x
Attituden var flænsende rå, men indholdet haltede

Savages, Roskilde Festival, Avalon

Attituden var flænsende rå, men indholdet haltede

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

”Love is the answer,” messede forsanger Jehnny Beth fra Savages på nummeret "Adore" med øjne, der kunne laser-opskære hvad og hvem som helst, mens hun tilføjede små indianeragtige dansetrin på stedet.

Kærlighedens mystiske former og veje er et tilbageværende tema for de fire hypede støj-rockede postpunk-kvinder, hvilket sætter en fascinerende kontrast til det mørke, tunge univers, som deres ydre proklamerer. Et klassisk punkgreb i den forstand, men det udgangspunkt kræver også et nærvær og en dybfølthed i måden, det bliver leveret, så lytteren føler smerten, afmagten eller mismodet sammen med bandet – og her ligger Savages' akilleshæl.

Lettere fersk helhedsoplevelse
For oplevelsen i går var mestendels ikke indlevelse og medfølelse, men overordnet snarere en lettere fersk, uvedkommende seance. Flere har tidligere sammenlignet gruppen med Siouxsie and the Banshees, hvilket er en oplagt kobling både genremæssigt og med forsanger Siouxsie Sioux’ mørke approach. Men herfra ophører sammenligningen også, idet der er et bagkatalog til forskel.

Det primære problem for Savages er, at de har alt for mange overfladiske floskeltekster bygget ind i flere af numrene. Tag ”Sad Person” med den nærmest teenageagtige opkomlingetekst ”You are, you are – a sad, sad person – Always been – A sad, sad person”  eller nummeret ”I Am Here” med teksten ”I am here – and there – at the same time - the world is with me – and you’re coming for the ride – I am here.”

Det er naturligvis et problem, der allerede kan italesættes, da de udgav pladerne, hvilket det også bør blive, men det bliver så meget mere udstillet og skærende tydeligt, når det bliver udfoldet live.

Milevidt fra hengivenheden
Vi er milevidt fra at en hengivenhed, som den kravlende overgivelse fra Ian Curtis i Joy Division, og selv om mindre også kan gøre, fører det - sammenholdt med et bagkatalog, der ikke varierer tilgangen nævneværdigt – til et lettere drone-søvndyssende resultat i længden.

Når det er sagt, skal det også fremhæves, at gruppen har nogle ting, der fungerer. Dels er der elementer i bagkataloget som ”The Answer” eller den uptempo ”She Will”, hvor den gentagende frase ”She Will” fungerer i sin enkelhed – og ærgerligt, at de sprang over nummeret ”Evil” fra ”Silence Yourself”-albummet.

Mod har de – indholdet mangler
Dels er der deres tilgang med en rå dont-give-a-fuck-attitude, der med rette slog døren ind på debuten ”Silence Yourself”. Desværre tilførte efterfølgeren ”Adore Life” ikke meget fornyelse til deres univers, og ikke overraskende fik vi naturligvis flest sange fra den seneste, ”Adore Life”, til denne koncert, hvor Jehnny Beths tilbageslikkede sorte hår skreg mere attitude end indhold.

De havde til koncerten fravalgt læderjakkerne, hvilket ellers er den vanlige uniform. Jehnny Beth og guitarist Gemma Thompson var i mørke jakkesæt, bassist Ayse Hassan var tilsvarende klædt i mørkt, mens trommeslager Fay Milton brød looket med sin hvide T-shirt prydet af ordet ”Courage”.

Mod er netop, hvad de har, og det kan råbe os op. Indhold – særligt på tekstsiden – er foreløbigt deres akilleshæl.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA