x
Dancehall-hitparade med hjerte og hjerne

Klumben og Raske Penge, Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Dancehall-hitparade med hjerte og hjerne

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Efter en dansk livepause i 2015 er dancehall/reggae-makkerparret Klumben og Raske Penge denne sommer tilbage på de hjemlige scener med deres band 80’erne. Blandt andet på Danmarks Grimmeste Festival på hovedscenen i prime time lørdag klokken 21.

Klumben og Raske Penge har udgivet en stribe sange sammen og hver for sig, men sjovt nok endnu ikke nogen regulær fælles ep eller et album, ikke endnu da. Alligevel spiller de oftest live sammen, og de tos navne pryder da også det flotte bagscene-tæppe med en tegnet storby rundt om navnet.

Koncerten var oprindelig annonceret som Klumben og Raske Penge med dj, men blev senere opgraderet til en fuld koncert med duoens liveband 80’erne. Det er en solidt sammenspillet enhed, viser de allerede på det instrumentale intronummer. Konstellationen er guitar/keyboard/tenorsaxofon, bas, trommer, keyboard og slagtøj, og saxofonen kommer i spil allerede på åbningsnummeret, inden Klumben lægger ud med sin ”Dancehall Geni”, og Raske Penge falder ind i slutningen af sangen og fortsætter i front med sin ”Yndlingsstof”, hvor Klumben agerer backup.

Begge vokalister gør det fremragende. Deres blanding af rap og sang, inden for reggae og dancehall kendt som toasting, er både rytmisk og musikalsk stærk, og man kan tydeligt høre teksterne, der hører til de absolut mere velskrevne i den dansksprogede dancehall-bølge. Klumben og Raske Penge kan både være finurlige, når Raske Penge beskriver sit afhængighedsforhold til musik i ”Yndlingsstof”, og politiske, når Klumben argumenterer for frigivelse af hash i ”Hash”, og Raske Penge kritiserer korrupte politikere i ”Ik’ Stol På Dem”, der blandt andet angriber salget af dele af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Så kan man så være enig eller ej, men Klumben og Raske Penge tør mene noget, og de kan formulere det live, så man kan høre det. De er heller ikke bange for at krænge deres følelser ud, som når Klumben fortæller om sit knuste hjerte i ”Mit hjerte”, ligesom Raske Penge hylder nørdede børn i ”Intelligent”.

Koncerten på Danmarks Grimmeste Festival er en ren hitparade, hvor de førnævnte sange udgør nogle af højdepunkterne, men toppen er naturligvis ”Faxe Kondi”, hvor publikum alene flere gange får lov at synge omkvædet. Inden da må Raske Penge dog kortvarigt stoppe koncerten i ”Intelligent”, da noget så Klumben og Raske Penge-fremmed som et slagsmål tilsyneladende er brudt ud foran scenen. Heldigvis bliver gemytterne hurtigt dæmpet, og musikken fortsætter ufortrødent.

Desværre er tidsplanen skredet lidt, så publikum skal til sidst vælge mellem ”Fridag” og ”Rundt”. De vælger ”Rundt” med det tankevækkende omkvæd ”Hele verden drejer rundt, og den drejer sig ikke kun om dig.” Apropos politik, så minder linjen faktisk en del om Det Radikale Venstres ufortjent udskældte valgkampsslogan fra 2001, ”Vi tænker på andre end dig”, men det er en helt anden historie. Klumben og Raske Penge tænker på deres publikum på Grim Fest, og kærligheden er tydeligvis gengældt.

 

Sætliste:

Intro

Dancehall Geni

Yndlingsstof

Ved det ikk’

Hash

Original

Hobby

Ik’ stol på dem

Mit hjerte

Intelligent

Faxe Kondi

S.O.S. (smøger og sprut)

Bor her

Rundt


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA