x
Vigsø: Under Overfladen

Vigsø
Under Overfladen

Vigsøs debut er syret, sørgmodig og sexet

GAFFA

Album / GetOutNow
Udgivelse D. 07.08.2016
Anmeldt af
Peter T. Aagaard

Har man tidligere stiftet bekendtskab med Vigsø, er det formentlig som battlerapper. I en årrække har hun dyrket den verbale macho-kampsport til MC’s Fight Night og Rap Slam. Jeg kan afsløre, at dette er noget helt andet. 

Under Overfladen byder på en håndfuld sange, hvor hun i stedet for at kæmpe mod modstanderne går i krig med sig selv. Sangene skulle være opstået i drømme, og der er en gennemgående surrealistisk tone i teksterne, der flyder over af skæve betragtninger. Hun kaster sig uden nogen form for berøringsangst over emner som død, råddenskab og at være hovedkuls forelsket i sin svigerfar (!) 

Musikken er produceret af DJ Noize, der ligesom når han arbejder med Pede B, lader melodierne træde i forgrunden. Klaver og strengeinstrumenter matcher Vigsøs vokal, og den jazzede, lidt pæne lyd, klæder især titelnummeret og Guld, hvor hun rapper om den førnævnte svigerfarforskelse.  

Vigsø hopper i den grad ikke over, hvor gærdet er lavest. Hun blotter sig til hudløshed og viser så meget af sig, at det nærmest er overvældende. Til tider bliver det mere god poesi end god rap, men der er ingen tvivl om indholdet og udtrykket er dybt originalt. Når hun fungerer bedst, rammer Vigsø en nerve i historierne, der på en gang er syret, sørgmodig og sexet. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA