x
Galoperende sløvsind

Destroyer, Roskilde Festival, Avalon

Galoperende sløvsind

Anmeldt af Rosa Louise Stilgren | GAFFA

Der var ikke meget tryk på rækkerne under Avalons teltdug, da Destroyer fredsommeligt spankulerede ind på scenegulvet. Efterhånden som koncerten skred frem, kom både cigaretskod og sammenklemte plastikkrus til syne på teltets sorte gulv, da utålmodige festivalgæster begyndte at sive ud mod pladsens våde plæne. Det var ellers ikke fordi orkestret ikke bragede igennem, men deres mimikfattige fremtoning kunne ikke bære de stormfulde lydflader, som tordnende under dugen. 

Vokalen fra Daniel Bejar var drævende og sløvsindig på samme måde som hans udstråling. Flere gange satte han sig på knæ under de mest sprudlende instrumentalpassager og sad forkrummet som en sten under lavinen af strømmende lyd, der begravede publikum i dyngerne af hvinende guitarer, sanselige blæserinstrumenter og skramlende trommer. Der blev dykket ned i kontrasten mellem vokalens reflekterende sløvsind og musikkens storladne instrumentering, der virkede som farverige penselstrøg, der malede det tankekaos, der lå i tekstuniverset. 

Minimalistiske "Forces From Above" spirede sig stor og omfavnende fra bassens og trommernes enkle rytmer til et larmende udbrud, hvor alle instrumenter gav slip og lod sig løsrive. Det var strukturen på de fleste af numrene, der vekslede mellem det blikstille og det frempiskende. Det skabte variation, men gjorde også, at orkestret engang imellem snublede i sin egen vildskab og lod nuancerne fortabe sig under larmen. 

"Times Square, Poison Season I" var langt mere skridsikker i strukturen og lod ordenes betoninger komme klart frem, mens balladen "The River" var berusende smuk i sit perlende klaverspil og spæde saxofonspil. Publikum vågnede lidt op til koncerten sidste nummer "Bay Of Pigs", der fik skabt bevægelse i rækkerne. 

Ikke overraskende var der intet ekstranummer og det var heller ikke fordi publikum var særlig insisterende på det. Samtidig ville det også have været, at forstrække en muskel, der i forvejen var overbelastet. Deres sløvende udstråling blev virkelig kedsommelig i længden og det var ærgerligt, for musikken blomstrede, men nåede aldrig at komme op i højderne. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA