x
Fyldig hår(d)rock fra 1987

Whitesnake, Store Vega, København

Fyldig hår(d)rock fra 1987

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Arkivfoto

Indhyllet i røg på Vegas store scene sidder Whitesnakes David Coverdale på en høj barstol. På stolen ved siden af ham sidder en guitarist. Guitaren er akustisk, sangeren er veloplagt, og stemningen er intim.

Ind imellem udvalgte numre fra hele karrieren fortæller Coverdale underholdende anekdoter blandt andet om sit første besøg i Danmark som 16-årig, hvor han turnerede med bandet Harvest og sultede – “før Deep Purple”, betoner han.

David Coverdale har endelig taget det anstændige spring ind i en mere afdæmpet koncertform, hvor stemmen kan følge med. Den 64-årige rocklegende er en charmerende fortæller, og vi hygger os i hans selskab.

Pludselig prikker en finger mig hårdt i siden. Jeg vågner. Øv. David Coverdales pensionsambitioner om at erstatte den svulstige Whitesnake-rock med et bluesalbum og en intimturné er stadig bare en drøm.

 

Hit på hit på hit

På scenen foran mig banker Whitesnake et bombastisk radiorockhit ud over scenekanten iført forstillede forvredne ansigtsudtryk og ucharmerende buldretrommer.

Greatest Hits hedder turnéen. Havde det ikke været for de nye datoer på ryggen, kunne de snildt have genbrugt nogle T-shirts fra mindst tre foregående turnéer over samme tema.

Og vi får præcis det annoncerede. Hit på hit på hit. “Here I Go Again”, Love Ain’t No Stranger”, “Crying In The Rain”, “Fool For Your Loving”, “Still Of The Night”… I aften slipper vi for svinkeærinder ud i fantasiforladte Deep Purple-covers.

David Coverdale er frontfigur i rockfabrikken Whitesnake – og i mindre grad forsanger. Kun trommeslageren i det fem mand høje band synger hverken kor eller bærevokaler – altså vokaler, der bærer frontfiguren igennem de sværeste passager, som han engang selv kunne synge.

 

Forfængelige præstationsvokaler

Libido-stemmen er ikke, hvad den har været. Som eneste gennemgående medlem siden starten i 1978 ligger Whitesnakes identitet i Coverdales stemme. Derfor vægter hans præstation også tungest i anmeldelsen her. Hvor andre sangere fra hans generation forstår at dirigere deres karriere i retning af musik, der passer til deres aktuelle formåen, så insisterer Coverdale forfængeligt på fortsat at lege 80’er-MTV-stjerne med stort hår, åbentstående skjorte til navlen og præstationsvokaler, der flænser i stemmebåndet.

Rockens svar på Dame Edna puffer sit hår op og stikker en uskyldig pegefinger i munden ved de sjofleste tekstpassager. Dem er der flere af. Coverdales fornemmelse for kærlighed handler om at køre den helt ind – “slide it in, right to the top”.

Han spiler øjnene helt ud og hilser på udvalgte publikummer – og vender det hvide ud af øjnene, når han tvinger stemmen opad. I “Is This Love” synger han decideret falsk, og vi fornemmer, at stemmen måske er så slidt, at han selv i det mellemste leje har svært ved at holde en melodi.

 

Olympiske solospots

Det er i øvrigt ikke meget Coverdale, man får for sine 600 kroner. 20 af koncertens 90 minutter går med instrumentalt 100 meterløb på stedet fra bandets unge løver, der i lange solospots betvinger deres instrumenter med mere olympisk muskelkraft end musikalitet.

Men de har teknikken på plads. Især de nyere dele af repertoiret leveres tætsiddende og stramt, så vi ikke kan lirke så meget som en knappenål ind i den bastante loudness-væg. De dygtige håndværkere har øvet sig hjemmefra, som min sidemand bemærker.

Det kunne Coverdales gamle Deep Purple-kammerat Ritchie Blackmore have lært noget af, da han i forsommeren forsøgte sig med et uskolet og dårligt forberedt Rainbow til koncerter i Tyskland og England. Man kan være mere eller mindre betaget af Coverdales stil, men han har altid kørt Whitesnake professionelt.

 

Den akustiske drøm

“Ain’t No Love In The Heart Of The City” – et covernummer fra Whitesnakes allerførste ep i 1978 – rykker i de allerældste nostalgimuskler – og afbrydes halvvejs for at glide over i en velspillet “Judgement Day” (fra 1988). I koncertens sidste numre – efter de mange solopauser – kommer Coverdale en smule stærkere tilbage på vokalen uden dog at blive overbevisende.

Koncerten blev flyttet fra Falkoner, da billetsalget gik i stå, og ikke engang Store Vega blev udsolgt. Har vi passeret sidste salgsdato for Whitesnakes testosteron-rock? For hvert nyt besøg af Kongeslangen falmer oplevelsen mere og mere. Samtidig lever drømmen om en mere afdæmpet Coverdale i de dybere tonelejer videre – men bliver måske aldrig til mere end det 20 år gamle akustiske livealbum “Starkers In Tokyo”.

 

Sætliste:

Bad Boys

Slide It In

Love Ain’t No Stranger

The Deeper The Love

Fool For Your Loving

Ain’t No Love In The Heart Of The City

Judgement Day

guitarsolo x2

Slow An’ Easy

bassolo

Crying In The Rain

trommesolo

Is This Love

Gimme All Your Love

Here I Go Again

Still Of The Night

 

 

Lineup:

David Coverdale - vokal

Reb beach - guitar, vokal

Joel Hoekstra - guitar, vokal

Michael Devin - bas, vokal

Michelle Lupin - keyboards, vokal

Tommy Aldridge - trommer

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA