x
Blæsersektion gav liv til backtracks’ene

Odesza, Roskilde Festival, Apollo

Blæsersektion gav liv til backtracks’ene

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

”Vi har et fuldt liveband med os i aften,” siger det ene af Seattle-duoen Odeszas medlemmer kort inde i koncerten og peger bag sig. I den ene side af scenen ser man en trombonespiller, i den anden en trompetist. Forrest på scenen står to keyboards, mikserpulte og to trommesæt med blandt andet hver en gulvtam. Dem hamrer Odesza alias Harrison Mills og Clayton Knight på, lige da de er kommet ind på scenen, for at skyde festen i gang – og det bliver den så, sådan nogenlunde da.

De to blæsere giver virkelig liv til Odeszas musik, og det trænger den også til, for selvom den virker fin på plade, fremstår den lettere blodfattig på scenen. Det skyldes blandt andet, at Odesza spiller elektronisk musik af den type, hvor numrene skiftevis er instrumentale og har forskellige gæstevokalister på. Imidlertid er der ingen sanger i sigte på scenen, og alle de vokaler, vi kommer til at høre i aften – fortsat fra Mills’ og Knights’ kommentarer mellem sangene – bliver afviklet fra mikserpultene. Ganske vist ofte i form af Odeszas remixes af andres sange, eksempelvis af Sias ”Big Girls Cry”, Beat Connections ”Saola” og Zhus ”Faded”.

Man kan selvfølgelig ikke forvente, at eksempelvis Sia stiller op på festivalen, bare fordi Odesza har remixet et af hendes numre, men det virker nu alligevel lidt som et antiklimaks med så mange vokaler, der ”bare” kommer fra mikserpulten, også selvom Mills og Knight mikser videre på dem i forhold til albumversionerne. Det ville have været fint med et syngende menneske på scenen.

Odeszas smågroovy numre er ofte i mid-tempo, mikses adskillige gange glidende over i hinanden og byder hyppigt på melodiske synth-temaer, men de to medlemmer forsøger på ingen måde at foregive, at disse bliver spillet live. Man hører temaerne over højttalerne, men Mills og Knight er travlt optaget med at trykke på andre knapper på deres keyboards. Kald mig bare rockist, men det virker nu lettere fesent.

Så hjælper det lidt, at Mills og Knight med jævne mellemrum hamrer på deres trommer, og de flotte storskærmsanimationer trækker også op. Stearinlys, fyrværkeri og bjergkæder er noget af det, der lyser op på bagscenen, samt sangerinden Zyra i "Say My Name", og tak for det.

Et fint udkast til en koncert – men der mangler lidt, før vi er helt i mål.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA