x
Spanske skitser og saxofon i særklasse

David Sanborn & Aarhus Jazz Orchestra, Aarhus Jazz Festival, Musikhuset, Store Sal

Spanske skitser og saxofon i særklasse

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Den legendariske saxofonist David Sanborn, der har samarbejdspartnere som David Bowie, Stevie Wonder og Miles Davis på sit bugnende cv, kunne lørdag aften tilføje Aarhus Jazz Orchestra til dette, da de sammen stod for den store gallaåbning af Aarhus Jazz Festival 2016.

Der var dømt temalørdag om Spanien denne aften i Musikhuset ved åbningen af den 28. aarhusianske jazzfestival med hovedfokus på Gil Evans og Miles Davis’ dobbelt så gamle værk ”Sketches of Spain” fra 1960, der blev fremført i sin helhed. Sanborn var ikke den eneste gæst i aften, der var også besøg fra Hamborg blandt blæserne, og fra Aalborg Symfoniorkester var Mette Nielsen kommet for at spille harpe for første, men forhåbentligt ikke sidste gang i Aarhus Jazz Orchestras historie. Derfor var pianist Mads Bærentsen omskolet til andenpercussionist spillende ved siden af Jonas Bové – også venligt udlånt af Aalborg Symfoniorkester. Til min store glæde kunne jeg også se et nyt ansigt bag trommesættet, Morten Lund. Ikke at den tidligere trommeslager fejlede noget, men Lund er en af mine favorittrommeslagere herhjemme. Han spiller med et fantastisk humør og overskud, der smitter af på både medspillere og publikum.

En temaaften om Spanien leder jo tankerne imod varmere himmelstrøg, men ”Sketches of Spain” og især dens åbningsnummer, adagioet fra ”Concierto de Aranjuez” har nu en kølig sørgmodighed over sig. En smuk håbløshed, der går igen i alt den spanskinspirerede musik, vi fik at høre denne aften. David Sanborn ramte denne følelse til perfektion med sit skarpe saxofonspil. Perfekt dirigeret spillede Aarhus Jazz Orchestra og David Sanborn sig sikkert igennem hele ”Sketches of Spain”, komplet med kastagnetter, smukt harpespil, militaristiske trommer på ”Saeta” og flamenco på ”Solea”.

Sanborns blotte tilstedeværelse indgyder respekt, hvorfor hele Aarhus Jazz Orchestra da også rettede ryggen og spillede bedre og mere præcist, end jeg nogensinde har hørt dem spille før. De var som en eneste enhed, især på ”Saeta”, hvor de med en kirurgs præcision og en kunstmalers lethed gik op og ned i volumen uden at ændre på hverken rytme eller tempo. Stor cadeau til dirigenten. Det var en stor oplevelse af se den stiløvelse, det var at hele ”Sketches of Spain” blev udført og opført for øjnene og ørene af en. Et værk, der fik en blandet modtagelse ved dets udgivelse, men som senere har skrevet sig ind i historien som en af de vigtigste plader i det 20. århundrede.

Da ”Solea” var spillet færdig, lå det i kortene og programbeskrivelsen, at der ville komme en pause, hvorefter diverse af David Sanborns værker med særligt fokus på Spanien ville blive opført. Men sådan skulle det ikke gå – der var lige energi til en mere. Miles Davis og Gil Evans-samarbejdet ”New Rhumba” fra ”Miles Ahead” satte nye standarder for, hvor godt et bigband kan spille sammen. Store Sal blev lige det større, da hele bandet breakede med en nøjagtighed, du bør stille dit ur efter, mens Sanborn fyldte hver en pause ud med en lang solo og så ellers i fællesskab swingede og spillede røven ud af bukserne. Vi blev sendt til pause med store forventninger til anden halvleg efter så potent en afslutning.

De forventninger blev desværre ikke indfriet. Da vi kom tilbage på plads efter pausen, var det til to ikke specielt mindeværdige numre uden Sanborn, to fransk komponerede flamencoer, blandt andet et arrangement af Duke Elllingtons ”Caravan”. Efter disse to kom David Sanborn tilbage på scenen, og straks spillede alle bare bedre. Han får bare det bedste frem i folk. Men rigtigt godt som med ”New Rhumba” blev det først, da vi endelige berørte noget af Sanborns eget, nemlig ”Spanish Joint” fra hans ”Time and the River”-album fra 2015. Her udfordrede modige Michael Bladt Sanborn til en duel med saxofoner, der var en legende værdig. Det var helt forrygende, og helt umuligt at afgøre, hvem der vandt. Gudskelov. Efterfølgende rullede Morten Lund sig ud i en trommesolo, imens han holdt gryderne i kog, så musikken kunne fortsætte med at swinge derudad. Han må have en ekstra arm et sted.

Endelig havde vi nået første halvlegs højder, og så var det hele forbi efter et noget kortere andet sæt. Det var en sørgelig skam. Efter ”Spanish Joint” kunne jeg godt have tænkt mig, at vi havde fået nogle flere numre fra ”Time and the River”, for der var virkelig høj kvalitet i det samspil, den bød op til. Alternativt skulle koncerten have sluttet på toppen efter et fantastisk første sæt. Ekstranummeret ”Blues for Pablo” kunne ikke råde bod på denne følelse af et fladt andet sæt. Det ellers veludførte ”Miles Ahead”-nummer fungerede mere som godnatsang end som det store festfyrværkeri, man kunne håbe på til åbningen af denne 28. jazzfestival i Aarhus.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA