x
Psych Festens anden runde bød på en pose blandede syrebolsjer

Bug Chaser, Deadpan Interference, Lamaiga, Copenhagen Psych Fest, Christiania, torsdag den 14. juli

Psych Festens anden runde bød på en pose blandede syrebolsjer

Anmeldt af Andreas Sorgenfrei | GAFFA

Man kan med rette læse en vis symbolik ind i det faktum, at årets Copenhagen Psych Fest netop af alle steder foregår på Christiania. For ligesom fristaden har det psykedeliske tag på rocken som genre sine rødder i 60erne og 70erne. Og det er, æstetisk set, lidt af en genistreg fra arrangørens side at skabe en mindre storbyfestival med base i fire af stadens bedste scener; Loppen, Børneteateret, Byens Lys og Den Grå Hal. Rammerne for et arrangement i syrerockens tegn kunne ganske enkelt ikke være bedre, og aftenens koncerter var for denne anmelder længe ventede.

 

BUG CHASER (**)

Et af aftenens første bands var den københavnske kvartet Bug Chaser, der var et ellers fuldstændigt ubeskrevet blad i programmet. Med en forsanger, der tilsyneladende var helt og aldeles uden føling med sine bandmedlemmers tilstedeværelse under hele koncerten, blev det vanskeligt at give bandet en bedre bedømmelse end det er tilfældet i denne anmeldelse.

Under ellers udmærkede stemningsopbyggende passager leveret af den rytmiske kerne i orkesteret (trommer, bas, guitar) stod frontmanden helt stille, med et ligegyldigt udtryk i øjnene, drak lidt af sin øl, og stirrede tomt ud i luften. På et tidspunkt tog han sig endog tid til, i al ro og mag at forlade scenen, gå op i baren, og hente sig en ny øl, som han så kunne fedte rundt med, når han ikke skulle synge til publikum.

Desværre var det er ikke blot forsangeren, det haltede for i Bug Chaser. Bandet havde momentvist igennem sættet fat i nogle interessante grooves og guitar-riffs her og der. Men sangskrivningen syntes, som forsangeren, aldrig rigtig at folde sig ordentligt ud, og det var med en lidt flad følelse, at man gik med fra koncerten og videre ud i næste psykedeliske lydbillede.

 

DEADPAN INTERFERENCE  (*****)

Anderledes fantastisk var det at opleve samspil og stage-presence gå op i en højere enhed på Byens Lys med drengene og pigerne i Deadpan Interference ved roret. Det var, med Bug Chaser indtrykket in mente, en sand fornøjelse at træde ind i et helt anderledes formfuldendt univers, med sange der ville noget, og et band der var veloplagt med en frisk og intelligent tilgang til shoegazens støjende kollagelydbillede.

De to kvinder på henholdsvis guitar/sang og bas tog sig ualmindeligt godt ud med deres, særligt for bassistens vedkommende, rå fuck-you attitude. Men hvor bassisten osede af dødbringende kølighed, besad frontkvinde Astrid Samuelsen en anden og mere sårbar skønhed, der brændte igennem på scenen og gjorde hende til en sympatisk frontfigur for publikum. Det stod gennem koncerten mere og mere klart, hvordan Samuelsen hele tiden mærkede sit band, når hun ind imellem kastede kærlige blikke rundt, med en særlig indforståethed, som hendes bandmedlemmer hurtigt samlede op og spillede videre på.

Skal vi være helt ærlige kunne det have været rart og passende, hvis trommeslageren havde været mere fremme på beatet og mere konsekvent i sine fills og overgange imellem stykker. Men når det så er sagt, var den ydre energi imellem trommeslager og bassist på den anden side også evigt interessant at observere som tilskuer. Der blev smilet og spillet op ad hinanden på en måde, så man fik fornemmelsen af at være i gode hænder, og intet vaklede for alvor på noget tidspunkt.

Den indbyrdes dynamik bandmedlemmerne imellem vejede altså godt op for det glimtvist upræcise trommespil, og bandet fremstod i store træk som en sammentømret enhed, der alle var enige om, hvor shoegaze skabet skulle stå. Bestemt ikke sidste dans med Dead Pan Interference herfra!

 

LAMAIGA (***)

45 minutter over spilletid gik svenske Lamaiga på. I takt med at bandet først begyndte at stille gear op, da de efter planen egentlig skulle have været gået i gang med at spille, og som Børneteateret blev mere og mere fyldt, havde det været taktisk klogt af svenskerne at sige et par ord om forsinkelsen. Eller bare sige et eller andet. Men der var kun tomhed, og ikke et ord løftede stemningen fra dens tilsyneladende endeløse lydprøve.

Som Dead Pan Interference havde Lamaiga også en forkærlighed for post-punk, og kraut rock, og der var enkelte sange i sættet der bød på noget interessant, særligt i kraft af det vokale udtryk.

Det seksmand store orkester var centreret omkring en sangerinde, og en mandlig guitarist der ligeledes sang. De to vokaler smygerede sig omkring hinanden, godt sovset ind i veldoserede effektlag. Selve bandets lyd fejlede ud fra denne opbygning intet, og det var til tider betagende at opleve den musikalske sammensmeltning mellem det mandlige og kvindelig udtryk i orkesteret sætte sig i bevidstheden.

Desværre kæmpede Lamaiga, som Bug Chaser, med en sangskrivning, der aldrig rigtig gjorde væsen af sig, og det blev altså ikke til mere end 3 stjerner herfra alt i alt.

 

Damo Suzuki (CAN), som skulle have spillet i dag er desværre strandet i Köln og forventes spilleklar på en af festivallens andre dage.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA