Solid koncert fra lovende dansk soul/r&b-sangerinde

Emilie Ramirez, Danmarks Grimmeste Festival, Bonzaiscenen

Solid koncert fra lovende dansk soul/r&b-sangerinde

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den unge danske r&b/soul-sangerinde Emilie Ramirez har i år haft et pænt hit med ”Tranquilizer” fra debut-ep’en ”Grandma Said”, og tidligt lørdag aften står hun på Danmarks Grimmeste Festival intime Bonzai-scene med et lille band bestående af en keyboardspiller/bassist og en trommeslager.

Den hårfagre Ramirez er i besiddelse af en dyb og fyldig soulvokal, og den står klart og flot under koncerten med en tydelig tekstudtale, hvor inspirationen fra hiphoppen også er tydelig. I flere af numrene pendulerer Ramirez’ stemme løbende mellem sang og noget, der nærmer sig rap, blandt andet åbningssangen ”Lupus”, som en slags dansk, kvindeligt modstykke til amerikanske Anderson .Paak, der er kendt for en lignende sangstil.

Tempoet i numrene er ofte langsomt, med fyldige trommer og lejlighedsvis en elektronisk drumpad, mens keyboardspilleren ubesværet skifter mellem tangenter og basguitar, nogle gange i samme sang i det forholdsvis spartanske, men dog tilpas nuancerede lydbillede.

Flere gange undervejs må jeg smile over nogle ganske velskrevne sange, både musikalsk og tekstmæssigt. Blandt andre bedstemorhyldesten ”Grandma”, hittet ”Tranquilizer” og ikke mindst den gospel-associerende ballade ”Garden of Evil” om at tro på sig selv i en farefuld verden, hvor ”snakes are gonna bite you anyway” og ”haters are gonna fucking hate you anyway”, som hun synger. Et superstærkt nummer, som også bliver aftenens højdepunkt. Helt så stærkt er resten ikke, men mindre kan også gøre det, og hovedindtrykket af koncerten er, at Emilie Ramirez er en sangerinde, man absolut bør holde øje med – det vil jeg gøre.

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA