Og de bragte os horisonten

Bring Me The Horizon, Arena, Roskilde Festival

Og de bragte os horisonten

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

(Arkivfoto)

Da publikumssluserne endelig blev åbnet på Roskilde Festival ind til pladsen tidlig onsdag aften, tav regnvejret og lod solen forsigtigt tale. Var publikum feststemte og klar til musik? Ja, det var de i den grad!

Mens stagehands gjorde klar til, at britiske Bring Me The Horizon kunne træde ind – som de første på årets festival, da Little Simz var små 40 minutter forsinket – klappede og hujede de talrige fremmødte, som var koncerten allerede gået i gang.

BMTH har måske polariseret metalmiljøet med deres særegne genreblanding – og særligt på deres senere udgivelser, hvor de har orienteret sig i en mere poppet retning – men der var ikke nogen fordomsfuldhed at spore hos publikum. Det bestod til dels af et overvejende yngre publikum, men ældre metalhoveder og andre nysgerrige publikummer havde også fundet vej til Arena. Det kom de ikke til at fortryde.

En kort animationsfilm anviste, hvordan man får den bedste BMTH-koncertoplevelse, og man blev for eksempel opfordret til at tage medbragte stoffer på forhånd. Euforiserende midler var dog næppe nødvendige til Sheffield-bandets stadium-metalkoncert. Den blev nemlig professionelt udført, som en dreven, ringvant boksers venstre hook lige i smasken.

I dette tilfælde havde modstanderen da vist godt nok også sænket paraderne på forhånd, for publikum tog imod de fem briter anført af frontmand, posterboy Oliver Sykes, med kyshånd og lod sig koncerten igennem lede af Sykes mindste vink og befalinger.

Stadium-metal per excellence

Allerede fra åbningsnummeret ”Happy Song”, var der gang i fællessangen, mens store røgsøjler stod op fra scenegulvet. Det hjalp også for nye ører, at omkvædsteksten kørte som lyric video på storskærmene, og melodien var så nem og indbydende, at det var svært at stå imod og ikke brøle med.

Før nummeret var forbi, var den første mosh pit blevet dannet oppe foran og indpisket af Sykes. Han diregerede publikumsrækkerne, så de ideelle betingelser for at svedige kroppe kunne kaste sig frit mod hinanden indfandt sig.

Til at begynde med virkede det lidt som om, at Sykes vokal havde lidt svært ved at måle sig med den bombastiske musiks eksplosioner, men det blev rettet ind undervejs. Jordan Fish bag keyboardet bør vokalmæssigt også fremhæves for sin lyse korvokal. Den løftede flot de store omkvæd.

Det fortsatte i højt gear i de følgende ”Go To Hell For Heaven’s Sake”, ”The House of Woves”, før ”Avanlanche” banede vej for lidt blødere slag. Den viste også BMTH fra en mere rocket side, hvor også Sykes sang i et mere roligt lejde. Som sangen tonede ud, zoomede kameraet ind på frontmanden, badet i blåt og med fremstående læber, og det var da også tydeligt, hvorfor han så ofte finder vej til de udenlandske musikblades forside.

Hvor vi primært fik sange fra de to seneste album ”That’s the Spirit” (2015) og ”Sempiternal” (2013), fik vi en brutal ”Chelsea Smile” fra ”Suicide Season” (2008). Her blev mellemfingeren flittigt luftet. Det satte yderligere gang i en fest, hvor det meste af publikum endnu ikke havde stået stille. Hvornår har man i det hele taget ikke kunnet samles om den åbenlyse provokation?

Her fik Sykes endda hele publikum til at sætte sig ned og i takt hoppe op, som sangen sparkede i gang igen, mens han brølede et ordentligt ”Fuck you” over et stentungt riff med masser af røg i baggrunden.

”Shadow Moses” gav et kort åndehul, hvor stadium-metallen fik lov at udfolde sig helt. På mange måder kunne det minde om en hårdere, mere bastant udgave af Jared Letos 30 Second To Mars. Her skød røgmaskinerne atter gejsere op i luften under verset, hvor et maskinelt riff med vrælende pinch harmonics igen gav hår på brystet, før det store omkvæd løftede stemningen helt op under teltdugen. Hele publikum sang med, mens de hævede deres knyttede næver i vejret.

Der var gang foran scenen igen under ”Sleepwalking”, som Sykes dedikerede til alle og enhver i publikum, der havde lidt af depression. Kontakten til publikum blev intensiveret derefter i ”Follow You”. Herefter fik det massive omkvæd i den enkle ”Can You Feel My Heart” næsten teltet til at vælte – især fordi der blev skabt en wall of death.

”I kan bare downloade vores seneste album fra PirateBay. Vi synes selv det er godt, og det er egentlig også godt nok til at betale for det,” fortalte Sykes, forud for den storladne ”Throne” og den ominøse ode til dårlige venner ”True Friends”.

BMTH fik flexet emo-musklen på den afsluttende ”Drown”, hvor Sykes var nede ved hegnet og high five publikum. En pige med en farvesprudlende hårpragt fik mast sig over hegnet og gav den spinkle Sykes et kram. Han kravlede tilbage op på scenen i lidende posering og sluttede med et mic drop. Lidt over en times hårdt pumpende underholdning var forbi.


Effektfuld Pokemon-metal

Det var svært ikke at blive blæst bagover af de scenevanter briter, der for nylig også charmerede sig under huden på NME til Glastonbury, på Arenas scene. Ved at flette de poppede elementer ind i deres lyd, bliver der lidt for enhver smag: Tyngde til næverne og smør til stemmebåndene og øregangene.

Man forstår måske godt de hærdede metalnakkers skepsis, for uanset hvor mange gange, der bliver skreget ”fuck” eller ”cunt” til tunge guitarer, bliver det ikke helt farligt. Det appellerer måske mere til den indre teenager, der vrænger sin foragt af omverden i sin selvoptagede følelsesrus – hvad man også kunne fornemme på den gennemsnitlige publikumsalder, der bar præg af at være godt inde i bandets sangkatalog. Men bevares, voksne er vel også bare teenagers, der er blevet en smule mærket af tidens søde tand …

Det kunne man i hvert fald mærke til BMTHs fællesfest på Roskilde, hvor alle var med hele vejen. Med røg og bulder beviste BMTH, at de sagtens kan bære deres stadionambitioner og samtidig give et effektfuld show med underholdningsværdien i top.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA