Med lidt hjælp udefra leverede proto-punkens bagmænd det, de skulle

The Dictators, Gutter Island Garagerock Festival, Vordingborg

Med lidt hjælp udefra leverede proto-punkens bagmænd det, de skulle

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

I 1975 skete der noget i New York, og The Dictators blev bragt til verden. Mistilliden til systemet og en manglende vilje til at følge det gængse skolesystem lå til baggrund for at skabe en helt tidlig lyd i amerikansk punk, også kaldet proto-punk. Over fire årtier senere har indflydelsen nu bragt bandet til Gutter Island Festival ved den sydsjællandske kyst, hvor alle aspekter af Københavns misfits samles for at drikke Fernet Branca, drikke Gutter-øl fra Nørrebro Bryghus og høre højenergisk garagerock.

The Dictators er blandt festivalens absolutte hovednavne, og er iblandt et line-up, der ellers mest fokuserer på, hvad Europa har at byde på. Og der er en god forklaring bag deres tilstedeværelse på netop denne festival. The Dictators har været med til at fostre den mudrede musikgenre, der går under navnet garagerock.

Mange år på bagen kan ofte mærkes. Det kan være svært at følge med, særligt når energien primært er kommet af en fælles modstand mod konformiteten og uddannelsessystemet. Når man har rundet de 60 år, kan det være svært at bibeholde den modstandspolitiske attitude, og selvom The Dictators arbejder ihærdigt på at bibeholde den, virker det en smule påtaget og utroværdigt. Og sådan var det også under deres sæt på Gutter Island. Det hele virkede lidt for indøvet og den vigtigste ingrediens manglede – netop nerven, der binder det hele sammen.

Forsanger Richard Manitoba ligner en bølleudgave af Sylvester Stalone, og der skal sådan set ikke være tvivl om, at han ser grum ud på en scene. Han holder sig godt i en alder af 62 år, og det kan på sin vis være overbevisende i sig selv. Men når det kommer til at optræde live, skal musikkens energi kunne følge med, og det havde den desværre en smule svært ved. Der blev snakket om amerikanske politisk, og hvordan det hele er lidt fucked up. Generelt er systemet galt på den, og hvordan kan to mennesker repræsentere en befolkning på trehundrede millioner mennesker? Det var et af de spørgsmål, der blev stillet. Vi har hørt det før, og svaret er altid det samme. Svaret er punk, og så ikke meget mere end det.

The Dictators skulle over halvejs i deres sæt før energien rigtig ramte. Det var først der, hvor de nåede til det punkt, hvor de virkelig lignede nogle, der nød det. Men over standard var det ikke. Det var som forventet, og da der en lille times tid senere blev takket af, slog de fem musikere hovederne sammen på en facon, der indikerede, at det ikke helt var overstået. Det var blevet tid til at give publikum det sidste stød, og da forsanger Richard Manitoba intenst spurgte hvad klokken var, var det svært ikke at fatte, hvad der skulle til at ske. Der blev sat gang i ”Kick Out The Jams” af MC5 – et hit der efterhånden har opnået en udødelighed ved hjælp fra blandt andre Pearl Jam. Det var uden tvivl fedt, og den energi der forhen manglede under koncerten, viste sig at blive indfriet. Men måske var det, fordi vi har et særligt forhold til netop den sang. Måske ikke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA