x
20-års jubilarer i overbevisende form

Baal, Nibe Festival, Blå Scene

20-års jubilarer i overbevisende form

Anmeldt af Brett Tootle | GAFFA

2016 har for Baal været et nostalgisk år, hvor det distinkte ensemble har turneret med det højt respekterede "Sensorama"-album. Et album, som ikke bare indeholder gode sange, men som også har en særlig historie bag sig. Skulle man endnu ikke kende til den, jo, så inviterede frontmænd Bjørn Fjæstad såmænd bare tilfældigt Virgin Records’ kvindelige direktør på scenen under en koncert i 90’erne. Et move, der medvirkede til, at det danske band underskrev en vigtig pladekontrakt og efterfølgende udgav "Sensorama"-albummet på det engelske selskab. Nu, 20 år senere, lader luften ikke ligefrem til at være gået ud af ballonen, selvom denne er den sidste af en længere række "Sensorama"-dedikerede forestillinger i 2016.

En trofast skare samles hurtigt foran Nibes hyggelige scene, Reservatet, mens en patosfyldt opera-intro giver et praj om, at der er en anderledes oplevelse i vente. Skal man holde Baal op mod en god del af den ”rock”, som ellers spiller dette års festival, så må de siges at være i det alternative hjørne. Lyden er fra start en anelse tynd, og vokalerne drukner, når dynamikken løftes. Derfor får ”King Media” desværre ikke helt den åbningseffekt, som man kunne have ønsket. Til gengæld er Bjørn Fjæstad fra start publikumsappellerende, mens de resterende medlemmer lidt køligt holder sig tilbage.

Vi skal faktisk to-tre numre frem, før lyden rigtigt indordner sig, og det stærke materiale dermed kommer til sin ret. ”Let Me Go Down” rammer plet med dens dynamiske opbygning og tunge omkvæd, hvor vi for første gang får den solide bund og pondus, vi behøver. Det emmer af Bowie i sit ekstravagante og rockede Ziggy Stardust-hjørne. Med stor kraft sender det totalt sortklædte band efterfølgende ”Bubble Fake” af sted, en sang der med sin fængende ”Cherry on the chocolate cake”-teksten løfter stemningen lidt mere i Skalskoven.

Erfaringen vinder

Kigger man rundt, kan man se, at mange i det træ-overdækkede og sumpede område sandsynligvis stifter deres første bekendtskab med Baal. På Nibe er publikum som oftest slemme til at snakke i krogene, og i dag er ingen undtagelse, selvom lydstyrken på ingen måde enkelgør overflødige samtaler. Den tydeligt Bowie- og Queen-inspirerede kvartet skal der dog meget til at overrumple. Deres live-erfaring taler for sig selv, for der fortrækkes ikke en mine over et til tider ufokuseret og svært medgørligt publikum. Særligt guitarist Morten Lundsgaard kommer mere ud over stepperne med sine tunge guitarudskejelser, men generelt løfter Baal sig dog flot som kollektiv og overvinder publikumsnakken.

”Fall and Rise” indleder med sin flotte klaveroverstemme den overbevisende og musicalagtige slutning, vi får kastet i hovederne. Mod enden virker festivalgæsterne foran Reservatet da næsten også helt betaget af den efterhånden stærke forestilling, der leveres denne overskyede, men af den grund ikke kedeligere eftermiddag. Alle vender nu snuden mod scenen, der i sin udsmykning minder om Sydneys operahus, hvor Baals opera-intro meget passende kunne høre hjemme. Seancens stærkeste nummer,”Eurodope”, er intet mindre end fremragende originalt. Både klaver- og guitar-tema lægger basen for det tungere nummer, der både udløser frem og tilbage-rokken blandt publikum samt begejstring for dets originale dynamik-twist lidt over halvvejs. Det munder ud i kollektiv ”la lala” fællessang i nummerets outro, der baner vej til koncertens afslutningsvise overraskelse.

En Bowie-hyldest

Vi får af den skæggede Fjæstad leveret et godt speak, hvor den sympatiske frontmand deler en anekdote af de gode fra sine unge dage. Som blot 12-årig vinder han på Bakken sin første Bowie-vinyl – nemlig singlen ”Golden Years” - der efterfølgende får inspireret sangeren og skuespilleren til sin egen musikalske identitet. Det knyttes godt op på det, der bliver et flot, flot cover af den ikoniske ”Life on Mars”?. Det kunne ikke gøres bedre af noget andet dansk band, så man forstår godt, hvorfor de fem medlemmer til januar turnerer med en hyldestkoncert til kamæleonen og selviscenesætteren Bowie. Der lukkes dragende af med ”The Last Show On Earth”, hvor særligt dens messende ”Say goodbye”-lyrik hænger godt fast.

Alt i alt ender vi med en overbevisende fremførelse, der særligt viste bandets styrker og erfaring i den sidste halvdel. Den noget langsomme start må dog siges at trække en smule ned i det samlede billede. Vi lander derfor på fire af de store.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA