Hæsblæsende latina-rock

The Courettes, Gutter Island Garagerock Festival, Vordingborg

Hæsblæsende latina-rock

Anmeldt af Lisa Reschefski | GAFFA

Duoer er bare fede og The Courettes er ingen undtagelse.

Iført sort/ hvid psykedelisk mønstret minikjole, franskbrødshår og fuzz-pedal, satte frontkvinden Flavia Couri fra første akkord gang i festen foran Gutter Islands udendørsscene, hvor det hovedparten af festivalens publikum var samlet under en skyfri himmel.

Den brasiliansk-danske power kombo, der består af ægteparret Flavia på guitar og sang og Martin Couri på trommer og kor, spiller højenergisk rock af den gamle skole og det fik publikum i dén grad at føle under aftenens koncert.

Det var ikke kun instrumenteringen og Flavia Couris sønderflængende vokal, der var komprimeret. Selve koncerten foregik i et hæsblæsende tempo, duoen fik klemt intet mindre end 16 numre ind i løbet af den 45 minutter lange koncert. Alle leveret med lige dele sydamerikansk temperament og sveddryppende trommespil – lige til en OL-medalje, selvom sangerinden stolt proklamerede, at de langt hellere ville være på Gutter Island, fremfor til Olympiaden i hendes hjemby.

Særligt godt fungerede numrene: ”I’ve Been Walking”, ”The Boy I love” og ”Shiver”. Et par helt nye numre blev det også til, heriblandt den nye single ”Dynamite”, som publikum begejstret råbte med på. Et andet højdepunkt var ”We’re Gonna Die”, hvor Flavia dansede så vildt, at franskbrødet gled ud og Martin måtte knokle på trommerne for at følge med. Under ”Push It Too Hard” lukkede parret helt op for sluserne, så det var svært ikke at spekulere bare en lille smule over, hvordan et skænderi over opvasken i det Couri’ske hjem måske kunne spænde af.

Med den Kim Kixx (Powersolo)-producerede debut ”Here Are The Courettes” i bagagen, har parret siden 2015 turneret både i udlandet og i Danmark, hvor de blandt andet varmede op for The Sonics på deres Danmarksturné i november sidste år, og fik positiv opmærksomhed for deres optræden på årets SPOT-Festival.

Her faldt selveste Rolling Stone-journalisten David Fricke, for duoen under sit besøg på festivalen.  

”Duoen får en klaret en masse med absolut minimum midler – trommer og guitar og en sikkerhed, der ikke er til at rokke med. Flavia er en ildkugle af en vokal, med en Janis Joplin-kant på hendes X-Ray Spex udtryk; Martin hamrer løs på sit trommesæt med en koncentration som en grovsmed. Tilsammen satte de gang i festen på dette års Spot Festival, med deres staccato-konsistens og badeværelses-klang i sange som ”The Boy I Love” og ”I Wanna Be Your Yoko Ono”,” skrev han i sin anmeldelse af The Courettes.

Efter et sæt med høj-tempo numre, rundede parret af med en følsom kærlighedserklæring til parrets lille søn, Lennnon og lukkede festen med brag med nummeret ”All About You”.

Vokalmæssigt er der hos The Courettes langt fra tale om skønsang i klassisk forstand. Men hvad Flavia Couri savner i at ramme tonerne til perfektion, kompenseres der så rigeligt for i energi og nærvær på scenen.

”Don't mess with The Courettes!”

 

Sætliste:

I Wanna Be Your Yoko Ono
I’ve Been Walking
Go! Go! Go!
Money Blind
The Boy I love
Nobody But You
Push It Too Hard
The Way U Walk
Shiver
Vodoo Doll
HooDoo Hop
We’re Gonna Die
Dynamite:
Tchau

Ekstra

(Strawberry Boy)
All About You


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA