x
Sang- og fortælleglæde udfoldet

Suzanne Vega, Bremen Teater

Sang- og fortælleglæde udfoldet

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Et godt stykke inde i koncerten på Bremen Teater introducerer Suzanne Vega en sang fra et nyt album, der udkommer til oktober. Nummeret hedder ”Harper Lee” og former sig som en tænkt monolog af forfatteren Carson McCullers, der er frustreret og irriteret over to ting: 1) at den samtidige forfatter, Harper Lee, er blevet berømt på baggrund af bare én roman – ”Dræb ikke en sangfugl” – som ”oven i købet ikke er særlig god”; og 2) at kritikere og kulturjournalister igen og igen fastslår, at der er et slægtsskab mellem Harper Lee og Carson McCullers. Suzanne Vega fortæller, at hun elsker begge forfatterskaber, men også at Carson McCullers i sin samtid fremstod arrogant, fordi hun mente sig bedre værd end de fleste andre forfattere i samme generation. Selv skrev Carson McCullers ”kun tre bøger”, og alligevel er hun en central figur på Suzanne Vegas nye album. Flere sange på albummet handler om hende – herunder ”We of Me” og ”Annemarie”, som under koncerten i Bremen omgiver ”Harper Lee”.

Det slår mig under Suzanne Vegas introduktion til ”Harper Lee”, at det med lidt god vilje kunne være introduktionen til Suzanne Vega selv. Suzanne Vega er nemlig – om nogen – en singer-songwriter, der – som Harper Lee – huskes for ét værk: i hendes tilfælde ét album, ét nummer. Albummet er ”Solitude Standing”, og nummeret ”Luka”. Dét album og dét nummer blev en kæmpe kommerciel succes i 1987 – selv om nummeret handlede om noget så ikke-kommercielt som en misbrugt dreng. Albummet og nummeret gjorde Suzanne Vega så verdensberømt, at det – at dømme efter alle parametre – har været umuligt for hende at følge op på succesen, kommercielt. Selv om der til dato er udkommet hele otte album, vil jeg påstå, at man skal være passioneret fan for at kunne nævne titlen på nogle af de seneste seks album, endsige titlen på nogle af de nyere numre.

Meget sigende var der ikke udsolgt i Bremen Teater.

Selv havde jeg ikke de store forventninger, for nok husker jeg hendes sange og musik fra 80’erne – dengang forekom hun mig anderledes, atypisk – som en folk-sangerinde, der løftede arven efter de store: Carole King, Joan Baez, Don McLean og andre. Men jeg har ikke fulgt hende siden, og jeg har ikke nogen nostalgi knyttet til ungdommens lydtæppe.

For mig at se, starter hendes koncert i Bremen Teater lidt rustent. Suzanne Vega står der på scenen – vanen tro helt i sort – med en enlig guitarist, Gerry Leonard, ved sin side. Duoen starter med numrene ”Fat Man”, ”Marlene on the Wall” og ”Caramel” – og hvor Suzanne Vega selv fremstår mere grå end sort, viser den – af udseende og gestik – anonyme Gerry Leonard sig at være en sand ekvilibrist. Med guitaren, pedalerne og diverse loops skaber han – tilsyneladende helt ubesværet og uimponeret over egen præstation – en lyd, der emmer af potent folk-rock.

Om det er ham, der løfter det hele, eller om Suzanne Vega bare er en langsom starter, aner jeg ikke, men efter de første tre numre kommer der fra hendes side en længere introduktion til det fjerde nummer, ”Fool’s Complaint”, og fra da af står det klart, at hun har humor. Hun kommer med en længere redegørelse for, hvad nummeret handler om, og afslutter sin egen talestrøm med helt underspillet at konstatere, at redegørelsen desværre er blevet længere end nummeret. Fra da af vokser koncerten i kvalitet. Både hvad musikken angår, og hvad den direkte kontakt til publikum mellem numrene angår. Det foreløbige højdepunkt når hun og guitaristen i balladen ”Small Blue Thing”.

Hun fortæller herefter om den gang, hun som ung var counselor på en amerikansk sommerlejr for børn og første gang oplevede at blive forelsket. Selv skulle hun undervise en gruppe pigebørn i discodans og sang, mens en ung fyr i lejren – en englænder fra Liverpool – skulle undervise en gruppe drengebørn i arts & crafts. De to counselors mødtes en aften på en bar i den nærliggende by, og der kom han hen til hende og spurgte meget direkte: ”Kan du lide Leonard Cohen”. Suzanne Vega fortæller, at en sten faldt fra hendes hjerte, og at hun lidt for overstrømmende svarede ja, fordi hun elskede Leonard Cohen, men var alene i sin vennekreds om at kunne sige det. Hun fortæller herefter, at hun straks modererede sit udsagn og tilføjede, at hun kun kunne lide Leonard Cohen, når hun selv var i et bestemt humør, fordi – som hun tilføjer: ”Hvis man dengang var meget begejstret, vred eller ked af det, blev man medicineret i USA. I England, derimod, var punkerne ved fadet, så der skulle man være passioneret – uanset om man var begejstret, vred eller melankolsk. I England skulle må gå hele vejen!” Da englænderen på baren i USA hørte hende moderere sit udsagn, svarede han: ”Hvilket humør? Jeg elsker ham altid”. Og så var hun solgt.

Den lange fortælling munder ud i nummeret ”Gypsy”. Og fremad går koncerten – på enhver måde – mod et nyt højdepunkt, nummeret ”Queen and the Soldier”. Om det siger Suzanne Vega, at det både er meget gammelt, meget langt og ender sørgeligt. ”Vil I alligevel høre det?” Publikum bekræfter, og Suzanne Vega tilføjer: ”Sådan er det alle vegne. Nummeret er populært, selv om det både er en lang, gammel og sørgelig sag”.

Siden giver hun og Gerry Leonard opdaterede duoversioner af de største hits: ”Luka”, ”Tom’s Diner” og ”Calypso”. Og da jeg efter halvanden times koncert forlader Bremen Teater, må jeg erkende, at det er muligt, at hun ikke kommercielt har kunnet leve op til niveauet fra ”Solitude Standing”, men både som skrivende og udøvende er Suzanne Vega en, der har noget på hjerte. Hun søger helt åbenlyst ikke det kommercielle, egner sig formodentlig ikke til den kommercielle verden, men har bare en stilfærdig trang til at berette om noget, der er væsentligt, og så er hun begunstiget af, at hun har en stemme og en humor, hvormed hun kan fremføre sit ærinde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA