x
Kollektivt miskmask af højeste karat

Dubioza Kolektiv, Nibe Festival, Blå Scene

Kollektivt miskmask af højeste karat

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

I det danske land er Dubioza Kolektiv endnu et relativt ubeskrevet blad, men efter dagens eftermiddags-festfyrværkeri kunne det meget vel ændre sig. Før det otte mand høje kollektiv overhovedet betræder scenen, får vi allerede besked om, at alt af nationalistisk politisk art ikke er velset. Og mere præcist: ”Stemmer du DF, er du ikke velkommen”. Meget passende er oktetten derfor også blevet beskrevet som Rage Against The Machines Balkan-søskende med deres kritiske tekster om anti-fascisme og kapitalisme. Selvom budskabet stod soleklart, blev det gruppens inkluderende vanvids-performance, der blev printet i det begejstrede publikums erindring. Med hele otte mere og mindre kendte udgivelser bag sig blev vi denne eftermiddag kastet rundt i kollektivets fornøjelige bagkatalog.

Reggae, ska, hard rock, funk n’ roll, dubstep – vi kommer hele vejen rundt, og der lægges ud med hittet ”Volio BIH” - fra albummet ”Absurdistan” – der bevæger sig i et grænseland mellem reggae, balkan folk og 60’er rock tilkoblet en catchy saxofon på syre. Alle otte mand er klædt i det, der ligner gule fodboldtrøjer, og blå scene fyldes ud med en næsten selvsagt underholdende stage presence, der er en ren publikumsmagnet. I løbet af ”Volio BIH” godt seksdobles publikumsantallet til, hvad der bliver en dedikeret skare på omtrent 200 mand. Ikke meget i det mellemstore telt, men både band og publikum lod sig ikke hæmme.

De højintense frontmænd Adis Zvekic og Almir Hasanbegovic er straks over publikum, og kun meget få slipper ud af det jerngreb, de karismatiske herrer besidder. ”U.S.A” følger op på det beat reggae-fundament, der er lagt fra start, men nu med endnu højere intensitet i både lyd og performance. Igen får vi et catchy saxofon-tema bakket op af et simpelt eksekverende, men tight band på guitar, trommer, bas, keys/sampler og mixerpult. ”I hoped I’d find what I need, and be free like a bird. Not be pushed in the ghetto like a sheep in a herd” udbrydes der i det kritiske nummer, der hylder hjemstavnen i Balkan.  

Brother from another father

Som affæren skrider frem frygter man, at det stærkt underholdende ensemble vil miste pusten, men det sker overraskende nok ikke. Det engagerede publikum trækkes længere og længere ind i de højintensive numre, der indeholder alt fra pludselige dubstep-destruktioner til Champions League-temaer. Det lyder som et komisk misk mask, og det er det også, men det fungerer på magisk vis. Ikke underligt, at dette band tæller optrædener på en lang række af Europas største festivaler. Under den spansksprogede ”Hay Libertad” løftes presenningen næsten af det store telt. Forsamlingen samles tættere og tættere, og der danses ufortrødent af den nu løsslupne forsamling foran scenen, der som hovedløse høns pludselig løber i cirkler.

Bandet er nu bogstaveligt talt helt ude på scenekanten, hvor de næsten tilbedes af den forreste række. Rage Against The Machine lægger efterfølgende et kort visit i ”No Escape (From Balkan)”, hvorefter vi kastes ud i ”Balkan Funk”, som gør sit endelige tag på publikum. I en endeløs jam præsenteres det enorme band, hvor Adis Zvekic udbryder ”This is my brother from another father” i samme ombæring, som sidemand Hasanbegovic får hele befolkningen i Nibes blå telt ned på knæ.

Oktetten eksploderer igen i et Rage Against The Machine-klingende stykke – nu med tosset saxofon-solo leveret af Mario Ševarac og et 1,2,3,4 beat - som får publikum på tæerne i, hvad der minder om en sluttelig sejrsdans. Men vi er ikke færdige, for Dubioza Kolektiv fortsætter, mens legen er god, og vi kunne jo godt lidt endnu. Seks af kollektivets otte medlemmer ender nede på blå scenes gulv, mens de omsluttes af en næsten hypnotiseret menneskemængde på den gode side af nu 250 stk. Vi får nede fra scenegulvet leveret noget, der minder om en beruset Balkan-udgave af ”I Love You Baby”, inden de seks gulv-surfende medlemmer igen ender på scenen til tonerne af en cirkus-outro. Det flabede, men dog sympatiske kollektiv forlader Nibes blå telt med brede smil på sine læber, og det samme gør vi.

På mystisk vis lykkes det østeuropæiske ensemble med deres mange genrehybrider, der i et længere sæt gør, at dampen ikke går af de ellers konstant intensive kompositioner. Alt i alt en højst overraskende og næsten transcenderende oplevelse, som må anbefales til alle med et åbent sind. Tak for denne gang!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA