x
Seks timers trebenet spurt mod Olympen

Ibrahim Electric, Lille Vega, København

Seks timers trebenet spurt mod Olympen

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Spørgsmålet melder sig prompte: hvordan anmelder man seks timers koncert på samme antal ord, som man ville det med en ordinær én af slagsen på lidt over en time? Det danske surf-, blues- og jazzorkester Ibrahim Electric havde fredag aften sat sig for at slå en verdensrekord, ved på én og samme tid at gennemspille sit samlede bagkatalog. En bedrift der sammenlagt ville tage samme tid som en opera af Verdi. Og siden dette magasin sjældent beskæftiger sig med operaer, virkede opgaven som en lettere uoverskuelig kraftanstrengelse. Ikke blot for undertegnede, men i samme grad for bandet selv.

For intensitetsniveauet til sådan en langstrakt affære må efter al sandsynelighed lide en del. Til en ordinær koncert har bands mulighed for at vælge og vrage mellem de sange, der egner sig bedst til at blive spillet live. Men når Ibrahim Electric valgte at blotlægge rub og stub af, hvad de på ti år har ridset ind i lak, var det samtidig hovedet på blokken med alt, hvad bandet før har kunnet fravælge at spille på livescenen.

Derfor var oddsene for, at pusten ikke skulle blive tabt halvvejs igennem de seks regulære albums, som bandet har udgivet siden 2004 (ikke medregnet to albums med trombonist Ray Anderson), særdeles høje.

Men med Ibrahim Electric er der samtidig tale om et trekløver af nogle af Danmarks absolut mest erfarne individer udi deres respektive instrumenter, og i lige så høj grad udi kunsten at interagere progressivt i sammenspillet på en scene. Niclas Knudsen på guitar, Stefan Pasborg på trommer og Jeppe Tuxen på Hammond B-3 har banet vej for en jazzet afart af blues, surf og rock, der ser stort på konventioner og som i samtlige af trekløverets udfoldelser live emmer af spasmageri.

Ibrahim Electric er musikkens drengerøve, der med enorme mængder musikalsk erfaringer og med fjogede smil spændt afventer den næstes soniske drengestreger. Det er humorladede test af hinandens færdigheder. Men noget som i lyset af aftenens kraftanstrengelse var nødt til at træde af for, at trioen kunne holde hinanden desto mere til fadet for ikke at tabe pusten. En samlet indsats, som timerne tikkede ind, blev desto stærkere og mere dynamiske i bandets samlede nærvær.

 

Transcendental grøn likør

Flere iblandt publikum havde i sympati med bandet taget løbetøj på og var fra start med på spurten fra scenen. Denne blev indledt med bandets selvbetitlede debutplade. Den første time viste sig mest af alt at være opvarmning mod resten af maratonkoncerten.

Med undtagelse af gruppens højtempo-version af ”Dansevisen” skulle fingermusklerne og læggene i gang før anden times favntag med gruppens "Absinthe". Og da et respektivt kvarters pause var aflagt, og bandet vendte tilbage til scenen var der helt andre mekanismer i gang. At skulle repetere materiale, der måske aldrig er blevet spillet live, måske ikke i flere år, må fremprovokere koldsved for selv den mest garvede musiker. Kan materialet reflekteres i bandets nuværende mentalitet? Var det overhovedet godt nok dengang? Ingen af disse spørgsmålet virkede til at have indvirkning på bandet, der lagde an med den sløvt bluesede ”Blue Balls” og den skævt rockende ”Yamshala”.

Og på oden til den afrikanske guitarist Lobi Traoré, ”Lobi”, viste gruppen ikke blot evner udi polyrytmisk ekvilibrisme. Der viste sig også en samlende kraft om nummerets rytmiske essens med Knudsens ørkenblusede riff, Tuxens stakerede akkorder og Pasborgs imitation på koklokker. Den samme fornemmelse af den tætte enhed kunne høres og ses på den swingende blues, ”Splash”. Her fik humoren også et lille nøk med flabede grin på nummerets akavede break i andet tema.

Afslutningen af anden time og albummet "Absinthe" var en af aftenens store højdepunkter. Startende med publikumsfavoritten ”En Kold Fra Kassen” viste gruppen fælles dynamisk fokus, hvor Pasborg gjorde plads til Tuxens solo ved at tappe helt let på siderne af tammerne, for derefter i en fælles kraftudladning at skrue dynamikken helt op i sidste gennemspilning af nummerets tema. Store tilråb lød derefter til Tuxen og hans ekvilibristiske trampen på tangenterne. Selvsamme satte straks efter sidste takt på ”En Kold..” gang i, hvad der skulle blive aftenens gennemgående kampråb; temaet til albummets afsluttende titelnummer. Og som nummeret rendt ud blev publikum stående lang tid efter for at tilkende sig, at "Absinthe" var og blev en af aftenens største musikalske oplevelser.

I tredje time skulle gruppens musikalsk mest udfordrende skive luftes i fuld flor. "Brothers of Utopia" er, som titlen indikerer, en gennemtænkt leg med både tone- og taktarter i alle afskygninger. Og Niklas Knudsen måtte også et par numre inde bemærke, at man vist skulle være mester udi matematik for at følge helt med.

Selv en ordinær blues som nummeret ”Belzebub” blev både live, som på plade, peppet op med abrupte breaks og skift i taktarter. "Utopia" var den sveddryppende bakkekam på gruppens Tour de Force, hvilket fint blev illustreret med de røde svedbånd, Jeppe Tuxen i pausen havde påført sig på håndleddene. Især her var den jokende leg bandets medlemmer imellem udskiftet med en koncis og fokuseret gennemspilning, som måske led lidt af at virke for gennemøvet og derfor ikke lod særlig meget til solistiske tilfældigheder. Ingen af disse overvejelser kunne dog mærkes på publikum, der gladelig tog bandets hjernevridende storværk til sig med åbne arme og klappende hænder.

 

Marok og mandsmod

Aftenen var samtidig også en fremvisning af bandets sans for visuelt design, som akkompagnement til musikken. Bandets pladecovere, der over årene er gået fra fransk art nouveau til tysk ekspressionisme, prydede indgangspartiet i Lille Vega, hvor store papudskæringer var sat op i aftenens anledning. Ligeledes var grafikken plastret til en storskærm bag bandet, hvor skelethoveder, burlesquedansere og slangetæmmere farede forbi i ét væk. Et perfekt bagtæppe til bandets fjerde album, ”Royal Air Maroc”.

Fjerde time var tiden for endnu en publikumsfavorit, der med store vasaler blev råbt ud i salen af Tuxen. ”Der Altes Das Boot” satte gang i fælleshop og spontane dansetrin hele salen igennem. Et tiltrængt afbræk fra "Utopias" skiftende taktarter. I denne afdeling var det især numre som ”Iskender Kebab”, der strålede blandt diamanter. Pasborg fik i dette nummer også vist sine intensive færdigheder på trommesættet, og hans sublime hvirvler på lilletrommen var til sidst for meget for skindet, der måtte lade livet. ”Royal Air Maroc” var generelt Pasborgs største kraftpræstation aftenen igennem. På numre som "Flitsbue" og især ”Stanley Park Bikeride” viste trommeslageren en vrissen side både i ansigtsmimik og med sine fire lemmer. Det var især hvirvlerne, der fik publikum til at huje for den sortklædte tøndebasker.

Aftenens andet højdepunkt kom med det uhøjtidelige konceptalbum, "Isle of Man". En hyldest til den moderne mand i alle hans facetter. Det lagde ud med den korte og kontante ”Appman” som en homage til ”En Kold Fra Kassen” med sin højtintensive blues. Samme anerkendende nik til fortidens gerningen kunne høres på ”Reversoman” med Tuxens staccerede klaver og Knudsens ørkenrockede guitarspil. ”Boogeyman” lovede som titlens ordspil en kombination af boogie-rockende blues og skrækfilmsinspireret kirkeorgel.

Igen et koncist gennemløb, der bød på mere sammenspil end på solistisk ekvilibrisme. Men som netop grundet denne fælles indsats, på alles præmisser, stod tørt og tungt frem. Modsat stod ”Superman” med sin rockede attitude og en strålende Niklas Knudsen på stadionrockende guitarsolo. Et benovet skulderklap skal lyde til hele ensemblet på ”Runningman” hvor ingen af de tre medlemmer på noget tidspunkt missede en tone i det introducerende temas svære metrik.

Hele missæren eskalerede på den gyngende ”Rainman”, hvor Jeppe Tuxen brillerede på sine ekstravagante soli og efter nummerets afslutning blev hyldet af publikum på behørig vis. Det virkede nærmest komisk forløsende, at sidste nummer inden en kort pause var den outrerede hyldest til diskoen, ”Partyman”, der satte gang i endnu en hoppefest på Lille Vegas gulv.

 

Ulvehyl og absinthe til hyldest

Efter seks timers kraftpræstationer var bandet nået til endestationen. Og hvad der måtte være tilbage af energidepoter blev brugt op på gennemspilningen af bandets seneste udspil, "Rumours From Outer Space".

På ”Moondogs on the Run” blev der sat gang i ulvehyl hos publikum, der varede igennem hele nummeret og fungerede som fantastisk underlag til endnu en veludført solo fra Pasborgs hånd (og fødder). ”Tales from Xhinus” vakte genklang i materialet fra "Brothers of Utopia" og virkede som sidste ekvilibristiske udslag fra en trio, der tydeligt spillede på sidste vers. På aftenens allersidste sang, ”Jag Vill Leva” blev de publikum inviteret op på scenen.

Det var som en uimodståelig eksistentiel rus at synge med på det livsbekræftende omkvæd. For de sidste mange timers bedrifter havde ikke kunnet lade sig gøre, havde det ikke været for sammenspillet bandet imellem, men i sandhed også mellem band og det yderst eftergivende publikum. Selvsamme blev hyldet af et storsmilende band med ekstranumre, som i dagens anledning var blevet spillet før, men som passede sig så godt til at få rusket de allersidste kræfter ud af kroppen. Og som en vished om, at netop "Absinthe" havde været aftenens højdepunkt, blev titelnummeret fra samme til en rungende fællessang fra publikum, imens tre nye verdensrekordindehavere tumlede ud bag ved scenen.

Aftenens koncert har muligvis ved sin spæde fødsel som en skør idé været netop samme. Bare en tankestreg. Men udførslen viste over hele linjen, at Ibrahim Electric ikke blot er en dansk stolthed på en scene. Dynamikken internt i bandet viste samtidig, at trioens medlemmer er nogle af de mest omstillingsparate musikere, der findes på dansk jord. Når kampen kalder, og der venter den længste koncert for bandet til dato, så er de i stand til at stå tættere sammen, musikalsk som mentalt. Aftenens koncert var en lektie for alle aspirerende musikere i, at man ikke løber særligt langt på distancen uden at forstå det essentielt vigtige i at bistå sine medmusikanter og dem det samme.

En trefoldigt klapsalve og skål i absinthe og en kold fra kassen.

Tillykke, Stefan, Niklas og Jeppe.

 

Setliste

Alle numre af Ibrahim Electric. Nogensinde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA