x
Kris Kristofferson: The Complete Monument & Columbia Album Collection

Kris Kristofferson
The Complete Monument & Columbia Album Collection

Mestersangskriverens afgørende år dokumenteret i omfattende boks

GAFFA

Box / Sony Music
Udgivelse D. 10.06.2016
Anmeldt af
Espen Strunk

Han skrev engang en sang betitlet Shipwrecked in the Eighties (skibbruden i firserne, red.) – og rent kunstnerisk kan det samme i nogen grad siges at være tilfældet med manden selv og hans omfattende bagkatalog. Den udvikling antydes på sin vis af dette lidet prangende, men til gengæld omfattende bokssæt med 16 (!) cd-plader: Fra de to mesterskiver, der åbnede karrieren, Kristofferson (1970), The Silver-Tongued Devil & I (1971), over den solide treer Borderlord (1972) og videre frem til trods alt mindre monumentale studieskiver som Easter Island og Shake Hands with the Devil.

Til studiepladerne kommer så her – lykkeligvis – bonus-skiver med Extras (inklusive en stribe duetter med Willie Nelson og Dolly Parton) og Demos foruden tre liveplader. Af sidstnævnte fremstår både Live at RCA Studios 1972 og Live at the Big Sur Festival som herlige højdepunkter i den voluminøse boks, hvor man på særdeles velkommen vis mindes om Kristoffersons formidable format som sangskriver i (stadig) fuldstændig fremragende sange som Loving Her Was Easier, Help Me Make It Through The Night, For the Good Times og Jody & The Kid.

Eller Sunday Morning Comin Down – hvor den tømmermandsramte fortæller stavrer ud i morgenlyset i sin mindst beskidte skjorte og må sande at ”there’s nothing short of dying half as lonesome as the sound / of the sleeping city sidewalks / and Sunday morning coming down.” Som sådan er The Complete Monument & Columbia Albums Collection med sine 11 studiealbum og fem bonus-cd’er en mildest talt velkommen tilføjelse på reolen – og et velfortjent monument over en decideret mestersangskrivers afgørende år. Også selvom Kristofferson aldrig har overgået den tårnhøje standard, han satte for 45 år siden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA