x
Vagtlens flugt over det kaspiske hav

Caspian og Jo Quail, Beta, København

Vagtlens flugt over det kaspiske hav

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

En britisk virtuoso-cellist, som integrerede støjrock ind i moderne klassisk, og en gruppe New Englanders, der perfektionerede genopfindelsen af rockmusik som dystre majestætiske symfonier, gæstede i går aftes Beta på Amager.

 

Jo Quail ******

Amager Bios lillesøster Beta 1800, der fokuserer på et mere intimt næsten garage-lignende format og specialiserer sig i mindre kendte kunstnere tit tilhørende relative niche-genrer, har været lukningstruet på det seneste af netop den grund – men blev reddet fra glemslen af en skare dedikerede fans, hvorfor den nu lever videre som Beta 2300. Koncertstedet holdt også sit ethos i hu på sommerens sidste dag, hvis line-up bestod af to projekter hver på deres kant af moderne rockmusiks avantgarde.

Støjmusik har rent kulturhistorisk udviklet sig fra avantgarde-klassiske komponister som Luigi Russolo og Karlheinz Stockhausen, så det var interessant at høre musikhistoriens slange æde sin egen hale i aftenens første navn Jo Quail. Hun havde nemlig udviklet en unik stil baseret på at adoptere støjrocks anvendelser af lyd-loop-teknologi og effektpedaler til solo-cello-kompositioner. Hendes elektriske cello lignede også mere en krydsning mellem en armbrøst og et hajskelet end instrumentets vanlige udformning.

Quails numre var alle bygget op omkring spindelvæv af dybe lavfrekvens-rytmelinjer, ovenpå hvilke blev lagt flere lag dissonante melodier, som bevægede sig omhyggeligt hen imod en opstående orden ud af kaos. Ingen af cellomelodierne lød i sig selv andet end foruroligende, men hendes soloer udviklede gennem deres struktur al den forvrængede kakofoni til en slags sublim frygtindgydende skønhed af samme type som en enorm vindsvøbt tempelruin eller uendeligt vildnis midt i et stormvejr. Gennem hver sang virkede Quail som i religiøs ekstase, besat af universets rasende urkræfter, hun nævnte som sin inspiration mellem numrene – i skarp kontrast til hendes ellers beskedne fremtræden som person. Vi havde tydeligvis at gøre med et musikgeni, som kanaliserede en helt unik vision, få andre kunne være modtagelig for.

 

Caspian *****

Navnet på dette post-rock orkester har bl. a. trukket tankerne hen på både C. S. Lewis' Narnia-krøniker og det Kaspiske Hav i Centralasien. Associationer passende fint til deres musikstil bygget op omkring episke rock-symfonier på mytologisk skala fyldt med en atmosfære af storslået, men dyster naturlig skønhed. Selv opstod gruppen i Beverly, Massachusetts, en af de fiskerlandsbyer i New England, der er blevet populære som miljø i gyserfortællinger af H. P. Lovecraft og Stephen King.

Ganske rigtigt var der noget kultisk og næsten overnaturligt over deres scenefremtræden, da de dukkede op under minimal belysning i sober mørkeblå nuancer og indledte publikum til deres langstrakte kompositioner – hvis rygrad bestod af hypnotiserende bas-og-tromme-rytmer overlagt med pulserende synthesizersekvenser i samme tradition fra '90er-post-rock-pioner som Tortoise og Trans Am. På denne baggrund lagde de tre guitarister så labyrintisk sammenflettede melodier spændende fra stille melankoli over psykedeliske støjkaskader a la Mono til hårde metalliske riffs, som Pelican eller Russian Circles sagtens kunne have skrevet.

Mest bemærkelsesværdigt var, hvor nøjagtigt hver nummer byggede op fra hver enkelt bevægelse og zig-zaggede mellem flere melodier for at slå over i sangens klimaks og til sidst fade out: Et tegn på et band, der havde en lige så komplet sammenhængende vision og koncept bag deres musik som Jo Quail før dem, selvom deres musik ikke var nær så innovativ. Måden, de enkelte instrumentalister spillede op ad hinanden med perfekt præcision i, hvordan melodierne og rytmerne hang sammen, selv i de højeste og mest larmende dele, var også noget af et vidunder. Dette kunne endda ses i deres lysshow, der i de mere komplekse passager kontrasterede det dybe blå med skærende orange – og skiftede mønster ved hver ny dramatisk vendepunkt.

Caspian havde måske ikke tilføjet særlig mange nye elementer som sådan til post-rock-scenen. Men det har været sjældent, at de nyskabelser, som den bevægelse har bidraget med, har været kombineret sammen med så klar kreativ vision bag og højt niveau af kunstnerisk ambition og sangskriverhåndværk.

 

Sætliste for Jo Quail:

Laurus

Salamander

Between Two Waves

Gold

Adder Stone

 

Sætliste for Caspian:

Dust and Disquiet

Rioseco

Arcs of Command

Ghosts of the Garden City

Gone in Bloom and Bough

Darkfield

Halls of the Summer

Sycamore

 

Caspian er:

Philip Jamieson: Guitar og synthesizers

Calvin Joss: Guitar

Erin Burke-Moran: Guitar

Jonny Ashburn: Guitar

Jani Zubkovs: Bas

Joe Vickers: Trommer

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA