Skrøbelig sukkermand på slap line

Rodriguez, DR Koncerthuset, København

Skrøbelig sukkermand på slap line

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Bare lige for at få det på plads: Jeg under 74-årige Sixto Rodriguez al den forsinkede succes, han kan bære på sine (brede) skuldre – og som heldigvis er blevet ham til del efter den Oscarvindende dokumentarfilm "Searching for Sugar Man" fra 2012.

Men jeg under også hans store – vel mestendels nyfundne – publikum at nyde Rodriguezs lille, men stærke sangskat i optimal udfoldelse. Og det sidste er desværre ikke helt tilfældet i København i aften.

For her står han så, på scenen i Ørestaden – nogle år inde i den hædersrunde af en comebackturné, han indledte i kølvandet på filmen for fire år siden. Alderdommen viser sine ubønhørlige tegn, fra den svagtseende Rodriguez bliver ledt ind på scenen og hen til sin mikrofon af sin ene datter og indleder med en skrøbeligt vaklende version af Elton Johns "Your Song."

Siden får han selskab af bandet – en lidt anonym rocktrio, som i øvrigt kun er et af adskillige (et dusin, har Sixto sagt) backingbands, Rodriguez har, forskellige steder i verden. Han har med andre ord ikke et fast tourband, hvilket er en ærgerlig – formentlig praktisk/økonomisk – disposition.

Jeg mener: Fremragende sange som "Crucify Your Mind", "Sugarman", "I Wonder" med flere fra sangerens blot to album (fra henholdsvis 1970 og ’71) fortjener ret beset et tæt sammenspillet backingband som eksempelvis Dylans.

Det er desværre ikke tilfældet her, selvom de tre musikere i aften bestemt gør en hæderlig indsats for at følge og støtte hovedpersonen og hans specielle guitarstil.

 

Blandede følelser

Da Rodriguez første gang gæstede Danmark i 2013, var anmeldernes dom hård – og da undertegnede for et par år siden forlod Royal Albert Hall i London efter at have overværet Rodriguez afslutte sin europæiske turné, var det da også med blandede følelser.

Det var livsbekræftende at se den gamle arbejdsmand og glemte glimrende sangskriver blive hyldet i fornemme rammer, 40 år efter at han i sin tid (næsten) skrinlagde musikkarrieren. Men samtidig ærgerligt, at koncerten rent musikalsk var en noget ujævn affære.

Lidt på samme måde føles det i aften i Koncerthuset, hvor Rodriguez vanen tro mixer et sæt af både egne klassikere og coverversioner af rock-evergreens som "Blue Suede Shoes," "Light My Fire," "Somebody to Love" med flere.

Og heldigvis er manden stadig karismatisk, så det forslår, som han står der i løstsiddende læderbukser, ærmeløs skjorte, solbriller og hat over det lange, sorte hår. Ligner et langt liv, mumler lidt, erklærer et ”power to the people!” og sætter så i med endnu en af sine indimellem eminente sange.

Og publikum er med ham, hvad det stående bifald ved seancens afslutning da også synes at bekræfte. Det store flertal indtager koncerten høfligt lyttende, mens en enkelt midaldrende kvinde går over gevind i sin hvidvinsbrandert (jeg sad bagved!) og begynder at råbe og danse sig op til et niveau, hvor personalet til sidst fører hende bort.

Hovedsættet er forbi efter blot halvfjerds minutters tid; et par ekstranumre følger, inden Rodriguez selv eskorteres ud, fulgt på vej af den fulde sals stående applaus. Folk har tilsyneladende fået, hvad de er kommet for – hvilket måske nok så meget har været den myteomspundne Rodriguezs blotte tilstedeværelse, som det har været forventningen om et femstjernet musikalsk traktement.

Eller som en mand siger på vej ned ad rulletrappen, på vej ud: ”Ja, det var jo nok mere selve det at se ham end en stor musikalsk oplevelse.” Den betragtning er ikke helt ramt ved siden af.    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA