x
Testamenteringen til musikkens uundgåelige evolution

Esperanza Spalding, DR Koncerthuset, Studie 2, København

Testamenteringen til musikkens uundgåelige evolution

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Når man først er kommet sig over det kognitive kaos, der ligger i at prøve at forstå det motorisk sublime i at mestre både bas og sang – samtidigt. Når først chokket over hvilke syvmileskridt, amerikanske Esperanza Spalding har taget mellem sine seks studiealbum, og hvordan de sammenlagt spænder referencerammerne helt ud i afroamerikansk musikhistorie. Da har man kun kradset overfalden af det musikalske inferno, som Spalding frigører på scenen. Med sine blot 31 år har Esperanza Spalding gjort, hvad de fleste musikere kun drømmer om at nå på et livs langt forløb. Bassisten og sangerinden kan blandt andet pryde sig af at have spillet med Prince, Stevie Wonder og Herbie Hancock. Hun har spillet for præsident Barack Obama, op til flere gange. Og så har hun snuppet Grammy-statuetter for øjnene af den canadiske popprins, Justin Bieber.

Men trods præstationerne var der ingen hoven attitude at spore, da Spalding indtog Studie 2 i DR's Koncerthus mandag aften. Trods det at sangerinden bar en spraglet dronningekrone koncerten igennem, var det med stoisk ro og emmende musikalsk glæde, at publikum blev ført igennem historien om Emily. På sit sjette album, Emily's D+Evolution, har Spalding ikke kun udviklet sit musikalske univers i nye retninger. I samarbejde med dramatikeren Will Wiegler har hun udviklet et gennemført liveshow, der trækker på et dramaturgisk håndværk. Begge dele, både det musikalske og tilstedeværelsen på scenen, er noget, der leder væk fra Esperanzas oprindelige ståsted som kunstner.

 

Afkroge af musikalske eksperimenter

Iført en kjole med struktur som en omvendt rørhat svævede sangerinden ind på scenen og fremførte med fægtende arme og vilde øjne første nummer på den seneste plade, ”Good Lava”. Her kunne både den nyfundne brug af dramaturgi iagttages og kakofonisk, distortion-mættet guitar gjorde det ud for den soniske modpart. På Spaldings nyeste materiale bliver der især trukket på Princes hårdere numre og noget så aparte en reference som det amerianske post-metalband Tool. For ja, Spalding har rykket sig fra sit leje i neo soulen og den jazzede r&b hele vejen over i eksperimentalrockens afkroge. I hvert fald i dele af sit musikalske univers. For grundessensen af jazz, funk og soul er stadig at finde inde under de multifacetterede taktarter og hylende guitarer.

Et strålende eksempel på dette var det tre mand høje kor, som agerede modpart til Spaldings vokale udfald. I call-and-response med Spalding virkede koret som en vokal disputs og bidrog derved med yderligere spænding til den musikalske del. Ligeledes var de på scenen en afart af de græske muser, der besvarede de spørgsmål, som Spalding sendte efter dem med forundrede blikke.

Forundringen kom tekstligt igennem menneskets afmagt udi at tage aktivt fat i vores drømme og ønsker. ”Why don't we go and do just what we came here to?”, spurgte Spalding og kor midt i nummeret ”Funk the Fear” med overbevisende pondus. Og med den lethed, leveringen af numrene blev udført med, var det også et tillokkende mantra at gå med på. Spalding leverer sine sange ikke kun med en unik kunstnerisk integritet, men i lige så høj grad med en sikkerhed, der kun er kommet igennem øvelse og med et dybt grundet talent. Under ”Farewell Dolly” blev sangerinden iført kappe til at matche kronen og blev forundret sat på en skammel. Med kontrasterende overbevisende stemmeføring, kun akkompagneret af spartansk percussion, leverede Spalding noget af den mest sikre og samtidig udleverende sang, imens øjnene stadig skinnede af overvældende forundring.

På ”Ebony and Ivy” kæmpede bassisten om kap med Matthew Stevens på guitar i et virvar af solistiske udfoldelser. På introduktionen til den afsluttende symfoni og aftenens tematiske rundepunkt, ”Unconditional Love”, gled bas og krop sammen til ét, hvor bassen, der var blevet sat fast til et bælte om Spaldings hofte, virkede som en naturlig forlængelse af sangerindens kropslige udfoldelser. Der er i Spaldings nye materiale en stålsat vilje til at ville rykke ved jazzens grænser, som det også ses hos ligesindede som Kamasi Washington og Thundercat.

 

Evolutionen er uundgåelig

Esperanza Spalding viste mandag aften, at hun med standhaftig viljestyrke har ændret sit musikalske udtryk så kraftigt, at det til tider var svært at forstå det nye materiale i forhold til det gamle. Og denne metamorfose kom heller ikke helt ubesværet. Spalding er ikke kun en god musiker på grund af sine håndværksmæssige færdigheder. Hun er en historiefortæller af jazzens nåde. Men det kakofoniske univers, som Emily har bragt med sig, slugte i sporadiske øjeblikke den overordnede fortællebuge til fordel for netop virvaret.

Ændringerne var dog også med til, med knytnævneslag, at slå hul i den uundgåelige galvanisering i publikums forestilling om den roligt afmålte r&b-sangerinde med den store kontrabas. Her stod pludselig en spraglet og teatralsk performer med hænderne flagrende om sig. Ikke kun på bassen, men i lige så stort omfang også i fortællende bevægelser. Det var en stor oplevelse af iagttage, hvordan forundringen hos publikum, i takt med at koncerten skred frem, turde gå tættere på det virvar af sanseindtryk, der blev sendt i rigelige doser ud over scenekanten fra en storsmilende og imødekommende Esperanza Spalding. En musiker, der ikke har tænkt sig at standse sin musikalske rejse for nogen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA