x
En aldeles suveræn indsats

Pat Metheny, Copenhagen Jazzfestival, Koncertsalen, DR Koncerthuset

En aldeles suveræn indsats

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Guitaristen Pat Metheny er for jazzen, hvad Jimi Hendrix var for rocken: en teknisk overlegen musiker og en kunstnerisk uhyre innovativ karakter. Hvor Hendrix var flamboyant og påfaldende excentrisk, er Metheny bare… ja, hvad er han egentlig? Overraskende normal? I hvert fald altid iført en helt almindelig (tidløs eller antikveret) T- eller sweatshirt med tværgående striber. Altid prunkløs. Ydmyg. Og samtidig, når han begynder at spille, altid helt exceptionelt og utvetydigt professionel, dygtig og musikalsk. Han er én, der leverer og tilsyneladende ikke går op i så meget andet end netop det.

Ikke overraskende leverede han på jazzfestivalens første ”concert hall”-koncert – sammen med Antonio Sanchez (et mexicansk trommefænomen), Gwilym Simcock (en engelsk pianist, kendt for sine soloimprovisationer) og Linda Oh (et malaysisk/australsk bastalent med base i New York) – en tour-de-force af et udpluk fra sit bagkatalog. Pat Metheny (som selv stammer fra Missouri of all places) leverede – med Last Train Home som det mest medrivende nummer – en aldeles suveræn indsats over godt to timer – og dét både med sine sidemen, hen mod slutningen af koncerten i tre forskellige duoer og indlednings- og afslutningsvist som solist. Methenys sidste ekstranummer var et potpourri af mesterlig dimension – med This is not America som den største af alle perler på snoren.

Som festivalen skrev på sin hjemmeside, er det få jazzmusikere, der ”er nået ud til så stort et publikum som guitaristen Pat Metheny”. (Der var også udsolgt i DRs koncertsal). Og dét skyldes ikke, at han har spillet med giganter som Sonny Rollins, Ornette Coleman, Charlie Haden, Chick Corea og Joni Mitchell, men at han selv har skrevet så meget forrygende flot musik – musik som næsten altid er jazzet og næsten altid rummer tydelige spor af rock, americana eller latin. Den 20-dobbelte Grammy Awards-vinder har altid sat det rytmiske og melodiske i højsædet – og netop dét, kombineret med hans tekniske og kunstneriske kvaliteter – har banet vej til et stort publikum.

Problemet var bare, at lyden i Koncertsalen var dårlig. Fin var den, når Pat Metheny optrådte som solist eller i duo-format. Fin var den, da han indledte hele koncerten som solist på sin Manzer Pikasso-guitar. Men i hele den centrale del af koncerten – hvor kvartetten som helhed optrådte - kunne man næsten ikke høre Antonio Sanchez’ klaver, hvorfor kvartetten lød som en trio. Hvorfor der ikke blev rettet op på det, var en gåde. Men selv den dårlige lyd ødelagde ikke denne anmelders indtryk af, at der blev leveret en aldeles suveræn indsats på scenen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA