x
Tæt krat blev til store lysninger

Abdullah Ibrahim, Jazzhus Montmartre

Tæt krat blev til store lysninger

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Den 81-årige jazzpianist var i 60erne en flittig gæst på Jazzhus Montmartre. Af samme grund var både han og koncertarrangørerne glade for igen-igen at kunne åbne dørene til ikke bare én, men to koncerter med sydafrikaneren.

Glæden bredte sig søndag aften til det aktivt lyttende publikum, der blev vidner til en først tøvende, siden meget stringent solokoncert. Og glæden vil med stor sandsynlighed brede sig til publikum i aften, mandag, når Abdullah Ibrahim sætter sig til flygelet for at give sin anden koncert.

Abdullah Ibrahim, der kan betegnes som en af de største personligheder i jazzens historie, er i sig selv en god historie. (Bemærk, at hans seneste album hedder ”The Song Is My Story”). Han blev født i Cape Town i 1934, blev døbt Adolph Johannes Brand, begyndte som seksårig at gå til klaver og blev professionel musiker allerede som 15-årig og dét med afsæt i et miks af gospel, traditionel afrikansk musik og jazz – indenfor jazzen inspireret af Monk og Ellington (sidstnævnte indspillede han to plader med i starten af 60erne). Han blev hurtigt et internationalt navn, flyttede i 60erne til Europa og siden USA og blev i dét årti kendt som ”Dollar Brand”. (Kunstnernavnet valgte han selv, men efter sigende kom det af, at han blev kendt for altid at have en dollar i lommen til indkøb af en plade). Han spillede i USA med næsten alle, der var noget ved musikken: Don Cherry, Ornette Coleman, John Coltrane, Cecil Taylor og Archie Shepp – for at nævne nogle. Konverterede i 68 til islam og tog navnet, Abdullah Ibrahim. Vendte i 70erne tilbage til Sydafrika, men måtte efter kort tid gå i eksil i USA, foranlediget af apartheidstyret i hjemlandet. Og først da det blev væltet, vendte han mere permanent tilbage til Sydafrika. I dag har han hjemme både i New York og Cape Town.

I Jazzhus Montmartre indtog Abdullah Ibrahim søndag aften den intime scene med et uregerligt bundt noder under armen. Noderne holdt han i skik med en sort mappe, men set fra publikumsrækkerne fremstod de mange nodeark, der strittede ud til højre og venstre, som var de lysninger, han kunne opsøge, hvis de planlagt improvisationer skulle blive for uigennemtrængelige. Han stillede noderne oprejst på flygelet, men lukkede øjnene, koncentrerede sig og begyndte at improvisere.

Den første halve time – ud af en koncert på fem uafbrudte kvarter – blev lidt tøvende. Det var som om, solopianisten (tilsigtet eller utilsigtet) lagde ud i en tæt vegetation – et egentligt vildnis – og forsøgte at sætte nogle slag ind med en machete for at finde antydningen af en sti ud. Men intet slag banede vej ud af den tætte vegetation. Det var som om Abdullah Ibrahim for hvert slag et øjeblik kom i tvivl om, hvor han nu skulle sætte sit næste slag ind, og først efter cirka en halv time og utallige både tøvende og forcerede slag fandt han antydningen af en sti. Fra da af kom der mere lys i vegetationen. Antydede melodilinjer antog karakter og den karakteristiske udtryksstyrke, som høres meget klart på ”The Song Is My Story” – med stærke melodiske elementer og klare tråde tilbage i jazzens historie – blev de lysninger, der forbandt nodearkene med virkeligheden søndag aften i Store Regnegade.

Det blev fem kvarter uden klapsalver undervejs. Fem kvarters intim solokoncert, som nok startede tøvende, men endte som en bemærkelsesværdig opdagelsesrejse, som det aktivt lyttende publikum intenst fulgte og kvitterede for – efter koncerten og efter det kvarter-lange ekstranummer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA