Solid, klassisk rock fra ung Aarhus-kvartet

The White Dominos, Danmarks Grimmeste Festival, Bonzaiscenen

Solid, klassisk rock fra ung Aarhus-kvartet

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Aarhus-kvartetten The White Dominos er et af de yngste og mindst etablerede bands på dette års Danmarks Grimmeste Festival. En ep og to singler samt opvarmningstjanser for Dúné og Go Go Berlin er det blandt andet blevet til siden starten i 2013, og nu står de så på Grim Fest.

Om hvad kan de så? Ja, The White Dominos spiller melodisk og dansevenlig rock, som man efter smag kan kalde klassisk eller tidløs og synes at trække på mange inspirationer, uden at man let kan finde ét eller nogle få bands, som The White Dominos minder om. Vi befinder os dog ikke langt fra andre Grim Fest-aktuelle bands som The Blue Van (som også har lavet en sang med titlen The White Dominos) eller Dance With Dirt – eller Go Go Berlin, hvor flere medlemmer kan ses blandt publikum.

Besætningen i The White Dominos er den klassiske med sang/guitar, guitar, bas og trommer, og alle fire medlemmer gør det godt, hver for sig og sammen. Sanger og rytme/leadguitarist Jonas Sharpe har en solid, let hæs og ret lys rockstemme, der også kan nå op i en fin falset på ”Pick Me Up” og ”Only Light”, og både han og den anden guitarist Daniel Potts kan spille solide soloer.

Flere sange byder på gedigne og fyldige korbidrag fra Daniel Potts og bassist Magnus Gaardbo, og selve numrene er velskrevne og iørefaldende. Ikke mindst ”This Far” med et catchy guitartema, det gradvist opbyggende ballade ”Only Light”, den shufflende ”Like a Ghost” og den groovy ”Doyouwannarunaway”, der live begynder stille, men ender med et band, der ”giver den max gas”, som de siger (studieudgaven er dog dansevenlig hele vejen).

”Vi ses i hegnet”, slutter Jonas Sharpe med at sige, og det er en passende frisk bemærkning fra et orkester, der sagtens kan nå langt på musikscenen. De har i hvert fald både sangene og musikaliteten. Det mere personlige præg kniber det måske lidt mere med, men det kan jo komme med erfaringen – jeg vil i hvert fald holde øje med dem.

 

Sætliste:

Intro

Pick Me Up

This Far

Tits (arbejdstitel)

Only Light

Like a Ghost

Give it Up

Please Me

Doyouwannarunaway


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA