x
Animeret, fiktiv popstjerne i tankevækkende totalforestilling

Hatsune Miku, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Animeret, fiktiv popstjerne i tankevækkende totalforestilling

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Temaet for Aarhus Festuge er i år ”Upside Down”, og helt i overskriftens ånd har den nytiltrådte festugechef Rikke Øxner – tidligere mangeårig musikansvarlig på Roskilde Festival – og hendes folk hyret en fiktiv japansk popstjerne til at stå for gallaåbningen i Musikhusets Store Sal. Hatsune Miku er navnet, og hun er et internationalt fænomen med 2,5 millioner følgere på Facebook og ifølge Aarhus Festuge over 100.000 sange i kataloget og 170.000 videoer på YouTube, hvor de mest populære har flere millioner visninger. Sangene er skrevet af hendes fans ved hjælp af computerprogrammet Vocaloid, hun oprindeligt blev udviklet til at reklamere for.

Hatsune Mikus stemme er skabt af samme computerprogram, og når hun giver koncerter, optræder hun som enten et hologram eller en animation. Dette har dog ikke forhindret hende i at have hardcore-fans, hvor nogle også er mødt op i aften, ligesom deres idol iført langt, grønt hår. En del af de øvrige gæster bærer jakkesæt eller fine kjoler, da byens spidser også, traditionen tro, er inviteret til festugens gallaåbning. Heriblandt byrådsmedlemmerne, flere nuværende og tidlige ministre, folketingsmedlemmer, erhvervsfolk samt kulturelle fyrtårne som forfatter Svend Åge Madsen og filminstruktør Nils Malmros – begge sidstnævnte er dog afslappet klædt.

Vi skal da også have åbningstaler fra både borgmester Jacob Bundsgaard og en veloplagt kulturminister Bertel Haarder, hvis tale er spækket med citater fra Aarhus-musiknavne som TV-2, Gnags og Bamses Venner – den ellers faste gæst dronning Margrethe er desværre i udlandet. Aftenens program er den såkaldte Vocaloid-opera ”The End” og er skrevet af den japanske elektronikamusiker Keiichiro Shibuya til Hatsune Miku. En fan, der også er professionel musiker.

Salen bliver helt sort, og efter en kort pause begynder afdæmpet elektronisk musik at lyde over højttalerne. Musikken vokser gradvist, lyset tændes på scenen, og komponisten Keiichiro Shibuya ses stå og spille keyboard bag en mindre skærm, der ligner et akvarium. Det forreste af scenen er fra gulv til loft dækket af en stor, gennemsigtig skærm, og her dukker den evigt 16-årige Hatsune Miku nu op som en Manga-lignende animation med sit karakteristiske grønne hår, sine grønne øjne og spinkle krop, der dog har former. Første sang er et spoken word-nummer, hvor Hatsune Miku på engelsk diskuterer døden sammen med sin ven, en stor animeret mellemting mellem en kanin og en mus. Sangen er ligesom resten af numrene både under- og overtekstet, hvilket er en klar fordel, så man kan følge med, og i øvrigt er de fleste øvrige numre på japansk.

 

Vi skal alle sammen dø

Efter den talte intro begynder Hatsune Miku i det næste nummer at synge, og det er fascinerende at høre den spinkle robotstemme synge om, hvad der mon sker, når vi dør. Jeg, der statistisk set er nogenlunde midtvejs i livet, kommer til at tænke over min egen død, der pludselig virker ubehageligt nærværende. Måske fordi man ikke forventer, at en fiktiv person, der skal forestille at være 16 år, vil filosofere over sin egen død. Havde det nu været Leonard Cohen eller en anden livserfaren kunstner, der sang, havde det været noget andet.

De næste sange handler også om døden, det gør hele operaen, men det virker en anelse fortænkt, at Hatsune Miku også selvbevidst filosoferer over, om hun overhovedet kan dø, nu hvor hun er en fiktiv person. Helt lavpraktisk kan hun jo give koncerter fra nu af og til dommedag, ligesom hun kan spille koncerter over hele kloden på én gang, men … ja, og hvad så, fristes man til at sige. Hendes figurer lever vel så længe, der er nogen, der synes, den er interessant, og der er nogen, der kan finde ud af at håndtere de computerprogrammer, der har skabt hende. Personligt tror jeg, programmørerne bag figuren kommer til at leve længere end hende selv – udviklingen går jo stærkt inden for både popmusik og computerteknologi.

Og musikken? Den melankolske tone fra åbningsnummeret fortsætter i resten af operaen, hvor vi hører melodisk elektronika med et temmelig vestligt tonesprog både med og uden beats, og udtrykket får mig til at tænke på svenske The Knife. Af og til er musikken ganske høj, og vi har da også fået udleveret ørepropper ved indgangen. I de mere voldsomme passager synes Hatsune Mikus stemme at drukne lidt i musikken, og den er klart mere spændende i de mere afdæmpede numre, hvor den træder frem i al sin syntetiske gådefuldhed.

Den animerede del af koncerten er smuk, hvor vi ser Hatsune Miku hvirvle rundt under vandet, have ophidsede telefonsamtaler, flyve rundt i gådefulde landskaber, der ligner indvolde og meget mere. På et tidspunkt forlader Keiichiro Shibuya diskret scenen, uden at musikken ændrer udtryk. Meget er nok indspillet på forhånd, men da han kommer tilbage efter, hvad der føles som et kvarter – et langvarigt toiletbesøg? – virker det dog, som om han spiller klaver live.

Ligesom med satserne i klassisk symfoni er der ingen publikummer, der klapper mellem numrene, og da operaen er færdig efter halvanden time, er applausen også påfaldende afdæmpet, selvom både Keiichiro Shibuya og flere computerprogrammører kommer frem på scenen. ”Det er det argeste lort, jeg har set længe. Giv mig noget flamenco,” siger en mand lige bag mig. Jeg er ganske uenig.

Det var en ganske fascinerende forestilling både visuelt, musikalsk og tekstmæssigt, hvor ”The End” satte mange tanker i gang omkring det eneste, vi kan være helt sikre på her i livet – nemlig at vi skal forlade det igen. Og en koncert med en fiktiv popstjerne? Hvorfor ikke, vi går jo også i biografen for at se film med fiktive personer og læser bøger, der er fulde af løgn. For ikke at tale om alle de af dagens popstjerner, der optræder ”live” med playback, singback, backtrack, AutoTune? ”The End” var trods enkelte musikalske og tekstlige mislyde en stor oplevelse, jeg kommer til at huske længe – dog måske ikke helt til min dødsdag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA