samtidig præget af et særegent element af nordisk melankoli. Tag et nummer som Heavy Rain – det rummer både noget Sydstat og noget Norden, noget traditionelt og noget forfriskende nyt og personligt. Især dét – og et nummer som Sail Away – forekommer ægte og ærlige, påtrængende nødvendige. Albummet rummer ikke på nogen måde noget revolutionerende nyt, men det virker gedigent og på mange måder modigt, effektivt og fokuseret.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA