Intime fortællinger med abrupte slutninger

EXEC, Trailerpark Festival, Royal Stage

Intime fortællinger med abrupte slutninger

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

EXEC alias Troels Abrahamsen lod sit publikum forstå, at han havde afbrudt to ugers daseferie i Nordjylland for at optræde på Trailerpark Festival i hovedstaden. Han lod forstå, at han ikke havde nået at omstille sig til det urbane miljø. Og alt dét troede man. For skal sandheden frem lignede og optrådte han som en, der hellere ville være et andet sted end i København. Som en, der ikke rigtigt kunne komme op i gear eller ind i det rigtige mode.

 

Han sad på festivalens store Royal Stage, ene mand, bag et pianette, delvist med ryggen til publikum og med blikket stift rettet mod sine – var det noder eller sangtekster? Til tider sad han med lukkede øjne. Og uden nogen egentlig kontakt til publikum, umiddelbart.

 

Fraværet af kontakt kunne man til gengæld ikke alene klandre Troels Abrahamsen. Royal Stage er alt for stor til hans inderlige sang og solooptræden. Med andre ord: Han var fejlplaceret af arrangørerne. Hans sang er intime, og intimiteten er svær at skabe eller bevare på Royal Stage – uanset hvor i landet scenen måtte befinde sig, uanset hvor tæt på en daseferie en EXEC-optræden ligger.

 

Alligevel opstod der en subtil form for kontakt, fordi det lykkedes Troels Abrahamsen at få publikum til at lytte – hvilket faktisk i festivalsammenhæng er en præstation. Om publikum lyttede til inderligheden, ordene eller noget helt tredje er for så vidt lige gyldigt. Hovedsagen er, at der blev lyttet. Og dét forstår jeg. For i Troels Abrahamsens tekster er der noget på spil. Der er noget på spil i hans vokal, i hans kantede, fint ciselerede kompositioner. Noget oprigtigt, noget smertefuldt, noget mørkt. Og dette noget skabte torsdag aften – trods alt – grundlag for en kontakt mellem ham og hans publikum.

 

Abrahamsens sang og musik minder uhyre meget om Antony and the Johnsons’, men har alligevel helt særegne karakteristika. De rummer en helt særegen autenticitet, som vidner om udtryksstyrke. Et nummer som ”Life is a Liquid” er for eksempel eminent godt skruet sammen, og netop dét var da også koncertens bedste. Men en ting slog mig under hele Troels Abrahamsens koncert – udover spørgsmålet om nærvær og kontakt: Alle hans numre mangler lige som en afrunding. De er som små fortællinger uden en slutning. Skal man sige det lidt mere positivt, som festivalprogrammet for eksempel gør det, kan man sige, at hans numre er ”cut to the bone”. Men i og med, at Troels Abrahamsen ikke bare er en dygtig sangskriver og sanger, men også en habil komponist og pianist, undrer jeg mig i hvert fald over, hvorfor de følelser, han formidler i sine tekster ikke bliver forvaltet bedre instrumentalt. Hvorfor skal alle numre slutte så abrupt? Hvorfor må de ikke tone ud? Eller videreudvikles instrumentalt? Heri kunne jo også ligge en kontakt til publikum...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA