x
Oplagt Volbeat, søvnigt Nibe

Volbeat, Nibe Festival, Store Scene

Oplagt Volbeat, søvnigt Nibe

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er nok ikke gået manges næse forbi, at Volbeat har faret frem på danske og internationale scener siden deres dannelse i 2001. Store meritter i både indland og udland kan tælles på stribe, og bandets publikum er kun vokset og vokset. To koncerter netop udsolgt på 10 minutter i Jyske Bank Boxen og Forum til oktober sætter yderligere tyk streg under prærie-metallernes popularitet. Det siges dog, at det nordjyske sommetider er en smule bagefter, når det drejer sig om ”nyere” fænomener som Volbeat. Skulle det holde stik, ja, så var det nok det, både band og publikum kunne mærke denne onsdag aften i Skalskoven.

Præcis som på Tinderbox – og formodentlig resten af bandets turné – er scenen bygget op i to etager, hvor medlemmerne nærmest forestillede kongelige silhuetter på 2. sal. Et meget ambitiøst setup, der klædte både Volbeat og deres show med klassiske rock-godter som fyrværkeri og pyroteknik. Da det enorme bannerforhæng falder ned på scenen bliver ”The Devil’s Bleeding Crown” tæsket af sted med fuld tryk fra et velspillende band. Et rigtig stærkt og tempofyldt åbningsnummer – såvel live som på gruppens spritnye album, ”Seal The Deal & Let’s Boogie”. Lyden er klar, og vi får fra starten leveret det millimeterpræcise guitarspil fra Rob Caggiano, som vi kunne forvente. Af de nu seks label-udgivne studiealbums, kvartetten har præsteret, står det seneste lige så stærkt, eller måske stærkere end de forrige, og man kunne tydeligt fornemme begejstringen for at slynge det nye materiale afsted fra start.

Efter det lidt kække medley – ”Heaven Nor Hell / A Warrior’s Call / I Only Want To Be With You” – skulle vi for første gang se Nibe-publikummets reaktion – og den var sgu lidt flad. Det erstattes dog at et godt speak fra Michael Poulsen, der med et smil på læben fortæller, at hans bukser revnede, sidst han spillede på Nibe. Lidt mere fladt bliver det dog igen, da de fire medlemmer giver teten til det lidt søvnige publikum, der ikke kan sin Johnny Cash med ”Ring of Fire”. En smule ironisk griner Poulsen i mikrofonen, inden ”Sad Man’s Tongue” skydes af. Denne vækker heldigvis mere genkendelse, og der synges med på omkvædet i mange kredse af det aldersmæssigt blandede publikum. Nuvel, man skal måske ikke være for hård ved brogede publikum, men Nibe Festival kan være en hård nød at knække, og det virkede Volbeat næsten beredte på. Vi så derfor et rutineret band, der lod til at have læst på lektien. Særligt virkede frontmand Michael Poulsen til at være i godt humør trods omstændighederne.

Folkehelte ka’ vi li’

Koncertens klare peak indrammes i det, man kunne fristes til at kalde ”gæstetrilogien”, hvor først Tue West-sanger Mia Maja supplerer med vokal på ”Let It Burn”, herefter Sarah Blackwood (Walk Off The Earth) på ”The Lonesome Rider” og sidst, men ikke mindst Johan Olsen på ”For Evigt”. På førstnævnte vågner Nibe så småt op i den medrivende intro, før Caggiano igen leverer på teknisk højeste niveau på den seksstrengede. Desværre drukner Mia Majas vokal i det samlede lydbillede, inden Sarah Blackwood gør det samme efterfølgende. Alligevel fremstår disse numre samlet en smule stærkere og med mere flow end det resterende af sættet. Johan Olsen sætter flot kronen på ”værket” i ”For Evigt”, der, som Poulsen indikerer, læner sig godt op ad parrets næsten ti år gamle ”The Garden’s Tale”. Det synes at være et godt sammentræf, for så snart der synges på dansk, går det lige i hjertekulen i det nordjyske – foruden at Nibe Festival plejer at have en forkærlighed for Johan Olsen helt i sig selv. Folkehelte ka’ vi li’.

Herefter falder intensiteten naturligt en smule på trods af et højt tempo på især ”Dead But Rising”. Men hvem kom der? Det gjorde Johan Olsen nok engang, da ”The Garden’s Tale” fra ”Rock The Rebel / Metal The Devil” skydes af sted, og hænderne kommer igen i vejret i Skalskoven til lidt tiltrængt variation. Den netop afdøde Elvis Presley-guitarist Scotty Moore bliver hyldet i ”Goodbye Forever”, der med sit kvindelige gospel-korsvar tilføjer lidt ekstra. Endnu en stærk sang fra det nye album. Men da vi rammer de obligatoriske fire ekstranumre, virker Nibe-publikummet desværre til at være på vej i seng, og således får vi en lidt flad og urimelig afslutning på en ellers gennemført seance. Volbeat skal dog have stor ros for ”Still Counting”, der for undertegnede står som et musikalsk svendestykke i sædvanligvis høj klasse med dets flotte dynamiske skift.

Samlet set dog en lidt svingende affære, hvor alt fra scenen blev leveret som skulle, men hvor kemien ikke altid helt indfandt sig mellem band og publikum. Muligvis mangler Volbeat bare lidt mere farlighed og kant, der kan give lidt flere overraskelser i et længere sæt, eller også trækker Nibe-publikummet bare en smule for meget i håndbremsen. Ser man på andre koncerter på Nibes store scene, ja, så kunne det tyde på sidstnævnte.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA