x
Slowolf har fremtiden med sig – helt bogstaveligt

Slowolf, Wonderfestiwall, Teltscenen

Slowolf har fremtiden med sig – helt bogstaveligt

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

”De har festivalens yngste musiker på scenen,” lød det i konferencierens præsentation af Slowolf, og det må man sige lyder plausibelt. Slowolf-bagmand Andreas Asingh har – ligesom på årets Spot Festival – taget sin 11-årige søn Albert med i bandet til at betjene en MPC, altså en sampler, og han spiller en central rolle under hele koncerten, idet en stor del af musikken og vokalerne ligger her. Med stor musikalitet og uden synlig nervøsitet foran det forholdsvis store publikum trykker Albert på knapperne, så samplede vokaler, instrumenter og lydeffekter bliver spillet på de rigtige tidspunkter i samspil med resten af bandet, som består af far Andreas Asingh på trommer samt Ned Ferm på tenorsaxofon og tværfløjte og Rune Kielsgaard på trommer.

Slowolf har blandt andet gjort sig bemærket med en stribe ep’er, hvor han får selskab af en række gæster på både rap og sang, herunder Raekwon fra Wu-Tang Clan og den newzealandske sangerinde Kimbra, kendt fra Gotyes 2012-verdenshit ”Somebody That I Used to Know”. Ikke overraskende er ingen af disse gæster med på Bornholm, faktisk er der slet ingen vokalister ud over dem, der bliver afviklet fra Alberts sampler, og det er ud over stemmerne fra Slowolfs studieudgivelser navne, som Slowolf har remixet, blandt andre MØ, Rihanna og Kendrick Lamar, hvorfra vi får elementer af ”Walk this Way”, ”Bitch Better Have My Money", "Swimming Pools" og ”Diamonds” i en slags live-remixes med band – ”Walk this Way” endda to gange, idet den også kommer som ekstranummer, hvilket dog er i overkanten.

Ellers fungerer sættet overraskende godt, fordi de mange præindspillede elementer dels tydeligvis afvikles live, med lidt finurlig digital scratching fra 11-årige Albert, dels fordi de får med- og modspil fra de fremragende livemusikere, hvor de to trommeslagere søger for et tungt, ofte hiphop-inspireret beat, mens Ned Ferm blæser derudad med jazzede soloer på saxofon og tværfløjte og kompenserer for manglen på live-vokalister.

Slowolf har gennem årene givet koncerter med mange forskellige konstellationer, både solo som dj, med band og sig selv som sanger og med gæstevokalister. Dagens udgave af Slowolf er absolut i den bedre ende – selvom en enkelt vokalist eller to da ikke ville have gjort skade. Og jeg tror bestemt ikke, vi har hørt det sidste til Slowolf junior.

 

Sætliste:

1. White Feathers Intro
2. Rick Ross - Hustlin' (SLOWOLF Remix)
3. MØ - Walk This Way (SLOWOLF Remix)
4. Ball 
5. Rihanna - Bitch Better Have My Money (SLOWOLF Remix) 
6. King
6. Kendrick Lamar - Swimming Pools (SLOWOLF Remix)
7. 2 Late feat. Dream Mclean
8. Palace feat. Dream Mclean
9. Rihanna - Diamonds (SLOWOLF Remix) 
10. Jimi Hendrix - Buring Down The Midnight Lamp (SLOWOLF cover)  
11. Future - I Won (SLOWOLF Remix)
12. White Feathers feat. Kimbra 
13. Highmath

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA