x
Sex, drugs and Danko Jones

Danko Jones, Roskilde Festival, Avalon

Sex, drugs and Danko Jones

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Det er fjorten år siden, Danko Jones sidst spillede på Roskilde Festival. Og hvis vi skal være helt realistiske, er der ikke sket alverden siden da – i hvert fald ikke, hvis man ser på deres indflydelse på den internationale livescene. Bandet fra Canada har godt nok udgivet et hav af plader, hver især med svingende popularitet, samt har udskiftet et par trommeslagere siden starten i de sene 90’ere.

Bandet har været hyppige gæster i Skandinavien, hvilket til dels har at gøre med, at de er en del af det svenske pladeselskab Bad Taste Records, som har hjulpet til en forholdsvis bred popularitet på den anden side af Øresund. Men her i Danmark er besøgene sket med jævne mellemrum, og selvom netop Danko Jones eftersigende har spurgt Roskilde Festival om at blive inviteret tilbage, skulle der alligevel gå 14 år – og en programlægning på et lidt hårdt tidspunkt. Men selvom festivalens sidste dag havde sat sig fast i folkets kroppe, og tømmermændene og søvnunderskuddet bragede løs hos publikum, holdt Danko Jones sig på inden måde tilbage i en god gedigen omgang rock’n’roll.

Man ville nok gå en smule langt at sige, at Danko Jones, John ”JC” Calabrese og Rick Knox har opfundet den dybe tallerken i rockmusikken, men alligevel er der noget fængende over det – og en gang imellem skal man også bare tage tingene for, hvad de er. For selvom innovationen måske ikke er af alverden, har trioen fra Toronto virkelig styr på det, de gør. Det var derfor en decideret rockfest, som publikum var inviteret til, hvor de faldne helte og kvinderne blev hyldet.

Danko Jones’ tekstunivers bevægede sig meget omkring kvindekroppen, fremført af den karismatiske frontmand af samme navn, der lod tungen rulle i ”Forget My Name” fra albummet We Sweat Blood, hvilket på mange måder fungerede, som et pragteksempel på bandets kompositoriske æstetik. Lydbilledet befandt sig i krydset mellem den klassiske metal og den traditionelle punk, og der var fart på fra start til slut. Men den æstetik, der dyrkes hos Danko Jones, udtrykkes i virkeligheden med en vis ironisk distance, dog uden at miste grebet om de mere seriøse referencer.

Der var deciderede punk anthems ”First Date”, og på ”Cadillac” fik drengekæresten en tur, senere efterfulgt af ”Lovercall”, der forklarede, hvordan tungen skulle bruges i nogle helt bestemte sammenhænge. Og selvom publikum stod og så på en frontmand med det største ego, var spilleglæden og ydmygheden alligevel en kæmpe faktor hos bandet. Bassist John ”JC” Calabrese viste tænder af publikum, når han ikke forsøgte at gøre dem til en del af sættet, mens Rick Knox bankede løs på trommerne. Frontmand Danko Jones lod guitaren vine, og selvom samtalen primært gik mellem ham og publikum, tog han aldrig for meget fokus fra de andre på scenen.

Var man trådt ind på Avalon i sin trætte krop og med en dundrende hovedpine, var situationen en time senere en helt anden. Danko Jones fik sparket gang i lørdagen, og lad os så bare håbe, at der ikke går fjorten år, før de igen står på festivalen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA