Mad Professor tog os med på rundtur i dubbens ekkolandskaber

Mad Professor, Øyafestivalen, Oslo

Mad Professor tog os med på rundtur i dubbens ekkolandskaber

Anmeldt af Nikolaj Blegvad | GAFFA

DUB! Dub, dub, dub, dub. Ekkoet gjaldede, når Mad Professor, the king of dub, talte til publikum hen over musikken på den lille klubscene på Øyafestivalen denne onsdag aften.

Produceren, der har langt flere udgivelser på CV’et end de fleste, både egne og en lang liste med remixes, var i gang denne festivalaften med et show bygget på en solid bund af tyk og tung bas på den mørke scene oplyst af stråler fra røde, grønne og gule spots. Han kaldes en discipel af Lee Scratch Perry og var med sit album “Dub Me Cracy” med til at løfte dub over til den digitale tidsalder i 80’erne, da reggaen blev domineret af elektroniske produktioner.

Der var smil til publikum fra Mad Professor og hans co-MC, og der var musikalske gaver både fra professorens soundsystem og i fysisk format, da han delte en lp med Lee Scratch Perry ud til den person blandt publikum, der kunne råbe “ARIWA!” højest. Ariwa, fortalte han gentagne gange, betyder kommunikation. Og desuden er det navnet på hans label i London.

"The first communication was a drum. So we’re going back to the drum.”, lød det fra det store navn på den lille scene med endnu mere rumklang denne gang. Fra remix til remix bladrede han sig lidt slavisk gennem sit sæt af en playliste. Og selvfølgelig skulle der komme et tidspunkt, hvor selveste Bob Marley skulle remixes. “Let’s remix the king!”, råbte professoren, og satte gang i sin version af “Jammin”.

Videre til næste nummer. “Out in the street they call it merther!” Også Ini Kamozes “World a Music” blev remixet, og folk i teltet så virkelig ud til at nyde al dub, der blev spillet. Folk foran dansede tæt. Nogle med lukkede øjne. Gyngende overkroppe fra side til side. Frem og tilbage. Pludselig var det kun bassen, der spillede, og publikum fyldte det lyriske tomrum ud med egen sang. Et klassisk dj-trick, men effektfuldt.

Mad Professor spillede på det forventede, men gjorde egentlig ikke så meget mere end det. Det var monotont og suggererende, hvilket også var som forventet inden for denne genre og ikke nødvendigvis negativt. En helt udmærket oplevelse i de musikalske ekkolandskaber i selskab med dubbens konge i egen person.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA